083 – Ikke bestået prøve
1 Samuel 13
Da Saul blev konge af Israel, måtte folket gå til filistrene for at købe jernredskaber. Da disse redskaber blev sløve, måtte folket tilbage til filistrene for at få dem slebet, da de ikke måtte have smede. Men filistrene ville ikke sælge krigsvåben til Israels folk. De eneste, der havde moderne sværd og spyd, var Saul og hans søn Jonatan.
Som konge organiserede Saul en hær på 3000 mand. Han overvågede personligt 2000 af dem og gav 1000 til sin søn. Jonatan tog sine mænd og angreb en af filistrenes forposter. Saul vidste, at dette var en krigshandling, så han forsøgte hurtigt at klargøre sine mænd.
Filistrene reagerede prompte på angrebet. De marcherede ind i Israel med 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og et enormt antal soldater.
Israels mænd blev rædselsslagne, da de så den enorme hær ankomme. De fleste af mændene i Sauls hær løb for livet. De gemte sig i huler, blandt klipper og nede i brønde. Nogle forlod endda landet. Andre sluttede sig faktisk til filisterhæren!
Samuel sagde til kongen, at han ikke skulle gå i kamp, før de havde ofret til Herren. Han bad Saul gå til et bestemt sted og vente på ham. Kongen tog hen til stedet, men Samuel var der ikke. Han ventede fire dage. Samuel var der stadig ikke. Han ventede seks dage. Samuel kom ikke.
Saul så, hvordan mændene fortsatte med at desertere fra hæren. Til sidst, på den syvende dag, mente han, at han ikke kunne vente længere. Han tog de ting, der skulle bruges til at bringe et brændoffer, og stod selv for det. Netop da han var færdig, kom Samuel. Profeten sagde: “Hvad har du gjort?”
Saul sagde: “Filistrene er ved at angribe, og min hær forlader mig. Jeg ventede på dig, men du kom ikke. Jeg havde ikke andet valg, så jeg besluttede at handle på egen hånd. Jeg ofrede brændofferet til Herren.”
Samuel sagde: “Du har opført dig som et fjols! Vidste du ikke, at dette var en prøve? Og du bestod den ikke! Havde du stolet på Gud, ville han have etableret dit rige over Israel for altid. Nu varer dit rige ikke længe. Herren har allerede fundet en mand efter sit eget hjerte. Han vil blive konge, og Gud vil etablere hans rige for evigt.”
Samuel vendte sig så og forlod kongen. Saul talte sine mænd og fandt ud af, at han kun havde 600 soldater. Filistrene havde slået lejr på toppen af en bakke, så de kunne kontrollere det vigtige pas, der var nedenfor. Så tog Saul sin lille hær og slog lejr på toppen af bakken på den modsatte side af passet.
Fortsættes i næste historie
VIDEOER