Søg efter:
229 – Apostle og diakoner

Apostlenes Gerninger 5,17 – 6,7
Budskabet om Jesus spredte sig over hele Jerusalem, hvilket gjorde de jødiske ledere vrede. De sendte vagter, som arresterede apostlene og satte dem i fængsel.
Den nat kom en engel og løslod dem uden at vagterne så det. Englen sagde: “Gå til templet i morgenen og forkynd for folket.”
Ved solopgang gik apostlene til templet.
Senere den morgen samlede ypperstepræsten det ledende råd. Han sendte derefter vagternes kaptajn for at løslade apostlene fra fængslet. Da kaptajnen kom derhen, var fængselscellen tom. Han skyndte sig tilbage og sagde: “Vagterne er på deres post, og dørene er låst, men mændene er ikke indenfor!”
Lidt efter kom en mand løbende og sagde: “De mænd, du har sat i fængsel, underviser nu i templet!”

Kaptajnen for vagterne tog sine mænd og gik til templet, hvor de så, at apostlene underviste folket. Han indså så, at han ikke kunne bruge magt mod dem, fordi hans mænd var bange for folket. Alligevel gik apostlene villigt med ham.
Ypperstepræsten sagde: “Vi sagde til jer, at I ikke skulle undervise i Jesu navn. Alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære. I siger endda, at vi er skyldige i at have dræbt Jesus.”
Peter sagde: “Vi skal adlyde Gud mere end mennesker. I dræbte Jesus ved at hænge ham på et kors, men Gud oprejste ham fra de døde. Nu sidder han ved Guds højre hånd og giver omvendelse og syndsforladelse.”
Dette gjorde de religiøse ledere vrede. De sendte apostlene ud af lokalet, og derefter diskuterede de, hvordan de ville slå dem ihjel. Et respekteret medlem af rådet talte: “Vær forsigtig med, hvad I gør med disse mænd. Mit råd er at lade dem være. For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud.”
Efter nogen diskussion var de enige i dette råd, men før apostlene fik lov at gå, fik de dog pisk og besked om ikke at tale i Jesu navn igen.

Apostlene forlod rådet med glæde. De sagde: “Gud har fundet os værdige til at lide for Jesu navns skyld!” De fortsatte med at forkynde Jesus, og antallet af troende blev endnu større.

Der opstod på det tidspunkt et problem, i forhold til enkerne blandt gruppen af kristne. Nogle af enkerne var fra Israel, og nogle var fra jødiske samfund i andre lande. Enkerne fra Israel fik bedre pleje end de andre.
Apostlene sagde: “Vi må fokusere på forkyndelsen af Guds ord og på bøn, men det behov, der er opstået her, skal vi alligevel gøre noget ved.”
De bad menigheden udvælge syv mænd, som ville føre tilsyn med opgaven. De sagde: “Dem, I vælger, skal være højt respekterede og fyldt med Helligånden. De skal kendes for deres visdom.” Alle var glade for dette forslag, så de udvalgte syv mænd.
Apostlene bad for disse mænd og gav dem ansvaret for opgaven. Dette fik antallet af troende til at vokse hurtigere. Selv en stor gruppe jødiske præster kom til tro på Jesus.

VIDEOER

239 – Apostelmødet

Apostlenes Gerninger 15,1-35
Jødiske lærere fra Jerusalem tog til Antiokia. De prøvede at overbevise kirkens medlemmer om, at det er nødvendigt at adlyde jødisk lov for at blive frelst. Paulus og Barnabas var chokerede over denne lære og forsøgte at rette op på den. Det blev begyndelsen på et længerevarende skænderi.
Kirkelederne i Antiokia havde brug for vejledning fra apostlene, og derfor sendte de Paulus og Barnabas til Jerusalem sammen med flere andre.
Da de ankom til kirken i Jerusalem, aflagde de rapport om hedningernes modtagelse af evangeliet. Farisæerne blandt medlemmerne svarede ved at sige: ”Det er vidunderligt, at de tror på Jesus. Men nu skal de omskæres og læres at adlyde Moseloven.”

Dette gav anledning til en del debat. Endelig indså kirkelederne, at man var nødt til at finde en løsning på dilemmaet, hvis Guds rige fortsat skulle blomstre. De besluttede at mødes og ikke tage af sted, før de vidste hvad Guds vilje var i denne sag.
På et tidspunkt talte Peter med gruppen. Han sagde: »Jeg var den første, der forkyndte evangeliet for hedningerne. Gud tilgav deres synder og gav dem Helligånden. Den måde, han behandlede dem på, var ikke anderledes end hvordan han har behandlet os. Jeg tror ikke, at Gud bliver glad, hvis vi kræver, at de skal noget, som vi jøder ikke har været i stand til at gøre. Det er kun ved Herren Jesu Kristi nåde, at vi kan blive frelst fra vores synder, både jøder og ikke-jøder.”

Paulus og Barnabas fortalte derefter, hvad Gud havde gjort blandt hedningerne. De beskrev miraklerne og de vidundere, der skete. Til sidst rejste Jakob sig (Jesu bror) og talte til de andre. Han sagde: “Vi skal huske, at for år tilbage fortalte Skriften os om dette. Det står klart, at Gud vil kalde hedninger ved sit navn. Her er mit råd. Det vil ikke være rigtigt at vi pådutter alle vores regler på hedningerne. Lad os i stedet give dem tre enkle bud:

• Spis ikke kød, der er blevet ofret til idoler.
• Vær ikke umoralsk.
• Spis ikke blod eller noget, der er blevet kvalt.”

Kirken accepterede dette forslag. De skrev det i et brev og sendte det til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De sendte også et par mænd, så der ikke skulle være tvivl om, at brevet var fra dem. En af mændene var Silas.
Da de ankom til Antiokia, gav de brevet til kirkelederne, som læste det op for menigheden. Kirken modtog brevet med glæde. Alle blev opmuntrede, da de hørte om deres frihed i Jesus.

VIDEOER