Søg efter:
125 – Elias på Karmelbjerget

1 Kongebog 18
Hungersnøden i Israel var alvorlig og varede i tre år. Til sidst sagde Herren til Elias: “Gå og sig til kong Akab, at jeg vil sende regn til landet.”
Kong Akabs hofchef hed Obadja. Han var tro mod Gud og skjulte endda 100 af Herrens profeter, da Jezabel forsøgte at dræbe dem.
Han og kongen gik ud for at finde græs til paladsets husdyr. Imens Obadja vandrede rundt, gik Elias hen til ham. Obadja faldt straks til jorden og sagde: “Min herre Elias!”
Profeten sagde: “Gå og sig til kongen, at jeg er her.”
Obadja var chokeret. Han sagde: “Hvad har jeg gjort, siden du ønsker mig slået ihjel? Kongen har ledt efter dig over hele landet og endda i andre lande. Så snart jeg fortæller ham, at du er her, vil Herren føre dig til et andet sted. Så slår Akab mig ihjel, når han kommer og finder ud af, at du ikke er her.”
Profeten sagde: “Bare rolig. Så længe Herren lever, vil jeg mødes med Akab i dag.”
Så gik Obadja hen og fortalte Akab det. Så snart kongen så Elias, sagde han: “Der har vi manden, som har ødelagt Israel.”
Elias sagde: “Nej, det er ikke mig, men dig, der har ødelagt Israel. Du har vendt Herren ryggen og tjener Ba’al. Sig til Israel at de skal mødes mig på Karmelbjerget. Tag Ba’als og Asheras profeter med, dem som spiser ved Jezabels bord.”

Akab befalede så israelitterne at de skulle samles ved Karmelbjerget sammen med profeterne. Da alle var der, sagde Elias til folket: “Hvor længe vil I gå frem og tilbage? Hvis Herren er Gud, så følg ham. Hvis Ba’al er Gud, så følg ham.” Folket sagde ikke noget, men så bare på profeten. Han sagde. »Jeg står her som kun én profet af Herren, men se, der er 450 ba’alsprofeter. Giv os to tyre. Ba’alsprofeterne tager den ene, forbereder den til ofring og placerer den på brændet. Men de mål ikke sætte ild til træet. Jeg vil gøre det samme. De skal påkalde deres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn. Den Gud, der tænder ilden, er den sande Gud.”
Folket accepterede udfordringen, og Elias sagde til Ba’alprofeterne: ”I går først!”
De klargjorde tyren og påkaldte Ba’als navn. De bad hele morgenen og dansede rundt om alteret, men der skete ikke noget.

Elias begyndte at håne dem. “Måske skulle I råbe højere! Jeres gud sover måske, så I må vække ham! Måske er han gået på toilettet.” De råbte højt og skar sig selv, indtil blodet fossede ud. Det holdt ved hele eftermiddagen, men der skete ikke noget.
Derefter byggede Elias et alter med tolv sten, én for hver af Israels stammer. Han gravede en rende rundt om alteret og lagde træet på alteret. Dernæst placerede han tyren ovenpå træet.
Han sagde til folket: “Gå hen og hent noget vand og hæld det på offeret.” Da de havde gjort det, bad han dem om at gøre det igen. Efter at de havde gjort det anden gang, bad han dem om at gøre det en tredje gang. Da de var færdige, var alteret gennemblødt og renden var fyldt med vand.
Elias bad nu: “Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Lad alle vide, at du er Gud, og jeg er din tjener. Svar mig, så disse mennesker vender tilbage til dig!”

Pludselig faldt ild ned fra himlen og brændte offeret, træet og de tolv sten op. Den slikkede endda vandet op, der var i renden. Folket faldt på knæ og råbte: “Herre er Gud! Herren er Gud!”
Elias beordrede da: “Grib fat i ba’alsprofeterne! Lad ikke nogen af dem undslippe.” Folket greb dem og Elias dræbte dem alle.
Han vendte sig mod Akab og sagde: “Spis noget. Der er en regnbyge på vej.”

Så gik han op til toppen af bjerget for at bede. Han sagde til sin tjener: “Se mod havet. Hvad ser du?”
Tjeneren sagde: “Jeg kan ikke se noget.” Syv gange bad Elias ham gå hen og se efter.
Til sidst sagde hans tjener for syvende gang til ham: “Jeg ser en lille sky, omtrent på størrelse med en mands hånd, komme fra havet.”
Elias sagde: “Gå hen og sig til Akab: ‘Skynd dig hjem så hurtigt du kan, så regnen ikke stopper dig.'” Akab satte sig i sin vogn og skyndte sig hjem. I løbet af kort tid blev himlen mørk og vinden begyndte at blæse. Pludselig kom der et regnskyl. Guds kraft kom over Elias, og han løb hurtigere end Akabs vogn og ankom til Jizre’el før ham.

VIDEOER

130 – Joshafats sejr

2 Krønikebog 19-20
Joshafat var 35 år gammel, da han blev konge af Juda. Han regerede i 25 år. Han oprettede et uddannelsessystem og reformerede retssystemet.
Det gik godt i Juda, indtil nationerne Moab, Ammon og Edom pludselig besluttede at forene sig og kæmpe mod Joshafat. En massiv hær rykkede fra østsiden af Det Døde Hav til En-Gedi på vestsiden.
Joshafat var bange, så han søgte Herrens hjælp. Han proklamerede derefter, at alle skulle faste og søge Guds yndest. Mange rejste nu til Jerusalem for at være hos deres konge og bede sammen med ham. En stor skare gik til templet og stillede sig foran Herren. Mænd bragte deres koner og børn, så hele familier bad sammen og søgte Guds hjælp.

Joshafat stod foran hele folket og bad til Gud. Han sagde: “Herre, du er himlens Gud. Det var dig, der gav dette land til din ven Abraham. Du har al magt. Du sagde, at vi skulle stole på dig. Se! Moabitterne og ammonitterne har samlet en massiv hær og er kommet for at ødelægge os. Vi har ingen magt til at kæmpe imod dem. Vi ved ikke, hvad vi kan gøre ud over at søge dig.”
Pludselig kom Guds Ånd over en profet. Han sagde: “Hør, hvad Gud siger til dig: Vær ikke bange for denne enorme mængde. Dette er ikke din kamp, men min. Gå imod dem i morgen. Du vil se dem komme, men du behøver ikke bekæmpe dem. I skal stå stille og se Herren frelse jer. Vær ikke bange, jeg er med dig.’”
Joshafat bøjede sig med ansigtet mod jorden. Hele folket gjorde det samme og tilbad Herren. Pludselig rejste levitterne sig og begyndte at prise Herren Gud med høj røst.

Om morgenen stod mændene tidligt op og gik ud for at møde deres fjender. Joshafat sagde til dem: “Tro på Herren, så vil I få succes.” Derefter udpegede han folk til at synge for Herren. De gik ud foran hæren og sang: “Tak Herren. Hans trofaste kærlighed varer evigt.”
Mens folket råbte og priste Herren, blev deres fjender forvirrede. Ammonitterne og moabitterne vendte sig mod dem fra Edom og udslettede dem totalt. De vendte sig så mod hinanden og blev ved med at dræbe, indtil alle var døde. Da Judas hær ankom til slagmarken, var der ikke andet end lig overalt. Ingen var flygtet.
Joshafat sagde til sit folk, at de skulle samle alt af værdi op fra ligene. De fandt ud af, at deres fjender havde båret en stor mængde værdigenstande på slagmarken. Der var så meget, at folket samlede i tre dage. Til sidst kunne de ikke bære mere.

De mødtes på den fjerde dag, blot for at prise Gud. Så vendte de tilbage til Jerusalem med Joshafat i spidsen. Alle var samlet i templet for endnu en gang at prise Herren!
Alle nationerne omkring Juda hørte om den store sejr, Gud havde givet sit folk. De var alle rædselsslagne for Herren, og ingen af dem angreb Joshafat, så længe han levede. Så der var fred i landet, og alt var stille.

VIDEOER