Søg efter:
172 – Genopbygning af templet

Anden Krønikebog 36,21-23 og, Ezra 1 – 6 og Haggaj 1 – 2
Jeremias havde sagt, at Juda ville være i fangenskab i 70 år. Mod slutningen af den tid sagde den persiske konge: “Herren har sagt til mig, at han vil sende sit folk tilbage til Jerusalem for at genopbygge deres tempel. Derfor er de nu frie til at rejse hjem og bygge Guds hus.”
Kongen gav dem guld og sølv til projektet, og han gav dem de tempelkar, som blev taget, da Jerusalem blev ødelagt. Han donerede penge til at købe cedertræ fra Libanon til indersiden af templet. Han sørgede endda for husdyr, så folket kunne bringe ofre til Gud. Herren rørte sit folks hjerter. Mange tog imod opfordringen om at vende tilbage til Juda for at udføre Guds værk. Nogle, der ikke selv kunne gå, gav penge og forsyninger.

Da folket ankom, ofrede de til Gud på tempelpladsen. Folket råbte af glæde og begyndte derefter at bygge templet.
De mennesker, som boede der, var kede af, at jøderne var kommet tilbage. De forsøgte at standse projektet, men intet virkede. På det tidspunkt regerede nu en ny konge over Persien. De sendte ham en besked og fortalte ham om det nye tempel. De overbeviste ham om at standse byggeriet.
De jødiske bygherrer havde intet andet valg end at standse og vente på, at situationen ændrede sig. Det gav dem en mulighed for at bygge deres egne huse. Inden længe fik den ene familie efter den anden cedertræ i deres hjem. Til sidst var lageret af cedertræ fra Libanon væk! De vidste, at det ikke kunne erstattes. Så hver gang nogen talte om at bygge templet, sagde folket: “Det er ikke et godt tidspunkt at bygge nu.”

Profeten Haggaj sagde til folket: “Jeg har et budskab fra Herren! Tænk over, hvad I gør! I siger, at det ikke er tid nu til at bygge Guds hus. Alligevel bor I selv i fine hus, mens mit hus ligger i ruiner.’”
Haggaj fortalte dem, at Gud havde fjernet sin velsignelse fra dem: “I planter en stor mængde korn, men alligevel høster I meget lidt. I spiser, men I er stadig sulten. I drikker, men I er stadig tørstige. I har tøj på, men I er ikke varme. I tjener penge og putter dem i poser uden at vide, at poserne har huller. Overvej den måde I lever!”
Folket lyttede, men de vidste, at der ikke var noget cedertræ til at gøre templet færdigt. Haggaj sagde: “Gud siger, at I skal gå op i bjergene og hente almindeligt træ og bruge det i templet. Han siger, at han vil være tilfreds med det, I bygger.”
Folket adlød og gik op i bjergene og fældede træ til at erstatte det manglende cedertræ. Derefter gjorde de forberedelser til at genstarte projektet.

Med tiden kom en anden konge til magten i Persien. Han gav denne ordre: “Enhver, der modsætter sig bygningen af templet, skal dø!”
Det betød, at folkene omkring Jerusalem ikke hindre opførelsen af templet. I stedet blev de befalet at give forsyninger til dets færdiggørelse.
Folk arbejdede med stor entusiasme. Haggaj kom med endnu et budskab fra Herren: “Jeg er glad for, at I adlyder mig! Jeg vil sørge for jer. I har ikke plantet jeres frø, jeres vinstokke har endnu ikke frembragt druer, og jeres træer har ikke blomstret. Alligevel høster I mine velsignelser og forsyninger.”
De fleste var glade, da de så, at bygningen næsten var færdig, men nogle af de ældre mænd sagde: »Vi husker Salomos tempel. Det var smukt! Dette tempel er lille og slet ikke smukt.”
Bygherrerne blev modløse. Haggaj kom med endnu et budskab fra Gud. “Hvem husker templet bygget af Salomo? Hvordan kan de to sammenlignes? Vær ikke modløse. Dette tempels herlighed vil være større, end I kan forestille jer. Jeg vil ryste nationerne, og hele verden vil fokusere på netop dette sted. Vær stærke og fokusér på det arbejde, der ligger foran jer. Jeg er med jer, som jeg altid har været.”

Folket blev på denne måde opmuntret til at arbejde videre og færdiggøre templet.

VIDEOER

173 – Ezra

Ezra 7-10
Ezra var ekspert i Guds love. Derfor blev det besluttet, at han skulle rejse til det nye tempel i Jerusalem og undervise folket.
Kongen af Persien gav ham breve, som bemyndigede ham og hans hjælpere til at tage til Jerusalem. Kongen sendte en stor mængde guld og sølv med ham.
Ezra var også bemyndiget til at udpege dommere, som kendte Guds love. Han fik at vide, at kongeriget Persien ville straffe enhver, der ikke adlød disse love.
Mænd meldte sig frivilligt til at tage med Ezra og flytte deres familier til Juda. De indså da, at der ikke var nogen levitter i gruppen. Ezra sendte da en forespørgsel ud, og flere levitter meldte sig frivilligt til at gå.

Alle vidste, at det var en farlig tur at tage fra Persien til Jerusalem. De havde familier, deres ejendele og en stor mængde guld og sølv. Alligevel havde de ikke soldater til at beskytte dem. Ezra bad ikke kongen om bevæbnede vagter, fordi han havde sagt: “Gud er vores beskytter. Hans stærke hånd er over folk, der tjener ham.”
Gruppen fastede og bad Gud om hans beskyttelse. De begav sig ud på deres rejse, og Gud beskyttede dem, mens de rejste. Ingen forsøgte at overfalde dem undervejs. De ankom i god behold i Jerusalem og tog alt guldet og sølvet med til templet.
Adskillige ledere talte med Ezra, imens han forberedte sig på sin undervisning om Guds love. De sagde: “Mange af vores folk har ikke adskiltt sig fra de ikke-jøder, der bor i området. De har giftet sig med deres kvinder, og disse hustruer har taget deres hedenske skikke med sig.”
Ezra blev chokeret, da han hørte det. Han gik op til templet og faldt på knæ og bredte sine hænder ud for Herren. Han bad: “Herre min Gud, nu gør folket det igen, ligesom vore forfædre. Du sendte dem i fangenskab, fordi de tog fremmede hustruer og begyndte at tilbede afguder. Nu har du givet os mulighed for at komme tilbage hertil, og hvad gør vi? Vi gifter os med udenlandske koner. Gud, vi er ikke værdige til din velsignelse. Du har ret til totalt at ødelægge denne lille gruppe mennesker, som bor her.”

Ezra fortsatte med at græde og bede og bekende synd. Mens han gjorde det, kom folk og sad og bad sammen med ham. Der kom flere og flere, indtil der var en stor folkemængde samlet omkring. De græd alle og bekendte deres synder.
Til sidst sagde folk: “Vi ved, vi har syndet, men der er stadig håb. Vi afgiver et løfte til Gud. Vi sender vores udenlandske koner og deres børn væk. Men du skal hjælpe os, hvis vi skal gøre det ordentligt. Kom nu og vis os, hvad vi skal gøre, og vi gør det.”
Ezra indvilligede i at føre tilsyn med det og sikre, at det blev gjort ordentligt. Folket sendte deres fremmede hustruer bort og vendte sig fra afguder. Så overgav de sig fuldstændig til Herren.

174 – Murene genopbygges

Nehemias 1-13
Nehemias var en jødisk mand, som tjente kongen af Persien. En dag fik han nyheden om, at folket i Juda led. Han var chokeret over at høre, at Jerusalems mure var i ruiner. Han græd og var deprimeret i flere dage. Han bad Gud om at hjælpe sit folk.
Kongen så, at han var ked af det, så Nehemias fortalte ham om situationen i Jerusalem. Kongen sagde: “Hvordan kan jeg hjælpe?”
“Send mig til Jerusalem og giv mig tilladelse til at genopbygge murene.”
“Gå da, og jeg vil give dig breve med, som sikrer din rejse.”
Da han ankom til Jerusalem, fortalte han ikke folket hvorfor han var kommet. I stedet brugte han tre dage på at få overblik over situationen. Til sidst samlede han lederne og forklarede, hvordan kongen af Persien havde givet ham tilladelse til at genopbygge bymurene. Han sagde: “Vi kan ikke leve med denne skændsel længere. Det er tid til at genopbygge murene!”

Lederne var enige og forpligtede sig på projektet. Det blev besluttet, at hver leder skulle vælge en del af muren som sit personlige ansvar. De organiserede straks deres familier, så de kunne gå i gang med byggeriet.
De ikke-jødiske folk i området var chokerede, da de så, hvad der skete. De lo og fortalte vittigheder. “Disse mennesker er for svage til at genopbygge deres by. Ha! Jeg kan se det nu. De bygger en sektion af muren, og den falder sammen, når en lille ræv hopper på den.”
Alligevel var bygherrerne beslutsomme og arbejdede hurtigt. Snart var muren halvvejs oppe, og de begyndte at samle de forskellige sektioner. Dette gjorde deres fjender rasende. De indså, at de var nødt til at standse genopbygningen. De truede med at snige sig ind på og dræbe arbejderne. De sagde: “Vi vil gøre alt, hvad der skal til for at standse denne mur!”

Frygt greb bygherrernes hjerter, så de satte vagter til at våge dag og nat.
Nehemias sagde: “Vær ikke bange. Gud er stærkere end vores fjender. Kæmp for folket. Kæmp for jeres sønner og døtre. Kæmp for jeres koner og jeres hjem.”
Arbejderne oprettede et advarselssystem i tilfælde af, at der kom angreb på en del af muren.
Alle arbejdede sammen, og snart var murene færdige, bortset fra portene. Fjenden besluttede, at deres eneste håb om at standse projektet var at dræbe Nehemias, men så var de nødt til at få ham ud af byen. Derfor sendte de bud efter ham og bad ham om at møde dem i en nærliggende landsby.

Nehemias sagde: “Vi laver et fantastisk arbejde her. Hvorfor skulle det stoppe, så vi kan tale sammen?”
De bad ham om at mødes med dem. Til sidst sendte de en ny besked til ham: “Folk siger, at du bygger muren, så du kan gøre oprør mod riget og gøre dig selv til konge. Medmindre du mødes med os, vil vi fortælle kongen af Persien om dit oprør.”
Nehemias ignorerede deres trusler og fortsatte med at arbejde, indtil muren og portene var færdige. Det tog kun 52 dage at fuldføre projektet. Endelig blev byen fredet.

Ezra samlede folket og læste Moseloven højt for dem. Folket priste Gud, fordi han havde givet dem loven. De begyndte også at græde, da de forstod meningen med loven. De indså, at de ikke havde adlydt den.
Nehemias og Ezra sagde: “Græd ikke. Denne dag er hellig for Herren jeres Gud. Spis, drik og glæd jer over, hvad Gud har gjort. Herrens glæde er din styrke!”
Folket forpligtede sig på at følge Guds bud. Jøderne, der boede i de omkringliggende byer, besluttede, at en ud af hver ti familier ville flytte ind i byen. Gud havde gjort store ting for Israel, og selv deres fjender var forbløffede!