Apostlenes Gerninger 4,32 – 5,16
De troende delte alt med hinanden. Var der nogen, som havde et behov, solgte de andre af deres ejendele for at hjælpe.
En gudfrygtig mand ved navn Barnabas havde noget jord og solgte det for at kunne hjælpe andre. Han tog pengene og gav dem til apostlene.
Et ægtepar ved navn Ananias og Safira besluttede også at sælge noget jord og give pengene til apostlene. Det skulle bruges til gavn for kirken. Men Ananias ændrede mening, efter at jorden var blevet solgt. Han og hans kone besluttede at beholde nogle af pengene for sig selv. De var enige om, at de stadig ville give en del af pengene til kirken, men sige, at de gav hele beløbet.
Ananias gik til forsamlingen af troende uden Safira. Han gav sin gave til Peter og sagde, at det var det fulde beløb, han havde fået, da han solgte jorden.
Peter så på ham og sagde: “Satan har fyldt dit hjerte og fået dig til at lyve for Helligånden. Du behøvede ikke at sælge din jord; og når det først var solgt, behøvede du ikke give alle pengene til kirken. Hvorfor besluttede du dig for at lyve om det? Du løj ikke for os. Du løj for Gud.”
Så snart Ananias hørte dette, faldt han om og døde. Det skabte stor frygt i hele menigheden. Han blev båret ud og begravet.
Tre timer senere ankom Safira. Hun havde ikke hørt om, hvad der skete med hendes mand. Peter sagde til hende: “Har du og din mand solgt jorden for det beløb, I gav til kirken?”
“Ja, det var den samlede salgspris.”
Peter så på hende: “Hvorfor blev I to enige om at prøve Helligånden? Kan du høre fodtrinene udenfor? Det er de unge mænd, der lige har begravet din mand. Nu vil de tage din døde krop og begrave den også.
Straks faldt hun om og døde. De unge mænd kom og fandt hende liggende død på jorden. De samlede hende op og begravede hende ved siden af hendes mand.
Nyheden herom spredte sig over hele regionen. På grund af det var folk mere forsigtige, når de overvejede at slutte sig til gruppen af troende. Alligevel steg antallet af kristne markant, både mænd og kvinder.
Folk fra Jerusalem og de omkringliggende byer bragte syge mennesker og stillede dem ved vejen. De blev helbredt, når Peter gik forbi og hans skygge ramte dem.
Apostlenes Gerninger 11,19-30
Mordet på Stefanus blev indledningen til en langvarig forfølgelse af de kristne. Derfor drog nogle af dem nordpå, til en by ved navn Antiokia. Da de ankom, prædikede de først kun for jøderne men til sidst delte de også evangeliet med de lokale hedninger.
Mange kom til tro på Jesus.
Kirken i Jerusalem hørte om, hvad der skete og mente, at de havde brug for at undersøge det, så de sendte Barnabas. Da han kom dertil, så han, hvad kirken lavede – og fandt ud af, at Guds nåde var over dem!
Barnabas var begejstret, så han opmuntrede de troende. Han formanede dem til altid at følge Jesus og forblive tro mod det, Herren lærte. Folket reagerede på Barnabas lære, fordi de vidste, at han var en god mand, fuld af Helligånden og tro.
Dette resulterede i, at endnu flere mennesker kom til tro. Barnabas indså hurtigt, at han havde brug for hjælp. Derfor rejste han til Tarsus og fandt Saulus. De to vendte tilbage til Antiokia, og i et helt år arbejdede de sammen med de troende. De underviste store skare af mennesker.
Det var i Antiokia, at disciplene først blev kaldt for ”kristne.”
Herren åbenbarede for menigheden i Antiokia, at der ville komme en stor hungersnød. Da den kom, var det især slemt i Judæa.
De kristne i Antiokia var bekymrede for deres trosfæller i Jerusalem. De lavede en indsamling, og hver familie gav efter evne. Så bad de Barnabas og Saulus om at bringe deres offer til menigheden i Jerusalem.
Mattæus 5-7 og Lukas 6,37-42
Jesus gik op på et bjerg for at undervise sine disciple. Han forklarede, hvad det betød at være discipel og hvordan man lever et liv, som behager Gud. Som det første sagde han:
Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Jer, som befinder jer i en af disse kategorier, er jordens salt og verdens lys.
Tro ikke, at jeg er kommet for at gøre op med Guds lov – tværtimod! Mine disciple skal leve efter en højere standard. For eksempel siger loven, at du ikke må slå ihjel. I skal leve efter en højere standard: I må ikke hade nogen, for når du hader en person, er det lige så slemt som at slå dem ihjel.
Loven siger, at du ikke må begå utroskab. I skal leve efter en højere standard, for I må slet ikke have begær i jeres hjerter. Det er nemlig grundlaget for elendighed, utroskab og skilsmisse.
Loven taler om retfærdighed – øje for øje og tand for dem – men I skal leve efter en højere standard. I skal nemlig elske dem, som behandler jer dårligt. Hvis nogen gør noget dårligt mod dig, så gør noget godt for dem.
Disciplene blev urolige, da de hørte om denne “højere standard”. Det var en anderledes måde at leve på. Det virkede ikke muligt. Jesus fortsatte med at sige:
Der er tre store områder, der vil kunne afholde dig fra at tjene Gud, og det er: Stolthed, penge og bekymringer.
Pas på stolthed over dit åndelige liv. Gud ønsker, at du giver til de fattige, men ikke som et udtryk for din generøsitet. Han vil have dig til at bede, men ikke med det formål at imponere andre. Gud vil, at du faster, men ikke som et show andre kan betragte. Han vil, at du skal gøre disse ting i det skjulte, altså under private forhold. Gud ser alt, så det er ikke skjult og privat for ham, og han vil belønne dig.
Penge er et andet område, der vil holde dig fra at tjene Gud. Penge og Gud er begge herrer, der kræver din totale opmærksomhed. Du kan ikke servere dem begge. Overgiv dig til Gud og brug penge på at ikke-troende får blikket rettet mod Gud. Hvis du ikke gør det, vil du blive styret af penge.
Pas på almindelige bekymringer, såsom mad og tøj. Disse ting skal ikke fylde dit liv med frygt. Hold dine øjne rettet mod Gud, og modtag hvad han giver dig. Se dig omkring. Han tager sig af fuglene og blomsterne. Tror du ikke, han holder mere af dig? Han ved, hvad du har brug for. Fokuser på ham, og lad ham bekymre sig om dig.
Hele skaren blev urolig over en sådan radikal undervisning, men de blev igen stille, da Jesus fortsatte. Han fortalte om deres holdning til andre. Han sagde: Sæt jer ikke som dommere over, hvorfor andre mennesker gør, som de gør. Husk, at I vil blive bedømt efter de samme standarder, som I sætter for andre.
At dømme andre er lige så dumt som en mand, der har et stykke træ, som stikker ud af øjet. Han ignorerer det, fordi hans fokus er på en anden mand, som blot har en smule savsmuld i sit øje. Ja, det er lige så dumt som en blind mand, der forsøger at hjælpe en anden blind person ned ad gaden. Begge vil falde i grøften.
I stedet for at dømme andre, skal I give til dem. Og ikke bare give dem lidt, nej, giv dem meget. Det er ligesom en butiksejer, der siger: “For en bestemt pris får du din spand fyldt.” Imens du fylder spanden, ryster du den og trykker den ned, så der kan komme endnu i Sådan skal du give til andre! Og hvis du gør det, vil du blive givet på samme måde!
De folk, der lyttede til Jesu prædiken, var helt stille, for de tænkte over de ting, de hørte. Jesus rakte hånden ud til dem og sagde:
Hvis I skal være mine disciple, så gør hvad jeg siger. Der er to veje, I kan vælge imellem. Den ene er bred og berejst. Det er den vej de fleste vælger. Men du skal gå den anden vej. Dén vej er smal og mindre berejst. Det er dit valg.
Det er ligesom to mænd, der beslutter at bygge et hus. Den første af dem bygger sit hus på solid klippegrund. Da en bygger sit hus direkte på strandens sand. Begge huse ligner hinanden, men når stormen kommer, vil huset på klippen stå fast, hvorimod huset på sand vil smuldre.
Da Jesus var færdig med at undervise folket, var de forbløffede. De indså, at han underviste som en med stor autoritet.
Matthæus 13,24-30.34-43 og 25,14-30
Jesus fortsatte med at fortælle folk historier, kaldet lignelser. Faktisk sagde han ikke noget til folkemængderne uden at bruge historier.
En gang fortalte han dem om en bonde, der plantede hvede på sin mark. Efter en lang dag vendte han hjem og gik i seng. I løbet af natten gik en mand, der hadede ham, ud på markerne og plantede ukrudt.
Dette ukrudt lignede hvede, imens det vokser. Derfor vidste ingen til at begynde med, hvad der var sket. Det blev først tydeligt, da planterne begyndte at modnes. Gårdmændene sagde: “Hvad skal vi gøre? Skal vi gå ud på markerne og trække ukrudtet op?”
Bonden sagde: ”Nej, hvis I gør det, ødelægger I hveden. Lad os vente til høsten.”
Da høsten kom, sendte bonden sine arbejdere ud på marken. De trak ukrudtet op, bandt det i bundter og brændte det. Så samlede de hveden og lagde det i lader.
Disciplene kom til Jesus og spurgte, hvad det betød. Han sagde: “Landmanden er Menneskesønnen, marken er denne verden, og hveden er Guds børn. Fjenden er Djævelen, og ukrudtet er dem, der følger ham. Ved tidens ende vil Menneskesønnen sende sine engle for at samle Guds børn. Derefter vil de samle de ugudelige og kaste dem i en brændende ovn.”
På et andet tidspunkt sagde Jesus, at Guds rige er som en rig mand, der besluttede at tage på en lang rejse. Han tilkaldte sine betroede tjenere og tildelte dem ansvar, så hans virksomhed kunne blomstre, mens han var væk. Han bevilgede penge til hver af dem, i forhold til deres evner. Til den ene gav han 5000, til den næste 2000, og til den sidste gav han 1000.
Straks gik den første tjener ud og satte sine penge i arbejde. Ved at gøre det tjente han yderligere 5000. Den anden mand gjorde det samme, og han tjente yderligere 2000. Men den tredje mand fandt et sikkert sted, gravede et hul og begravede sine 1000.
Efter lang tid kom mesteren tilbage. De tre tjenere skulle nu gøre rede for, hvad de havde gjort. Den første sagde: “Du tildelte mig 5000. Se, jeg har sat pengene på arbejde, og jeg har fordoblet dem.”
Mesteren var begejstret. Han sagde: “Fantastisk arbejde! Jeg er stolt af dig. Jeg forfremmer dig til en højere stilling med meget bedre fordele.”
Den anden mand sagde: “Du tildelte mig 2000. Se, jeg har sat pengene på arbejde, og jeg har fordoblet dem.”
Igen var mesteren begejstret. “Godt arbejde! Jeg er stolt af dig. Jeg forfremmer dig til en højere stilling med meget bedre fordele.”
Den tredje mand trådte frem og sagde: “Mester, jeg vidste, at du er en klog forretningsmand som ikke tolererer fejl. Jeg var bange, så jeg gik hen og gemte mine 1000 et sikkert sted. Her er de!”
Mesteren var rasende! Han sagde: “Hvordan kan du være så doven? Om ikke andet kunne du have fået lidt rente i en bank. Men nej, du gjorde ingenting.”
Han råbte til vagterne. “Tag denne mands 1000 og giv det til tjeneren med 10.000. Tag derefter denne værdiløse tjener og smid ham ud i mørket. Der kan have gå rundt og lide nød og leve af sin dumhed.”
Matthæus 17,22-27 og Markus 9,33-42
Jesus tog tilbage til Kapernaum med sine disciple. Undervejs sagde han: “De vil overgive Menneskesønnen til folk, som vil dræbe ham. Men efter dage vil han opstå fra de døde.”
Disciplene var forvirrede over, hvad han talte om. Alligevel spurgte de ham ikke om det, fordi de var midt i deres egen diskussion. De skændtes om hvem af dem der var den største.
Da de kom til huset i Kapernaum, lod Jesus alle tolv mænd samles. Han vinkede derefter et barn hen til sig og sagde: “Hvis du vil være den største af alle, skal du blive alles tjener.”
Så lagde han armen om barnet. “Når du byder sådan et lille barn velkommen i mit navn, byder du mig velkommen. Ja, du byder Gud velkommen.”
Johannes sagde: “Herre, vi fandt en mand, som uddriver dæmoner i dit navn. Men han var ikke en del af vores gruppe, så vi bad ham stoppe.”
“Nej, han skal ikke stoppe. En person arbejder ikke imod mig, hvis han gør mirakler i mit navn. Hvis han ikke er imod os, er han for os. Hør, hvis en mand giver en anden person en kop vand i mit navn, vil denne mand blive belønnet.”
Han lagde endnu en gang armen om barnet. ” Hvis en af disse små tror på mig, og nogen får ham til at synde, ville det være bedre, hvis den person blev bundet til en stor sten og kastet i havet.”
Næste dag gik en mand, der opkræver tempelskat, hen til Peter og sagde: “Betaler din rabbi tempelskat?”
“Øh, ja, det gør han.” Men Peter var ikke sikker. Tilbage i Kapernaum så Jesus, at Peter tænkte dybt. Han sagde: “Simon, fortæl mig, hvad du mener: Når en konge udsteder en skat, skal hans familie så også betale den?”
“Nej, alle andre skal betale, men ikke hans familie.”
Jesus sagde: “Det er sandt. Kongens sønner skal ikke betale. Men vi ønsker ikke at fornærme andre i dette spørgsmål, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en mønt. Tag den og giv dem den for mig og dig.”
Matthæus 19,16-26 og Markus 10,17-27 og Lukas 18:18-27
En dag kom en ung mand hen til Jesus og knælede foran ham. Han sagde: “Gode rabbi, hvilke gode gerninger skal jeg gøre for at sikre, at jeg får evigt liv?”
Jesus svarede: “Hvorfor kaldte du mig ‘god’? Kun Gud er god. Men hvad dit spørgsmål angår, så skal du adlyde Guds bud.”
“Hvilke?”
“Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor! og: Du skal elske din næste som dig selv.”
“Rabbi, de bud har jeg overholdt siden jeg var barn. Hvad mangler jeg at gøre?”
Jesus sagde: “Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!”
Den unge mand blev chokeret, da han hørte dette. Han var meget rig og var ikke villig til at opgive det. Med sorg gik han væk.
Jesus lagde mærke til, hvor trist den unge mand var, da han gik. Jesus sagde derfor til sine disciple: ”Det er svært for en rig at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.”
Disciplene blev chokerede, da de hørte dette. De sagde: “Hvem kan så blive frelst?”
Jesus sagde: “Det er umuligt for mennesker, men ikke for Gud. Alt er muligt med Gud.”
Lukas 12,13-31
En mand henvendte sig til Jesus og sagde: “Rabbi, sig til min bror, at han skal dele arven med mig.”
Jesus sagde: “Gud har ikke sat mig til dommer mellem jer to.”
Så sagde han til folkemængden: “Pas på grådighed, for den ønsker at overtage jeres liv. I skal vide, at livet er mere end overflod af ejendele.
Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?”
Jesus fokuserede derefter på sine disciple. “Vær ikke som denne mand, der var rig på jordisk goder, men var ikke rig hos Gud. Vær ikke bekymret for ting som mad, tøj og din krop. Livet er mere end disse ting. Se på fuglene. De planter og høster ikke. De bygger ikke lagerbygninger. Nej, Gud giver dem maden. Tror I ikke, at I er meget mere værdifulde for Gud end fugle! Al jeres frygt og bekymringer føjer ikke en eneste ekstra time til jeres liv. Tænk på liljerne. Se hvordan de vokser. De bekymrer sig ikke om, hvordan de ser ud, men alligevel var selv Salomo i al sin herlighed ikke klædt så smukt som en af dem. Så hvis Gud gør alt dette for græsset, som er på marken i dag og i ovnen i morgen, hvor meget mere vil han ikke så klæde dig? Vær ikke slaver af bekymringerne for jordiske ting som mad og drikke. Alle andre bruger en masse tid på at bekymre sig. Det skal I ikke gøre. Jeres himmelske far ved, hvad I har brug for. Søg først Guds Rige, og så vil han give jer alt det, han mener, at I har brug for.”
Mattæus 18,12-14 og Lukas 15
De religiøse ledere blev vrede, da de så almindelige syndere flokkes om Jesus. De sagde: “Han tillader skatteopkrævere og syndere at være omkring sig. Han spiser endda måltider med dem.”
Jesus svarede ved at fortælle dem disse tre historier:
“Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, forlader han så ikke de nioghalvfems i bjergene og går bort for at søge det som er faret vild? Og hvis det sker at han finder det, sandelig siger jeg jer: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems som ikke er faret vild. Således er det ikke jeres himmelske Fars vilje at en af disse små skal gå fortabt.
Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.
Der var en mand, som havde to sønner. En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.
Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget. Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. ‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – og slagt fedekalven, for nu skal der festes!4Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. ‘Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‘Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’
Den ældste bror blev sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. ‘Nej,’ sagde han, ‘nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’
‘Hør, min søn,’ sagde hans far, ‘du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’”
Matthæus 20,20-28 og Markus 10,46-52 og Luk 19,1-10
Turen til Jerusalem tog Jesus gennem Jeriko. Undervejs knælede Jakob og Johannes’ mor ned foran ham og sagde: “Herre, jeg vil, at mine sønner skal sidde ved siden af dig, når du er i dit rige – den ene på din højre side og den anden til venstre.”
Han sagde: “Du ved ikke, hvad du beder om.”
Han vendte sig mod disciplene og sagde: “Kan I lide, som jeg er ved at lide?”
De svarede med tillid. “Ja, Herre. Vi er klar til at lide.”
Jesus sagde: “Det er sandt, at I vil komme til at lide for mig, men det, som du beder mig om, er uden for min kontrol. Det er Gud Fader som vælger, hvem der skal sidde på højre side og venstre side af mig.”
De ti andre blev vrede på brødrene, da de hørte denne samtale. Jesus kaldte dem sammen og sagde: “I denne verden bliver folk med autoritet herrer over andre. De forventer at blive rost og serveret. Det skal ikke gælde jer. Hvis du vil være stor, så begynd med at tjene andre. Hvis du ønsker at blive den største af alle, så tjen alle! Følg mit eksempel. Jeg kom ikke for at andre skal tjene mig. Jeg giver mit liv, så andre kan leve.”
I Jeriko boede en overtolder ved navn Zakæus. Han ville se Jesus, da han gik gennem byen, men han var ikke særligt høj og kunne ikke se over menneskemængden.
Derfor løb han ned ad stien foran folket og klatrede op i et træ. Han vidste, at han da ville være i stand til at se Jesus, når han gik under træet.
Da Jesus nåede hen til træet, standsede han! Han så op og sagde: “Zakæus, kom ned fra det træ. Jeg skal være gæst hos dig i dag!”
Zakæus kravlede hurtigt ned fra træet og bød Jesus velkommen i sit hus. Folk begyndte at mumle: “Hvordan kunne han overhovedet tænke på at gå ind i den store synders hus?”
Men Zakæus sagde til Jesus: “Jeg vil give halvdelen af alt, hvad jeg ejer, til de fattige. Og hvor jeg har snydt folk, vil jeg betale dem tilbage fire gange det beløb, jeg tog fra dem.”
Jesus sagde: “I dag er frelsen kommet til dette hus. Jeg er kommet for at søge og frelse dem, der er fortabt.”
Da Jesus forlod Jeriko, passerede han en blind mand ved navn Bartimæus. Han sad ved vejen og tiggeden. Han hørte folkemængden og sagde: “Hvad sker der?
“Jesus af Nazareth går forbi.”
Da han hørte dette, råbte han: “Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!”
Folk i nærheden bad ham om at være stille. Men han råbte endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!”
Jesus standsede og så i hans retning: “Før manden hen til mig.”
De gik til Bartimæus og sagde: “Jesus kalder på dig. Skynd dig, rejs dig og gå til ham.”
Bartimeus rejste sig, smed sin kappe og gik til Jesus. Herren sagde: “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?”
“Rabbi, jeg vil gerne kunne se!”
Jesus sagde: “Gå! Din tro har helbredt dig.” Straks kunne Bartimæus se, og han begyndte at følge Jesus.
Matthæus 21,1-11 og Markus 11,1-11 og Luk 19,28-44 og Johannes 12,1-19
Jesus og hans disciple blev inviteret ind i et hjem til et måltid. Lazarus blev også inviteret, og Martha hjalp med at tjene. Mens de spiste, hældte deres søster Maria dyr olie på Jesu fødder og tørrede dem med sit hår. Huset var fyldt med lugten af den parfumerede olie.
Judas Iskariot sagde: “Herre, den olie var spildt! Den kunne være solgt, og pengene kunne være givet til de fattige.” Han brød sig egentlig ikke om de fattige, men havde ansvaret for disciplenes penge og stjal fra dem.
Jesus sagde: “Lad hende være i fred. I kan altid hjælpe de fattige, men mig har I ikke altid. Maria har salvet mig til min begravelse. Og efterhånden som evangeliet spredes over hele verden, vil folk høre om, hvad hun gjorde.”
Næste dag gik Jesus til Oliebjerget. Han sagde til to af sine disciple: “Gå ind i landsbyen, og der vil I finde et æsel med sit føl. Løs dem og bring dem til mig. Hvis nogen spørger, hvad I laver, så sig til dem, at Herren har brug for dem.”
De to gik ind i landsbyen og fandt æslet og føllet. Mændene løsnede dem og begyndte at gå væk. Ejerne sagde: “Hvad laver I?” De svarede: “Herren har brug for dem,” og så han lod dem gå. Derfor førte disciplene æslet og føllet til Jesus.
Imens Jesus red på vejen, kom folk og bredte deres klæder ud foran ham. Der kom flere og flere, imens han red ned ad Oliebjerget. De skar palmegrene og lagde dem på vejen.
Folk råbte og priste Gud for alle de mirakler, de havde set. “Velsignet være kongen, som kommer i Herrens navn!” Mens Jesus fortsatte, råbte de: “Hosianna! Hosianna til Davids søn.”
Nogle af farisæerne sagde til Jesus: “Hører du, hvad dine disciple siger? Få dem til at holde op!”
Jesus sagde: “Hvis de holder op, vil stenene begynde at råbe.”
Da han var tæt på at ride ind i byen, standsede han og begyndte at græde. Han sagde: “Jerusalem! Jerusalem! Hvis du bare vidste det! I dag er en særlig dag for dig. En dag, der vil bringe dig fred. Men dine øjne er tildækket, så du ikke kan se. En mægtig hær vil ødelægge dig. Alt sammen fordi du ikke anerkendte tidspunktet for Guds komme til dig.”
Han og folkemængden fortsatte ind i Jerusalem. Hele byen var rystet over begivenheden. Besøgende fra andre lande spurgte: “Hvem er det?” Folket sagde: “Det er profeten Jesus fra Nazaret.”