Søg efter:
146 – Jonas og hvalfisken

Jonas 1-2
Gud sagde til profeten Jonas: “Du skal rejse til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.”
Jonas vidste, at Gud var barmhjertig og ville tilgive Nineve, hvis de omvendte sig. Det brød han sig ikke om, så han stak af og tog til havnebyen Joppe. Han købte en billet og steg ombord på et skib, der skulle til Tarshish. Han ønskede at komme langt væk fra Guds vilje, så der ikke ville være nogen mulighed for, at Nineve kunne omvende sig.

Da skibet var ude på havet, sendte Gud en voldsom storm for at ramme det. Sømændene var rædselsslagne, fordi stormen var ved at ødelægge deres båd og drukne dem. De smed al last over bord for at lette vægten. Da det ikke hjalp, bad de til deres forskellige guder. Mens alt dette foregik, sov Jonas nede i bådens lastrum.
Kaptajnen vækkede ham og sagde: “Hvordan kan du sove? Vi er ved at dø. Stå op og bed til din gud.”
Til sidst fandt sømændene ud af, at denne storm kun var rettet mod én person på skibet. De kastede lod for at se, hvem det var. Resultaterne viste, at Jonas var årsagen til deres problemer. De sagde: “Hvem er du, og hvad har du gjort?”
Han sagde: “Jeg tjener Herren Gud, som skabte havet og den tørre jord. Men jeg stak af fra ham.”

Pludselig blev stormen værre! Mændene skreg til Jonas: “Hvad skal vi gøre ved dig for at dæmpe stormen?”
Jonas råbte tilbage: “Gud vil kun én ting, og stormen vil ikke stoppe, før han får det. I skal gribe mig og smide mig over bord.”
Mændene ønskede ikke at dræbe en uskyldig mand, så de arbejdede endnu hårdere for at kæmpe mod stormen og komme i land. Til sidst indså de, at de ikke kunne bekæmpe Gud. De råbte til Herren og bad ham om nåde for det, de var i færd med at gøre. De tog så fat i Jonas og smed ham overbord.
Straks stilnede stormen! Mændene var chokerede over Guds kraft. De faldt på knæ og tilbad Herren og lovede kun at tjene ham.

Gud lod en stor fisk svømme hen og vente på Jonas, da han blev smidt i vandet. Fisken slugte ham straks, og han blev i fiskens mave i tre dage.
Jonas bad og erkendte, at det var Gud, der kastede ham i fisken. Til sidst sagde han: “Jeg vil give dig, hvad du vil have. Jeg vil takke dig for din vilje og gøre, hvad du vil have mig til at gøre.”
Hermed talte Herren til fisken. Den svømmede mod land og kastede Jonas op på kysten.

Fortsættes i næste historie

147 – Jonas og olieplanten

Jonas 3-4
Fortsat fra forrige historie
Endnu en gang sagde Gud til Jonas: “Gå nu og tag til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.” Denne gang rejste Jonas sig straks og tog til Nineve.
Byen Nineve var ekstremt stor. Det tog tre dage at gå fra den ene ende til den anden. Jonas gik nu rundt i byen og råbte: “Gud vil ødelægge denne by om 40 dage!”
Byens folk hørte ham og troede, at det han sagde var sandt. De vedtog en lov, der sagde, at alle skulle faste – ingen undtagelser. Alle skulle gå uden mad, og alle skulle klæde sig i sæk og aske. De bønfaldt Gud om barmhjertighed.
Kongen trådte ned fra sin trone og lagde sine kongelige klæder til side. Også han klædte sig i sæk og aske. Han udsendte en lov, som lød: “Ingen må smage på mad eller vand. Det inkluderer også dyr. Alle skal klæde sig i sæk og aske og holde op med deres ondskab. Måske vil Gud ombestemme sig og tillade os at leve.”
Herren så alt, hvad de gjorde. Han så, at de havde vendt sig bort fra deres ondskab og han tilgav dem og ødelagde ikke byen.

Jonas blev rasende, da han hørte om dette. Han sagde: “Jeg sagde jo, at det ville ske! Jeg vidste, at du er en barmhjertig Gud. Jeg vidste, du var hurtig at tilgive. Det var netop derfor, jeg ikke ønskede at komme her. Derfor stak jeg af. Dræb mig nu, for jeg ønsker ikke at leve.”
Herren sagde: “Tror du, det er godt at være så vred over dette?”
Jonas svarede ikke, men gik til østsiden af byen. Han byggede en lille hytte så han kunne sidde og se, hvad Gud gjorde med byen.
Mens han sad der, lod Gud en olieplante vokse op ved siden af ham. Olieplanten havde store blade, som gav skygge for den varme sol. Jonas var glad for planten og nød den skygge, den gav.
Næste morgen fik Gud en orm til at angribe planten og dræbe den. Da solen blev varm, visnede planten. Så lod Gud en varm østenvind blæse over Jonas. Som dagen gik, blev solen og vinden varmere og varmere, og der var ingen vind til at beskytte ham. Jonas råbte: “Jeg vil ikke leve mere. Jeg vil gerne dø!”
Gud sagde til ham: “Er det rigtigt at være vred på olieplanten?”
”Ja, det er rigtigt at være vred. Jeg er så rasende, at jeg gerne vil dø.”
Herren sagde: “Du er vred over en simpel olieplante. Du plantede den ikke. Du vandede den ikke. Den voksede op den ene dag og døde den næste.
Skulle jeg ikke også tage mig af befolkningen i denne by? Om ikke andet, så bor der over 120.000 børn her, for ikke at nævne alle dyrene.”