Søg efter:
186 – Menneskefiskere

Matthæus 8,1-4 og 14-17 og Markus 1,21-45 og Lukas 4,31 – 5,11
Jesus gik til synagogen i Kapernaum. En dæmonbesat mand råbte til ham: “Gå væk! Lad mig være i fred! Jeg ved hvem du er! Du er Guds Hellige.”
Jesus sagde: “Ti stille og far ud af manden!” Dæmonen kastede manden på gulvet.
Han skreg, da dæmonen forlod hans krop. De omkringstående var chokerede. De havde aldrig set en sådan autoritet og magt.

Bagefter gik Jesus hjem til Peter og Andreas. Peters svigermor lå syg i sengen med høj feber. Familien bad Jesus om at helbrede hende. Han rørte ved hendes hånd og sagde til feberen: “Forlad denne kvinde!”
Han tog hendes hånd og sagde: “Rejs dig nu.” Straks forlod feberen hende, og hun rejste sig. Hun var fuldstændig rask, så hun begyndte at lave mad til gæsterne i sit hus. Om aftenen var næsten hele byen ved huset. Jesus underviste folket, helbredte de syge og uddrev dæmoner.

Næste morgen stod han op før solopgang og gik hen til et sted, hvor han kunne være alene. Der bad han og talte med sin himmelske far.
Da byens folk vågnede, begyndte de at lede efter Jesus og fandt ham endelig. Han fortalte dem, at han skulle besøge de andre byer i området. De bad ham om at blive hos dem, men han sagde: “Nej, jeg skal også forkynde Guds Rige i andre byer.” Derefter rejste han rundt i Galilæa, underviste folket, helbredte de syge og uddrev dæmoner.

På et tidspunkt kom en mand med spedalskhed og knælede ned foran Jesus og bad: “Hvis du vil, kan du helbrede mig.”
Jesus så på ham med medfølelse. “Ja, det kan jeg og det vil jeg. Bliv rask!” Øjeblikkeligt forlod sygdommen manden, og han blev helbredt.
Jesus gav ham derefter denne instruks: “Fortæl ikke nogen om, hvad der lige er sket. I stedet skal du straks gå til præsten og bringe et offer, sådan som der står i Moseloven.”
Men manden var så begejstret, at han begyndte at fortælle alle om, hvad der var sket. Det betød, at Jesus ikke længere kunne bevæge sig uset rundt i byerne. I stedet gik han til andre områder og lod folk komme til ham.

En dag tog han til bredden af Genesaret Sø for at undervise folket. Der lå to fiskerbåde på kysten, og fiskerne vaskede deres garn i nærheden. Jesus steg ind i båden, som var ejet af Simon Peter, og bad ham skubbe lidt fra land. Da dette var gjort, satte han sig ned og underviste folket.
Da han var færdig, sagde han til Peter: “Sejl ud på det dybere vand og kast nettene ud.”
Peter sagde: “Herre, vi fiskede hele natten og fangede intet. Men hvis du vil, så gør jeg det.”
Han sejlede derefter båden ud på dybere vand. Da han kastede sit garn ud, fangede han en enorm mængde fisk, ja, faktisk så mange fisk, at nettet begyndte at revne. Peter råbte til sine partnere: “Jakob og Johannes!” De skyndte sig ud og hjalp med at samle fiskene ind. De fyldte begge både, lige til de var tæt på at synke.
Peter blev fuldstændig overvældet af dette mirakel. Han faldt på knæ og sagde til Jesus: “Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!”
Jesus sagde: “Simon, vær ikke bange. Før i tiden fangede du fisk. Fra nu af skal du fange mennesker.”
Fiskerne sejlede ind til kysten, forlod alt og fulgte Jesus.

VIDEOER


194 – Jesus stilner to storme

Matthæus 8,23-34 og Markus 4,35 – 5,20 og Lukas 8,22-39
Jesus underviste hele dagen. Om aftenen sagde han til sine disciple: “Lad os sejle over til den anden side af søen.” Så de tog adskillige både og begyndte deres rejse til hedningesiden af Genesaret Sø.
Da Jesus var træt, gik han bagerst i båden og lagde sig på en pude. Snart faldt han søvn. I løbet af natten ramte en voldsom storm søen. Store bølger slog ind over båden og truede med at kæntre. Jesus sov igennem det hele.
Disciplene vækkede ham og sagde: “Mester, vågn op! Er du ligeglad med, at vi er ved at dø?”
Jesus vågnede og råbte: “Hold op! Vær stille!” Straks standsede vinden og havet blev stille.
Så vendte han sig mod disciplene og sagde: “Hvorfor blev I bange? Hvor er jeres tro?” Så lagde han sig ned og sov igen.
Mændene så på himlen og det stille hav. De sagde: “Hvad er det for et menneske, at selv vinden og havet adlyder hans stemme!”

De kom i land nær et sted, hvor en vild mand boede. Ingen var i stand til at kontrollere ham. Mange gange forsøgte de at sætte lænker på ham, men han knækkede dem nemt af. Han strejfede nøgen omkring i bjergene og levede i grave. Han græd og råbte og skar sig selv med sten.
Da han så Jesus og disciplene, løb han hen og knælede ned foran ham. Han råbte: “Jeg ved, hvem du er. Du er Jesus, den Højeste Guds Søn! Lad mig være i fred!”
Jesus sagde: “Hvad er dit navn?”
“Vi bliver kaldt Legion, fordi vi er mange. Vi beder dig, send os ikke ned i afgrunden. Se, der er en flok grise ovre på den bakke. Send os derhen.”
Jesus så på grisene og sagde: “Far i grisene! ”
Dermed forlod dæmonerne manden og for i grisene. Alle 2000 gik amok og styrtede ned ad bakken og ud over kanten. De styrtede i havet og druknede.
Mændene, der passede grisene, løb ind i byen og fortalte folket, hvad der var sket. En flok kom ud for at se det. Da de kom til Jesus, så de manden, der havde været dæmonbesat. Han sad stille, fuldt påklædt og lyttede til Jesus.
Igen fortalte mændene, hvad der var sket. Alle var bange, så de bad Jesus om at gå.

Da han steg i båden, sagde manden, der blev helbredt: “Må jeg tage med dig?” Jesus sagde: “Gå tilbage til dit folk og fortæl dem, hvor meget Herren har gjort for dig. Fortæl dem om Guds barmhjertighed over dit liv.”
Jesus og hans disciple forlod kysten og vendte tilbage til den jødiske side af søen. Manden tog til sin hjemby og begyndte at fortælle alle, hvad Jesus havde gjort for ham. De mennesker, der hørte det, var forbløffede.

VIDEOER

88 – Davids første hustru

1 Samuel 18
Efter Goliats død blev David nære venner med Sauls søn, Jonatan. Jonatan gav David alt, hvad han havde brug for på slagmarken, og alt, hvad han havde brug for i det daglige arbejde i kongens hof.
David havde succes som kommandør i hæren. Hele folket beundrede ham, og hans mænd var loyale over for ham. En dag da Saul og hans hær kom ind fra kampen, hilste kvinderne fra de forskellige byer dem med dans og sang. Deres sang lød: “Saul har dræbt tusinder. David har dræbt titusinder.”
Dette gjorde Saul rasende! Han sagde: “Lyt til dem. De lovpriser David mere end mig. Ønsker de da, at han skal overtage riget?” Fra den dag af blev Saul mere og mere jaloux på David.

Næste dag tillod Gud en ond ånd at tage kontrol over Saul. Han begyndte at opføre sig vanvittigt. Det var stadig Davids opgave at spille på harpe når Saul havde det dårligt. Imens David spillede, sagde Saul til sig selv: “Jeg afslutter det med det samme. Jeg spidder ham fast til væggen.” Saul greb et spyd og kastede det mod David. David undgik det lige akkurat og blev ved med at spille på harpe. Saul greb han endnu et spyd og kastede det mod David. Igen undgik David det.
Da indså Saul, at Herrens Ånd havde forladt ham og nu var med David i stedet. Kongens vrede blev da vendt til frygt.
Han satte David i spidsen for 1.000 soldater og sendte ham ud i kamp. David fik succes hver eneste gang, og det øgede folkets kærlighed til ham, men det gjorde Saul endnu mere bange for ham.

En af kongens døtre, som hed Mikal, elskede David. Da Saul opdagede det, fik han en idé. Han udtænkte en plan om at filistrene skulle dræbe David. Kongen lod sine tjenere gå til David og sige: “Kongen er så glad for dig, at han er villig til, at du bliver hans svigersøn.”
Da David hørte det, sagde han: “Jeg er ikke en rig mand. Jeg kan ikke tilbyde kongen noget for hans datter.”
“Kongen vil ikke have, at du betaler ham penge. Det eneste, han ønsker, er, at du hævner dig på hans fjender. Han vil have dig til at dræbe 100 filistre og give ham bevis på, at de er døde.”

David accepterede denne betingelse. Han dræbte 200 filistre og gav Saul et synligt bevis på, at de vart døde. Saul havde intet andet valg end at give sin datter Mikal til David.
Sauls had til David voksede. David havde større succes end nogen anden militærmand, og hans navn blev mere og mere berømt.