Søg efter:
250 – Romerbrevet

Romerbrevet 1-7
Paulus rejste til Korinth og tilbragte tre måneder der. Imens han var der, sendte han dette brev til de kristne i Rom:

Jeg hører om jeres tro overalt, hvor jeg rejser. Jeg priser Gud for jer hele tiden. Jeg vil gerne komme og investere i jeres åndelige vandring. Gud forpligtede mig på at dele hans evangelium med hedninger overalt. Derfor deler jeg evangeliet med dem, der er kultiverede og med dem, der er barbarer. Det er lige meget, om de er smarte eller simple.

Jeg er stolt af evangeliet, fordi det er Guds kraft til frelse for dem, som tror, uanset hvem de er. Mennesker kan kun komme til Gud ved tro. Uden det må de møde hans dom.
Hvorfor er det sådan? Det er fordi folk er onde! Gud åbenbarer sig for dem på mange måder. Alt omkring dem taler om Gud. Men de har lukket deres sind.
Der er to typer mennesker i denne verden. Den ene tilbeder det, Gud har skabt. De tror, det gør dem kloge, men med tiden bliver de faktisk tåber. Ved at udelukke Gud synker de ned i moralsk perversion. Deres synder ødelægger deres sind. De bærer døden med sig overalt, hvor de går. De bliver gode til at gøre ondt, og de nyder at se det hos andre.
Den anden type mennesker i denne verden er dem, der skaber deres egen retfærdighed. De praler af deres gode gerninger og tror, de er eksperter i, hvad der er godt og dårligt. De dømmer andre for det onde, de begår, mens de begår den samme type synder bag kulisserne. De tror, at det at dømme andre vil hjælpe dem til at undgå Guds dom.

Vi befinder os alle i en af disse to grupper, og Guds vrede er over dem begge. Begge grupper er syndere. De skændes om, hvem der er bedre, men sandheden er, at hele verden er totalt overgivet til synd. Der er ikke én person, der er retfærdig, ikke engang én. Vi står alle skyldige foran Guds dom.
Det var derfor, Gud sendte sin søn, Jesus Kristus. Han giver sin godhed til dem, der tror på ham. Det er lige meget, hvem du er. Alle er syndere med behov for frelse.
Jøderne er dem, som er allermest forvirrede på grund af dette. De hævder, at Abraham er deres far. Men hvis du ser nærmere efter, er han virkelig troens far. Han havde ikke et forhold til Gud baseret på sin egen godhed. Nej, han troede simpelthen på Gud, og Gud var tilfreds.

Jøderne fremhæver, at David var deres store konge. Men han glædede sig over Guds godhed, ikke sin egen. Begge mænd var retfærdige, fordi de troede på Gud.
På samme måde bliver vi kun gjort gode ved troen på Jesus Kristus, vor Herre. Gennem ham har vi fred med Gud og adgang til hans nåde. Sådan kan vi være glade selv i vores prøvelser. Vi ved, at Gud bruger dem til vores bedste.
Min pointe er følgende: Jesus gjorde alt dette for os, imens vi var onde syndere! Dette viser, hvor meget Gud elsker os. Jesus døde for os, da vi var afskyelige syndere. Med det i tankerne, hvor meget vil han så ikke gøre for os nu, hvor vi er rene i hans øjne?

Tænk på det på denne måde: Vi kommer alle fra én og samme mand, Adam. Vi er alle syndere på grund af ham. Død og dom er over alle, der nogensinde har levet – på grund af ham.
Men nu er der en anden mand – Jesus. På grund af ham kan vi blive gjort retfærdige. På grund af ham kan vi få nåde og evigt liv.

Jeg kan høre nogen sige: “Så altså, hvis vores gode gerninger ikke har noget at gøre med, at vi er rene over for Gud, så kan vi synde så meget, vi vil.” Absolut ikke!
Dåben er et billede på denne sandhed. At blive dukket ned under vandet viser, hvordan vi dør af synd og bliver begravet – ligesom Jesus døde for vores synder og blev begravet. Da han opstod fra de døde, efterlod han synden. Når vi stiger op af dåbens vand, er det et billede på hans opstandelse, men det er også et billede på, at vi efterlader synden. Vi skal leve på en ny måde, ja, vi får et helt nyt liv.
Vi holder os væk fra synd, fordi den gør os til slaver. Når du giver efter for synd, bliver du en slave af den. På samme måde, når du underkaster dig Guds nåde, da bliver du hans slave. Uanset hvad, er du ikke fri til at gøre, hvad du vil. Derfor må du vælge: Hvem af de to vil du underkaste dig som slave?
Synd fører død med sig, men Gud giver dig evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Nogen spørger: “Blev Guds lov ikke givet som en måde at gøre os retfærdige?”
Hold nu op! Det er umuligt at adlyde Loven. Den blev givet for at afsløre vores syndighed, så vi ikke er i tvivl om, at vi er håbløse og har brug for hjælp.
Når jeg ser til Loven for at få hjælp, har jeg pludselig et problem. Jeg vil gerne være god, men ved ikke hvordan. Jeg vil ikke gøre det onde, men finder ud af, at jeg gør det hele tiden. Jeg er en slave og har intet valg. Jeg råber: “Hvordan kan jeg blive fri?”
Men pris Gud, for i Jesus, som døde for os, ér vi frie. Vi er ikke længere fordømt, og vi har kraften til at modstå synd.

Fortsættes i næste kapitel

3 – Syndefaldet

Første Mosebog 3
Gud skabte Adam og Eva og sørgede for alt, hvad de havde brug for i Edens Have. Ligesom dyrene havde de ikke brug for tøj, men alligevel skammede de sig ikke.

Slangen var det mest udspekulerede af alle dyrene. En dag sagde han til Eva: “Er det sandt, at Gud ikke vil lade dig spise af alle træerne i haven?”
“Åh, vi kan spise af alle træerne. Altså bortset fra det i midten. Gud sagde, at vi ikke må spise den frugt… eller endda røre ved den. Han siger, at hvis vi gør det, dør vi.”
“Det er ikke sandt! Du dør ikke. Gud fortalte dig det kun fordi han ved, at hvis du spiser den frugt, vil du blive som ham og kan kende både godt og ondt.”

Kvinden så på frugten. Den så lækker ud. Hun tænkte: “Hvis jeg spiser denne frugt, vil den gøre mig klog.” Så hun tog frugten og spiste den. Hun gav også til Adam, og han spiste. Pludselig indså de, at de var nøgne. Så de syede figenblade sammen for at dække sig.

Da aftenen nærmede sig, hørte de Gud gå i haven. De indså, at de nu var bange for Gud, så de gemte sig blandt træerne.
“Adam, hvor er du?”
Adam vidste, at han var nødt til at svare. Han sagde: “Herre, jeg hørte dig gå i haven, og jeg var bange, fordi jeg var nøgen. Så jeg gemte mig.”
“Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Har du spist af det træ, som jeg sagde, at du ikke skulle spise af?”
“Det var kvinden, du gav mig. Hun gav mig frugten, og … ja, jeg spiste den.”

Gud vendte sig til Eva: “Hvorfor gjorde du det?”
“Slangen! Slangen lavede en fælde og fik mig til at spise frugten!”
Gud vendte sig mod slangen og sagde: “Fordi du har gjort dette, er du forbandet mere end alle dyrene. Fra nu af skal du bevæge dig rundt på din mave. Der vil være fjendtlighed mellem dig og kvinden, og der vil være en kamp mellem dit afkom og hendes. Han vil knuse dit hoved, mens du kun får såret hans hæl.”

Gud henvender sig dernæst til kvinden: “Det vil nu være forbundet med stor smerte at føde børn. Du vil ønske at kunne herske over din mand, men fra nu af skal mænd herske over dig.”

Gud sagde til Adam: “Jeg gjorde det meget klart, at du ikke måtte spise af dette træ. Fordi du har været ulydig, er jorden forbandet. Fra nu af skal du arbejde for din mad, og jorden vil kæmpe imod dig. Der vil spire både torne og ukrudt. Dit liv skal være præget af hårdt arbejde, indtil du vender tilbage til den jord, du kom fra.”
Gud klædte manden og hans kone i tøj lavet af dyreskind. Så sendte han dem ud af haven, hvor de bearbejdede jorden til deres mad.

Gud sagde: “Folk kender nu både det onde og det gode. De vil prøve at komme til Livets Træ, så de kan leve for evigt.” Derfor satte Gud en himmelsk vagt uden for haven. Fra den dag af blev mennesker adskilt fra Livets Træ.

VIDEOER

***

 

4 – Kain og Abel

Første Mosebog 4
Adam og Eva fik en søn og kaldte ham Kain.
Med tiden fik de endnu en søn ved navn Abel.
Abel blev hyrde. Kain blev landmand og dyrkede jorden.

En dag, da det var tid til at bringe et offer til Herren, besluttede Kain at bringe frugt og grøntsager i stedet for et lam. Abel bragte også et offer, men det var det bedste lam fra hans hjord. Herren var glad for Abels offer, men han var ikke tilfreds med Kains.
Kain blev vred, da han så, at Gud ikke tog imod hans offer. Han begyndte at græde. Gud sagde: “Kain, hvorfor er du vred? Hvis du blot gør det rigtige, bliver du accepteret og glad. Men hvis du ikke gør det, venter synden på dig. Den ligger og venter på at kaste sig over dig og blive din herre. I stedet skal du tage kontrol over det!”

Et par dage senere talte Kain og Abel ude på en mark. Kain vendte sig om og angreb sin bror og dræbte ham.
Senere samme dag spurgte Gud: “Kain, hvor er din bror?”
“Det ved jeg ikke! Skal jeg holde øje med ham hele tiden?”
“Åh Kain, hvad har du gjort? Hør! Din brors blod skrigerr til mig fra jorden. Du har elsket denne jord, men fra nu af er den forbandet, fordi den indeholder din brors blod. Du skal fortsætte med at bearbejde landjorden, men den vil ikke længere give dig sit bedste. Du vil blive en rastløs vandrer.”
Kain faldt ned og råbte. “Åh Gud, din straf er for streng! Du tager mit land og din tilstedeværelse fra mig! Jeg ender formålsløs og adskilt fra alle andre. Til sidst vil de jage mig og dræbe mig.”

Derfor satte Gud nu et mærke på Kain og sagde: “Enhver, der dræber Kain, vil lide syv gange for det!”
Dermed gik Kain bort fra Herrens nærhed.

VIDEOER

 

***

5 – Noas ark

Første Mosebog 6 – 9,17
Efter syndefaldet og det første mord fortsatte ondskaben blandt menneskene. Det gik ned ad bakke og der var ekstrem ondskab overalt. Gud vidste, at han var nødt til at ødelægge de mennesker, han skabte.
Men der var én mand, ved navn Noa, som troede på og adlød Gud. Gud sagde til ham: “Jeg vil ødelægge hele jorden med en oversvømmelse, fordi menneskene er onde. Derfor indgår jeg nu en aftale, en pagt, med dig om at bevare livet på jorden. Byg en ark. Jeg vil give dig de nøjagtige dimensioner. Når du er færdig, vil en oversvømmelse dræbe alle mennesker og dyr på jorden. Du og din familie vil blive reddet, inklusiv de dyr, du tager med dig.”
Gud gav ham byggevejledninger, og Noa gjorde præcis som Gud sagde. Han og hans tre sønner byggede arken. Da det var gjort, sagde Gud: “Noa, gå ind i arken med din familie. Efter syv dage vil der falde vand på jorden, og alle mennesker og dyr vil blive ødelagt undtagen dem, der er inde i arken.”

Noa og hans kone, hans sønner og deres hustruer flyttede nu ind i arken. Da de var indlogeret, begyndte dyr og fugle at komme i par, hanner og hunner. Da de havde alle slags dyr og fugle, lukkede Gud døren.

På den syvende dag begyndte vandet, der var over himlen, at falde til jorden. Samtidig væltede der fontæner af vand op fra jordens undergrund. Vand væltede ned ad bakkerne og fyldte dalene. Til sidst dækkede det hele jorden. Alle mennesker og dyr blev ødelagt.

Det samme vand løftede Noas ark op over ødelæggelsen. De mennesker, dyr og fugle, der var i arken, var i sikkerhed, mens hele jorden blev ødelagt. Denne vandflod varede fyrre dage og dækkede hele verden.

Og så… holdt det op.
Noas ark flød på vandet i 110 dage efter det holdt op med at regne. Der var vinde, der bevægede sig hen over jorden for at tørre den.
Til sidst landede arken på et bjerg kaldet Ararat. Noa ventede i yderligere fire måneder og åbnede derefter vinduet for at se, hvad der var på jorden.
Han sendte en ravn ud, men den kom aldrig tilbage. Dernæst sendte han en due ud, som fløj rundt, men ikke kunne finde et sted at bygge rede. Snart vendte den derfor tilbage til arken, og Noa tog den ind.
Efter syv dage sendte han duen ud igen. Den kom tilbage den nat med et olivenblad i sit næb. Noah vidste da, at der igen voksede planter. Han ventede syv dage mere og sendte duen ud igen. Denne gang kom den ikke tilbage.

En måned senere fjernede Noa lugen fra arken og så, at jorden var tør. Gud sagde: “Din familie og dyrene må forlade arken.” Da de var ude af arken, byggede Noa et alter, så de kunne tilbede Gud. Herren duftede til offeret og sagde: “Jeg fornyer nu den pagt, jeg oprindeligt lavede med Adam og Eva: Aldrig mere vil jeg ødelægge jorden med en oversvømmelse. Fra nu af vil dyrene frygte jer, men I er stadig ansvarlige for dem. I må nu spise både dyr og planter. Men I må ikke dræbe mennesker, fordi de er skabt i mit billede. I skal formere jer og igen fylde jorden med mennesker.”
Gud sagde til Noa og hans familie: “Se regnbuen på himlen. Når jeg ser den, og når du ser den, vil vi huske denne pagt. En oversvømmelse vil aldrig igen ødelægge hele jorden. Dette er mit løfte til dig.”

VIDEOER

***

6 – Verden efter syndfloden

Første Mosebog 9:20 – 11:26
Efter syndfloden plantede Noa en vingård. Med tiden drak han noget af vinen fra sin høst og blev fuld. Han gik hen til sit telt og faldt nøgen i søvn på gulvet.
Hans yngste søn så sin far ligge der og gik hen og fortalte sine brødre det. Brødrene holdt en kappe imellem sig og gik baglæns ind i teltet og lagde kappen over deres far.
Da Noah vågnede, hørte han, hvad der var sket. Så han forbandede sin yngste søns familie og velsignede de to andres familier.

Alle tre sønner havde store familier med mange børn og børnebørn. Blandt alle disse mennesker var der en mand ved navn Nimrod. Han blev den første diktator. Han var kendt for sine jagtevner, og hans rige hed Babylon.
Befolkningen i Babylon indså, at deres potentiale var større, hvis de blev sammen. De mente, at det var bedst ikke at opfylde hele jorden, sådan som Gud ellers havde befalet.
Så de byggede et tårn, som nåede højt op på himlen. Højt nok til at alle kunne se det. De mente, at det ville skabe sammenhold.
Gud så på tårnet og sagde: “Folket adlyder ikke min befaling. Hvis de bliver sammen, vil intet være umuligt for dem. Derfor vil jeg få dem til at tale forskellige sprog.”
Pludselig talte folk mange forskellige sprog. De var forvirrede, fordi de ikke kunne forstå hinanden. De vidste ikke, hvad der skete med dem. Straks stoppede arbejdet med tårnet. De delte sig i grupper alt efter hvilket sprog, de nu talte, og flyttede til andre dele af verden. Tårnet blev kendt som forvirringens tårn eller Babelstårnet.

Noas ældste søn var Sem. En af hans efterkommere var en mand ved navn Peleg. Hans navn betyder splittelse, for på tidspunktet for hans fødsel delte jorden sig. Hans oldebarn var Abraham.

VIDEOER

***