Daniel 6
Da Dareios blev konge, udnævnte han en embedsmand over hver af sine 120 provinser. Han valgte derefter tre administratorer til at føre tilsyn med de 120 embedsmænd. Daniel var en af de tre administratorer, og han var den dygtigste. Kongen var ved at give ham magt over hele riget, men embedsmændene og de to andre administratorer ønskede ikke, at dette skulle ske. De besluttede at få Daniel ned med nakken, og de søgte efter noget, de kunne anklage ham for, men de fandt intet. Til sidst sagde de: “Der er kun én måde, vi kan gøre dette på. Vi må finde noget i hans Guds love.”

Det lykkedes dem at finde noget, og dernæst lavede de en plan. De gik til kongen og sagde: “Kong Dareios, må du leve evigt! Embedsmændene og administratorerne er blevet enige om, hvordan vi kan ære dig. Med din tilladelse ønsker vi, at alle skal tilbede dig i 30 dage. Vi laver en lov, der siger, at ingen må tilbede nogen anden gud i den tid. Vi ønsker, at du underskriver den som en lov for mederne og perserne, der ikke kan ændres. Hvis nogen ikke adlyder denne lov, vil de blive kastet i en løvekule.”
Darius var glad for denne ære, så han underskrev loven.

Daniel hørte om den nye lov, men fulgte alligevel sin daglige rutine med bøn. Tre gange om dagen gik han ind i sit hus og åbnede de vinduer, der vendte ud mod Jerusalem. Der knælede han ned og bad og takkede Gud. Det var præcis, hvad mændene vidste, at han ville gøre. De gik derfor til kongen og sagde: “Er det sandt, at du underskrev en lov, der sagde, at ingen i 30 dage må tilbede nogen anden gud end dig? Og stod der ikke, at enhver, der overtrådte dette, ville blive kastet i en løvekule?”
Han sagde: “Selvfølgelig. Jeg gjorde det til en lov for mederne og perserne, som ikke kan ændres.”
“Da er vi kede af at måtte fortælle dig, at Daniel, en jødisk eksil bryder denne lov. Han bøjer sig ned og tilbeder sin Gud tre gange om dagen.”

Dareios var chokeret! Han vidste, at han måtte finde en måde at redde Daniel på. Han arbejdede på det hele dagen. Til sidst kom mændene og sagde: “Du ved, at medernes og persernes lov ikke kan ændres.”
Kongen gav da ordre til at hente Daniel. Kongen talte med ham lige før han blev kastet i kulen. “Må den Gud, du tjener, redde dig fra disse løver.”
Daniel blev sænket ned i løvekulen, og så blev der lagt en sten over åbningen. Kongen satte sit segl på den, så ingen kunne blande sig. Han gik tilbage til sit palads og aflyste aftenunderholdningen. Han nægtede at spise, og han kunne ikke sove hele natten.

Da det endelig blev morgen, skyndte han sig tilbage til løvehulen. Da stenen var fjernet, råbte han: “Daniel, den levende Guds tjener. Var din Gud i stand til at redde dig fra løverne?”
Daniel råbte tilbage: “Min konge, Gud sendte sin engel, som lukkede munden på disse løver. Jeg er ikke blevet såret på nogen måde. Gud ved, at jeg er uskyldig. Deres Majestæt, jeg har ikke gjort dig uret på nogen måde.”
Kongen gav ordre til at få Daniel trukket op. Dareios sagde nu til vagterne. “Gå hen og hent de mænd, der konspirerede imod Daniel. Hent også deres koner og børn. Kast dem alle i løvekulen.”

Alle mændene og deres familier blev skubbet ned i løvekulen. Løverne rev dem fra hinanden, før de overhovedet nåede gulvet.
Kong Darius sendte et dekret ud i hele sit rige. Det lød: “Alle skal frygte Daniels Gud, fordi han er den levende Gud. Hans rige vil vare evigt. Han er i stand til at redde dem, der tjener ham.”

VIDEOER