Søg efter:
129 – Joshafat og Akab

1 Kongebog 22 og 2 Krønikebog 17-18
Efter Asa var død, blev hans søn Joshafat konge af Juda. Herren var med ham, og han fulgte kong Davids eksempel.
Det første, han gjorde, var at gøre nationen mere sikker. Han oprettede også et uddannelsesprogram, så folk kunne forstå Guds love. Herren fik de omkringliggende nationer til at frygte Joshafat, så de ønskede ikke at gå i krig med ham.
Kongen besluttede at lave en alliance med kongeriget Israel, så han arrangerede et ægteskab mellem sin søn og kong Akabs datter.
Joshafat tog derefter til Samaria for at gøre alliancen stærkere. Akab sagde til ham: “Jeg vil kæmpe en kamp. Kom med mig, så gør vi det sammen.”
Joshafat sagde: “Jeg er villig til at gå, hvis det er Guds vilje, så lad os spørge en profet.”
Akab sendte bud efter sine 400 profeter. Han sagde: “Skal vi gå ind i denne kamp?”
De sagde: “Ja! Gå og kæmp, for Gud vil give dig sejr.”
Kong Joshafat sagde: “Jeg vil gerne høre fra en Herrens profet. Har vi ikke en i Israel?”
Akab sagde: “Jo, vi har én, men jeg hader at hidkalde ham, fordi han kun siger dårlige ting om mig. Han taler altid om dømmekraft.”
Joshafat sagde: “Jeg vil gerne høre fra ham.”
Så sagde Akab til sine vagter: “Gå hen og hent Mika og bring ham hertil.”
Da vagterne førte profeten ind, sagde de til ham: “Alle andre taler godt om kongens planer. Så gå sammen med dem.”
Han sagde: “Jeg vil sige hvad Herren siger til mig.”
Da kong Akab så Mika, sagde han: “Sig mig nu: Skal jeg føre min hær ind i denne kamp, eller skal jeg blive hjemme?”
Mika sagde: “Du skal gå ind i kampen. Du vil få succes.”
Akab stirrede på ham: “Jeg har fortalt dig igen og igen at du skal fortælle mig sandheden. Hvad siger Herren egentlig om denne kamp?”
Mika sagde: “Jeg ser Israel spredt som får uden hyrde. Deres herre er død.”
Akab vendte sig mod Joshafat. “Se, jeg sagde det jo! Han siger kun dårlige ting om mig.”
Mika sagde: “Hør Herrens ord. Jeg så Gud sidde blandt sine engle. Han sagde: ‘Hvordan skal jeg få kong Akab til at gå i denne kamp?’ Englene havde forskellige ideer. Så sagde en ånd: ‘Jeg kan få ham til at gå. Jeg vil blive en løgnånd i hans profeters mund. Han vil tro på dem og gå ind i kampen.’ Så det var det, han gjorde. Hør, Herren vil have dig til at kæmpe denne kamp!”

En af Akabs profeter gik hen og slog Mika. Akab råbte til sine vagter: “Sæt den mand i fængsel. Giv ham ikke andet end brød og vand, indtil jeg kommer tilbage fra kampen.”
Mika råbte til folkeskaren: “Lyt til mig og husk, hvad jeg siger: Jeg er ikke en Guds profet, hvis kongen vender tilbage fra denne kamp.”
Begge konger gik til slagmarken. Da de var der, sagde Akab til Joshafat: “Du kan bære dine kongelige klæder, men jeg vil forklæde mig som en almindelig soldat.”
Kampen var hård. Den anden hær var fokuseret på at dræbe Akab, men de kunne ikke finde ham. På et tidspunkt troede de, at kong Joshafat var Akab. Men da de indså, at de tog fejl, vendte de sig væk fra ham.

Til sidst skød en mand en pil op i luften uden at sigte. Den ramte Akab. Han råbte: “Få mig væk fra slagmarken. Jeg er såret.”
Akab så nu resten af kampen fra sin vogn. Han døde, da solen gik ned i vest.
De bar hans lig tilbage til Samaria og begravede ham. Hunde slikkede hans blod op, præcist som Herren havde sagt.

VIDEOER

130 – Joshafats sejr

2 Krønikebog 19-20
Joshafat var 35 år gammel, da han blev konge af Juda. Han regerede i 25 år. Han oprettede et uddannelsessystem og reformerede retssystemet.
Det gik godt i Juda, indtil nationerne Moab, Ammon og Edom pludselig besluttede at forene sig og kæmpe mod Joshafat. En massiv hær rykkede fra østsiden af Det Døde Hav til En-Gedi på vestsiden.
Joshafat var bange, så han søgte Herrens hjælp. Han proklamerede derefter, at alle skulle faste og søge Guds yndest. Mange rejste nu til Jerusalem for at være hos deres konge og bede sammen med ham. En stor skare gik til templet og stillede sig foran Herren. Mænd bragte deres koner og børn, så hele familier bad sammen og søgte Guds hjælp.

Joshafat stod foran hele folket og bad til Gud. Han sagde: “Herre, du er himlens Gud. Det var dig, der gav dette land til din ven Abraham. Du har al magt. Du sagde, at vi skulle stole på dig. Se! Moabitterne og ammonitterne har samlet en massiv hær og er kommet for at ødelægge os. Vi har ingen magt til at kæmpe imod dem. Vi ved ikke, hvad vi kan gøre ud over at søge dig.”
Pludselig kom Guds Ånd over en profet. Han sagde: “Hør, hvad Gud siger til dig: Vær ikke bange for denne enorme mængde. Dette er ikke din kamp, men min. Gå imod dem i morgen. Du vil se dem komme, men du behøver ikke bekæmpe dem. I skal stå stille og se Herren frelse jer. Vær ikke bange, jeg er med dig.’”
Joshafat bøjede sig med ansigtet mod jorden. Hele folket gjorde det samme og tilbad Herren. Pludselig rejste levitterne sig og begyndte at prise Herren Gud med høj røst.

Om morgenen stod mændene tidligt op og gik ud for at møde deres fjender. Joshafat sagde til dem: “Tro på Herren, så vil I få succes.” Derefter udpegede han folk til at synge for Herren. De gik ud foran hæren og sang: “Tak Herren. Hans trofaste kærlighed varer evigt.”
Mens folket råbte og priste Herren, blev deres fjender forvirrede. Ammonitterne og moabitterne vendte sig mod dem fra Edom og udslettede dem totalt. De vendte sig så mod hinanden og blev ved med at dræbe, indtil alle var døde. Da Judas hær ankom til slagmarken, var der ikke andet end lig overalt. Ingen var flygtet.
Joshafat sagde til sit folk, at de skulle samle alt af værdi op fra ligene. De fandt ud af, at deres fjender havde båret en stor mængde værdigenstande på slagmarken. Der var så meget, at folket samlede i tre dage. Til sidst kunne de ikke bære mere.

De mødtes på den fjerde dag, blot for at prise Gud. Så vendte de tilbage til Jerusalem med Joshafat i spidsen. Alle var samlet i templet for endnu en gang at prise Herren!
Alle nationerne omkring Juda hørte om den store sejr, Gud havde givet sit folk. De var alle rædselsslagne for Herren, og ingen af dem angreb Joshafat, så længe han levede. Så der var fred i landet, og alt var stille.

VIDEOER