Søg efter:
57 – Jeriko erobres

Josva 5,13-6,27
Mens folket stadig var i Gilgal, så Josva en mand stå i nærheden med et sværd i hånden. Josva gik hen til ham og spurgte: “Er du for os eller for vores fjender?”
Manden sagde: “Jeg er kaptajn for Herrens hær. Jeg er lige ankommet.”
Josva bøjede sig og tilbad ham. Kaptajnen sagde: “Tag dine sko af, fordi du er på hellig grund.”
Herren sagde til Josva: “Jeg har givet dig Jeriko, dets konge og dets hær.” Han gav derefter nøjagtige ordrer om, hvordan Jeriko skulle erobres.

Da dagen kom, arrangerede Josva folket. Hæren gik forrest, og bag dem kom syv præster, som skulle blæse i vædderhorn. Pagtens Ark blev båret bag dem. Resten af hæren fulgte efter bag Arken. Josva sagde til folket: “Sig ikke et ord, mens I marcherer rundt om byen.”
Mens de marcherede rundt, blæste præsterne i hornene, men folket tav. Da de havde været rundt om byen, vendte de tilbage til deres lejr og overnattede. De gjorde det samme den anden dag og den tredje. De gentog denne march rundt om byen i seks dage.

Tidligt den syvende dag bad Josva folket følge den samme procedure, bortset fra at de på denne dag skulle gå rundt om byen syv gange. Han sagde: “Efter at vi har marcheret rundt syv gange, skal I råbe alt, hvad I kan. Herren vil derefter overgive byen til jer. Alle mennesker og dyr i byen skal dø, undtagen Rahab og hendes familie. I skal brænde alt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern. Disse skal overgives til Herren. Tag ikke selv noget af det, der skal overgives til Herren, for da skal du lide døden.”

Folket marcherede nu rundt om byen syv gange, mens præsterne blæste i hornene. Efter den syvende gang standsede hele optoget.
Præsterne blæstee i hornene endnu en gang, og Josva råbte: “Skrig alt I kan!” Folket skreg, og byens mure faldt sammen. Israels hær marcherede lige ind i byen og ødelagde den. De to spioner, som Rahab havde beskyttet, gik straks til hendes hus. De førte hende og hendes familie ud af byen i live. Alle andre i byen blev dræbt, og alt blev brændt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern.
Josva udråbte derefter en forbandelse over byen Jeriko. Han sagde: “Enhver, der genopbygger denne by, vil miste både sin førstefødte søn og sin yngste søn.”

Herren var med Josva, og hans ry spredte sig over hele landet.

Rahab og hendes familie blev anbragt et sikkert sted uden for Israels lejr. Til sidst giftede hun sig med en israelit fra Judas stamme. Med tiden fik de en søn ved navn Boaz.

VIDEOER

***

49 – Tolv spioner

4. Mosebog 13 – 14
Da israelitterne ankom til Kana’ans grænse, sagde Gud til Moses: “Send tolv mænd afsted for at udforske landet.” Så Moses udvalgte én mand fra hver af Israels stammer. Han bad dem gå ind i landet og bringe oplysninger tilbage om folket og deres byer. Han sagde også til dem, at de skulle bringe noget af den frugt, der voksede i landet, med tilbage.
Mændene blev i Kana’an i fyrre dage. Da de kom tilbage, bar to af dem en stor drueklase på en stang imellem sig.
Da de aflagde rapport, sagde ti af mændene: “Det er sandt, landet er stort og flyder med mælk og honning. Men folket er stort og mægtigt og bor i byer med høje mure.”
De to andre mænd var Kaleb og Josva. De afgav en anden rapport. De sagde: “Vi må straks indtage dette land! Vi kan sagtens klare det!”
De andre ti råbte: ”Nej, vi kan ikke angribe disse mennesker! De er stærkere, end vi er. Vi følte os som græshopper ved siden af dem!”

Israelitterne blev bange, da de hørte dette. De vendte sig mod Moses og sagde: “Førte Gud os hertil for at dø? Vi kunne være døde i Egypten! Mændene i dette land vil dræbe os og gøre vores koner og børn til slaver. Vi vil vælge en ny leder og vende tilbage til Egypten.”
Josva og Kaleb løb frem foran folket og råbte: “Dette land er godt, og Herren vil give os det! Gør ikke oprør mod ham, fordi I er bange. Herren er med os. Vi vil opsluge disse mennesker!”

Israels folk angreb Josva og Kaleb, men i det samme viste Herrens herlighed sig ved tabernaklet. Gud sagde til Moses: “Hvor længe vil disse mennesker nægte at tro på mig? De så de undere, jeg gjorde i Egypten. De så de mange mirakler, jeg gjorde blandt dem. Alligevel prøver de mig stadig. Derfor vil disse mennesker ikke komme til at se det land, jeg lovede deres fædre. Jeg sender dem tilbage i ørkenen, og de skal blive der i fyrre år, indtil de alle er døde. Enhver, der er tyve år eller ældre, skal ikke se landet, undtagen mine tjenere Kaleb og Josva. De kommer ind i Kana’an, fordi de fulgte mig uden tøven. Da disse mennesker var bekymrede for deres børn, vil jeg tage deres børn med ind i Kana’ans land og give dem det.”
Moses fortalte israelitterne, hvad Herren havde sagt, og de brød sammen og græd. De ti mænd, der var kommet med en negativ rapport, blev med det samme ramt af pest og døde. Tidligt næste morgen sagde folket: ”Vi indser nu, at vi har syndet. Vi vil gå ind i landet, som Herren har befalet.”
Moses sagde: “Nej! Herren sender jer tilbage i ørkenen. Hvis I går ind i landet, vil I blive besejret, fordi Gud ikke går med jer.”
Ikke desto mindre gik de ind i Kana’an imod Guds vilje. Og ligesom Moses sagde, blev de besejret i kamp. Mange blev dræbt, og resten kom tilbage i vanære.

Så vendte Israels folk tilbage til ørkenen, hvor de blev i de næste fyrre år. Alle de voksne, der kom ud af Egypten, døde i ørkenen. Alligevel var Herren med dem og opfyldte deres behov. Deres tøj og sko blev ikke gamle, og Gud sørgede for deres daglige mad.

VIDEOER