Søg efter:
257 – Brevet til Filemon

Filemonbrevet 1

Onesimus var en slave, der løb væk fra sin herre Filemon. Han tog til Rom og mødte til sidst Paulus, som førte ham til tro på Jesus. Onesimus blev hos apostlen og hjalp ham i tjenesten. Til sidst vidste de, at det var tid for den “løbske slave” at vende tilbage til sin herre. Paulus var personlig ven med Filemon, så han skrev et brev for at hjælpe de to mænd med at forene deres forhold. Han skrev:

Filemon – min kære ven – hilsen til dig, din familie og kirken, der mødes i dit hjem. Jeg beder for dig med jævne mellemrum. Jeg takker Gud for den kærlighed, du har til Herren Jesus Kristus og til dine medtroende. De, der møder dig, opmuntres i troen.
Kære bror, du kender mig. Jeg tøver normalt ikke med at fortælle dig, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er normalt hurtig til at minde dig om dine pligter i Kristus. Men det har jeg ikke tænkt mig at gøre denne gang. I stedet vil jeg tigge.
Jeg er en gammel mand, som er i fængsel for Jesu Kristi sag. I min svaghed sendte Gud mig en hjælper, Onesimus – en mand, der voldte dig smerte og sorg. Men Gud sendte ham til mig, og jeg var i stand til at præsentere ham for Jesus. Han overgav sit liv til Kristus og blev derefter uvurderlig som hjælper for mig.
På en måde var det, som om du sendte ham her for at hjælpe mig, fordi du ikke selv kunne komme. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan fortsætte uden ham; men han og jeg ved begge, at han burde vende tilbage til dig. Han hjalp mig i dit sted, men det havde vi ikke din tilladelse til.

Hør, han var en værdiløs slave, da han løb fra dig. Nu kommer han tilbage som en værdifuld bror i Kristus, en medarbejder i tjenesten og min kære ven. Modtag ham i kærlighed.
Og angående de ting, han stjal fra dig – læg dem på min regning. Her vil jeg tage fjerpen op og skrive dette med min egen håndskrift. “Jeg, Paulus, vil betale det tilbage.” Jeg vil ikke minde dig om, at du faktisk skylder mig dit liv.
Modtag ham, som om du modtog mig. Det vil glæde mig når jeg hører, hvordan du har accepteret Onesimus tilbage i dit liv og hjem.

Men hvad taler jeg om? Jeg ved, du vil gøre dette og endnu mere.
Klargør i øvrigt dit gæsteværelse for mig. Jeg ved, du har bedt om, at jeg ville blive sat fri og komme tilbage for at besøge dig. Jeg tror, at Herren vil besvare dine bønner.
Hils alle mine gode venner. Må vor Herre Jesu Kristi nåde være med dig.
Paulus.

34 – En kone til Moses

2 Mosebog 2,11-22
Faraos datter opdrog Moses, som om han var hendes egen søn. Da han blev voksen, gik han ud til sit folk og så, hvordan de blev misbrugt som slaver.
Pludselig så han en egypter slå en af dem. Moses så sig omkring for at se, om der var nogen, der så på. Han slog derefter egypteren og dræbte ham. Han gemte hurtigt liget i sandet.
Næste dag gik han ud igen, men denne gang så han to hebræere kæmpe. Han standsede dem og sagde: “I har problemer nok i forvejen. Hvorfor slås I mod hinanden?”
De råbte til Moses: “Hvem har gjort dig til vores leder? Du er ikke vores dommer! Planlægger du at dræbe os, ligesom du dræbte egypteren i går?”
Moses var chokeret! Han indså nu, at hans forbrydelse ikke var en hemmelighed. Snart fandt Farao ud af det og sendte mænd for at dræbe Moses. Han stak af og slap væk fra området med livet i behold.

Han endte ude i ørkenen, på et sted, der hedder Midjan. Der satte han sig ved en brønd. Kort efter kom syv kvinder hen til brønden for at hente vand til deres får. De var døtre af Jetro, præsten i Midjan.
Imens de stod ved brønden, dukkede nogle hyrder op og forsøgte at jage kvinderne væk. Moses trådte til og forsvarede dem. Efter kampen hjalp han kvinderne med at trække vandet til deres får.
Da de kom hjem, var Jetro overrasket over, at hans døtre var tilbage så hurtigt. De sagde: “En egypter beskyttede os mod hyrderne, og han hjalp endda med at trække vand til flokken.”
“Så hvor er han? Efterlod I ham ved brønden? Hent ham og inviter ham til at komme og spise hos os.”
Moses blev hos Jetro og hans familie og giftede sig senere med en af hans døtre, en kvinde ved navn Sippora. Sammen fik de to sønner.

VIDEOER

33 – Moses bliver født

Anden Mosebog 1 – 2,10
Jakobs efterkommere blev kaldt hebræere eller israelitter. I årenes løb steg deres antal i Egypten markant.
De blev behandlet godt, men kun indtil en ny Farao kom til magten. Han kendte ikke til Josefs historie og mente, at han var nødt til at gøre noget med disse hebræere, nu hvor de var blevet så mange og så magtfulde.
Hans første plan var at gøre dem til slaver og tvinge dem til at lave mursten og bygge byer. De blev dog stadigt flere, og derfor øgede egypternes deres arbejdsbyrde og slog dem. Trods dette fortsatte den hebraiske befolkning med at vokse. Farao tænkte på en idé til, hvordan man kunne stoppe det. Han sagde til jordemødrene: “Når I hjælper en israelitisk kvinde med at føde et barn, så dræb alle de små drenge, så snart de er født. Det er kun de små piger, der må leve.”
Jordemødrene adlød ikke Farao. I stedet frygtede de Gud og lod drengene leve lige så godt som pigerne. De fortalte Farao: “De hebraiske kvinder er meget stærkere end egyptiske kvinder. De føder deres egne børn, før vi når hen til dem.” Gud velsignede disse kvinder, fordi de nægtede at dræbe børnene.

Den israelitiske befolkning fortsatte med at vokse i antal, så Farao udstedte en ny lov: ”Alle hebraiske drengebørn skal kastes i Nilen.”
Det var på dette tidspunkt en dreng blev født i en hebraisk familie. Hans mor gemte ham i tre måneder, men det blev sværere for hver uge, der gik. Til sidst indså hun, at hun var nødt til at gøre noget andet. Hun flettede en vandtæt kurv, puttede barnet i og placerede det i Nilen blandt sivene ved bredden. Drengens søster hed Mirjam. Hun gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med hendes bror.
Faraos datter gik ned til floden for at tage et bad. Hun så kurven flyde mellem sivene og sendte sine tjenere for at hente den. Da hun åbnede kurven, begyndte barnet at græde, og hun havde ondt af det. Hun sagde: “Det må være et af de hebraiske børn.”
Mirjam kom frem fra sit gemmested og sagde: “Skal jeg finde en hebraisk mor, som kan amme babyen?”
“Ja, tak. Find en ammende mor.” Så pigen hentede sin egen mor – babyens mor. Faraos datter sagde til hende: “Am dette barn for mig, så skal jeg betale dig.”
Da drengen var gammel nok, blev han ført tilbage til Faraos datter, og drengen blev hendes søn. Hun kaldte ham Moses.

VIDEOER

37 – Halm til mursten

2. Mosebog 5 – 7,13
Moses og Aron gik til Farao og sagde: “Dette siger Herren, Israels Gud: ‘Lad mit folk gå ud i ørkenen i tre dage, så de kan tilbede mig.’ ”
Faraoen blev chokeret og sagde: “Hvem tror hebræernes Gud, at han er?! Jeg kender ham ikke, og jeg vil bestemt ikke lade mine slaver gå ud i ørkenen.”
Han sagde derefter til Moses og Aron: “Al din snak om tilbedelse hindrer mine slaver i at udføre deres arbejde. Stop al den snak og kom tilbage til arbejdet!”
Han sagde dernæst til sine tjenere: “Mine slaver er dovne! De har så god tid, at de nu taler om gå ud i ørkenen og tilbede Gud. Men det ordner vi på denne måde: Giv dem ikke længere halm til at lave mursten. De skal selv skaffe halmen nu! Men de skal stadig lave lige så mange mursten som før. Det vil lære dem en lektie!”
Tjenerne gik hen og fortalte de israelitiske formænd, hvad Farao sagde, og de måtte nu rejse rundt i Egypten for at samle halm. På grund af det var de ikke i stand til at opfylde kravet om antal færdige mursten.
Formændene gik til Farao: “Hvorfor behandler du dine slaver på denne måde? Hvis vi ikke har halmen, kan vi ikke lave samme mængde mursten som før.”
Farao råbte af dem: “I er dovne! I har tid til at stå og snakke om, at I vil ud i ørkenen og tilbede jeres Gud! Men nu er det tid at arbejde! Gå ud og hent jeres eget halm, og I skal lave samme mængde mursten som før.”
Moses ventede på formændene, da de forlod Farao. De sagde til ham: “Du har skabt denne konflikt! Du har lagt et sværd i Faraos hånd, som han nu vil dræbe os med.”
Moses bad til Gud: “Hvorfor sendte du mig hertil? Du har ikke udfriet folket. Du har kun voldt dem flere problemer.”
Herren sagde: “Moses, du er ved at se, hvad jeg skal med farao. Når jeg er færdig, vil han trygle dig om at lede folket væk herfra. Gå nu hen til dit folk og sig til dem, at jeg er Herren. Jeg har hørt deres skrig, og jeg er ved at føre dem tilbage til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob.”

Moses gik til folket og gav dem budskabet, men de ville ikke lytte til ham. Så sagde Herren til Moses, at han skulle gå hen og tale med Farao igen.
Moses sagde: “Jeg er ikke god til det her. Hvis Israels folk ikke vil lytte til mig, hvorfor skulle Farao så?”
Herren sagde: “Moses, jeg har gjort dig som en gud for Farao og Aron til din profet. Gå, og jeg vil give dig ordene du skal sige.”
Moses og hans bror Aron gik nu igen til Farao og bad ham lade Israels folk gå ud i ørkenen og tilbede. Farao bad om et tegn, så Aron kastede sin stav på jorden, og den blev til en slange. Faraos egne hofmagikerne og troldmænd kastede deres stokke på jorden, og de blev også til slanger. Pludselig åd Arons slange resten af slangerne! Alligevel ville Farao ikke lytte til dem.

VIDEOER