Søg efter:
229 – Apostle og diakoner

Apostlenes Gerninger 5,17 – 6,7
Budskabet om Jesus spredte sig over hele Jerusalem, hvilket gjorde de jødiske ledere vrede. De sendte vagter, som arresterede apostlene og satte dem i fængsel.
Den nat kom en engel og løslod dem uden at vagterne så det. Englen sagde: “Gå til templet i morgenen og forkynd for folket.”
Ved solopgang gik apostlene til templet.
Senere den morgen samlede ypperstepræsten det ledende råd. Han sendte derefter vagternes kaptajn for at løslade apostlene fra fængslet. Da kaptajnen kom derhen, var fængselscellen tom. Han skyndte sig tilbage og sagde: “Vagterne er på deres post, og dørene er låst, men mændene er ikke indenfor!”
Lidt efter kom en mand løbende og sagde: “De mænd, du har sat i fængsel, underviser nu i templet!”

Kaptajnen for vagterne tog sine mænd og gik til templet, hvor de så, at apostlene underviste folket. Han indså så, at han ikke kunne bruge magt mod dem, fordi hans mænd var bange for folket. Alligevel gik apostlene villigt med ham.
Ypperstepræsten sagde: “Vi sagde til jer, at I ikke skulle undervise i Jesu navn. Alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære. I siger endda, at vi er skyldige i at have dræbt Jesus.”
Peter sagde: “Vi skal adlyde Gud mere end mennesker. I dræbte Jesus ved at hænge ham på et kors, men Gud oprejste ham fra de døde. Nu sidder han ved Guds højre hånd og giver omvendelse og syndsforladelse.”
Dette gjorde de religiøse ledere vrede. De sendte apostlene ud af lokalet, og derefter diskuterede de, hvordan de ville slå dem ihjel. Et respekteret medlem af rådet talte: “Vær forsigtig med, hvad I gør med disse mænd. Mit råd er at lade dem være. For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud.”
Efter nogen diskussion var de enige i dette råd, men før apostlene fik lov at gå, fik de dog pisk og besked om ikke at tale i Jesu navn igen.

Apostlene forlod rådet med glæde. De sagde: “Gud har fundet os værdige til at lide for Jesu navns skyld!” De fortsatte med at forkynde Jesus, og antallet af troende blev endnu større.

Der opstod på det tidspunkt et problem, i forhold til enkerne blandt gruppen af kristne. Nogle af enkerne var fra Israel, og nogle var fra jødiske samfund i andre lande. Enkerne fra Israel fik bedre pleje end de andre.
Apostlene sagde: “Vi må fokusere på forkyndelsen af Guds ord og på bøn, men det behov, der er opstået her, skal vi alligevel gøre noget ved.”
De bad menigheden udvælge syv mænd, som ville føre tilsyn med opgaven. De sagde: “Dem, I vælger, skal være højt respekterede og fyldt med Helligånden. De skal kendes for deres visdom.” Alle var glade for dette forslag, så de udvalgte syv mænd.
Apostlene bad for disse mænd og gav dem ansvaret for opgaven. Dette fik antallet af troende til at vokse hurtigere. Selv en stor gruppe jødiske præster kom til tro på Jesus.

VIDEOER

180 – Tolv år gammel

Lukas 2,40-52
Da Jesus var tolv år gammel, tog Josef og Maria ham med til Jerusalem for at fejre påsken. Da det var tid til at vende hjem, blev Jesus tilbage i templet, uden at hans forældre vidste det. De rejste en hel dag og troede, at han var med i skaren af rejsende.
Den aften opdagede de, at han var væk.
De tog tilbage til Jerusalem og ledte efter ham i tre dage. Til sidst fandt de ham i Templets forgård, hvor han sad blandt de voksne lærde. Han lyttede til dem og stillede spørgsmål.
Alle, der hørte ham, var forbløffede over hans forståelse og hans evne til at besvare spørgsmål.

Maria løb hen og sagde: “Min søn, hvordan kunne du gøre det her mod os? Vi har ledt efter dig.”
Han sagde: “Vidste I ikke, at jeg bør være i min fars hus?.” De forstod ikke hvad han mente. Jesus tog med dem tilbage til Nazareth og var lydig imod dem. Han voksede og modnedes og blev respekteret af alle, der kendte ham.
Guds velsignelse var over hans liv.

VIDEOER

216 – Ugen før påske

Matthæus 21,12-46 og Markus 11,12 – 12,44 og Lukas 19,45 – 21,4
Den sidste uge før påske tilbragte Jesus dagtimerne i Jerusalem men overnattede i en by i nærheden. Da han og hans disciple gik mod byen den anden morgen, så Jesus et figentræ i det fjerne. Han gik hen til det, men der var ingen frugt på træet, kun blade. Så sagde han til træet: “Du kommer aldrig til at bære frugt igen.”
Da de ankom til templet, så Jesus at folk solgte dyr til ofringer og vekslede penge. Han smed dem ud og væltede deres borde.
Derefter sagde han til folket: “Skriften siger: ‘Mit hus er et bedehus’. Men I har gjort det til en røverkule.”
Dette gjorde de religiøse ledere vrede. De ønskede at dræbe ham, fordi han var ved at blive så populær.

Næste morgen lagde disciplene mærke til figentræet. “Rabbi, se! Træet er skrumpet sammen!”
Jesus sagde: “Hvis I har tro og ikke tvivler, kan I ikke alene gøre det med figentræet, men også sige til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og det vil ske. Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.”

Jesus fortsatte med at undervise folket i templet. En dag sagde han: “En mand plantede en vingård og satte et hegn omkring den. Han tog så på en lang tur, men inden han tog afsted, hyrede han nogle mænd til at passe vingården. Da det var tid til høst, sendte han en tjener for at hente sin frugt. Mændene slog tjeneren og sendte ham tomhændet bort. Ejeren sendte andre tjenere, men de blev alle behandlet på samme måde. De dræbte endda nogle af dem. Til sidst sagde ejeren: ’Jeg er nødt til at sende en med autoritet, så de vil lytte til ham. Derfor sender jeg min eneste søn.’ Da mændene så sønnen, sagde de: ‘Hvis vi dræber ham, arver vi det hele!’ Så de greb ham, slog ham ihjel og smed ham udenfor vingården.”
Jesus sagde: “Hvad tror I, ejeren vil gøre ved disse mænd?”
Folkene var hurtige til at svare. “Han vil dræbe dem! Og så giver han vingården til folk, han kan stole på.”

De religiøse ledere vidste, at denne historie handlede om dem. De blev enige om, at Jesus snart skulle arresteres, men de vidste ikke hvornår og hvor. Det skulle gøres forsigtigt, fordi de var bange for folkemængden.

Mens Jesus sad i templets forgård og underviste, lagde han mærke til en del rige mennesker, der lagde deres gaver i templets indsamlingsbøsse. En fattig enke kom også forbi og lod to småmønter falde i.
Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: “Se den stakkels enke! Den stakkels enke har lagt mere i templets indsamlingsbøsse end alle de andre. De gav lidt af det meget, de har. Men hun er ekstremt fattig. Det, hun gav, var alt, hun havde. Hun følte sig tvunget til at give de eneste penge, hun har at leve for.”

VIDEOER

217 – Nadveren indstiftes

Matthæus 26,14-30 og Markus 14,10-26 og Lukas 22,1-30 og Johannes 13,1-30
De religiøse ledere mødtes for at beslutte, hvordan de ville dræbe Jesus. Mens de talte, kom Judas Iskariot og sagde: “Hvad vil I give mig, hvis jeg overgiver ham til dig?” De var henrykte og blev enige om at give ham tredive sølvstykker.
Samtidig lagde Jesus planer for, at han og hans disciple skulle fejre påske sammen. Han sagde til Peter og Johannes: “Gå ind i byen og se efter en mand, der bærer en vandkande. Følg ham, indtil han går ind i et hus. Sig til husets ejer: ‘Herren siger, at hans tid er kommet. Han vil spise påskemåltid i dit gæsteværelse.’ Manden vil føre jer op på værelset, hvor I skal tilberede måltidet og gør alt klar til os.”
De to mænd fandt alt, som Jesus havde sagt, og gik i gang med at tilberedte maden. Den aften mødtes Jesus og hans disciple der for at fejre påske.

Under måltidet rejste Jesus sig, viklede et håndklæde om livet og hældte vand i et kar. Så begyndte han at vaske sine disciples fødder.
Peter var chokeret. Han sagde: “Herre, er du ved at vaske mine fødder?”
“Peter, du forstår ikke, hvad jeg gør nu, men en dag vil du forstå det.”
“Nej, Herre. Du skal ikke vaske mine fødder. Jeg burde vaske dine.”
Jesus så på ham. “Hvis jeg ikke vasker dine fødder, kan du ikke være en del af det, jeg gør.”
“Hvis det er tilfældet, så vask mig over det hele, mine fødder, hænder og hoved.”
“Nej, Peter. Når en person tager regelmæssigt bad, er det kun hans fødder, der skal vaskes.”

Da han var færdig, satte han sig tilbage ved bordet og sagde: ”En tjener er ikke bedre end sin herre. Hvis jeg har ydmyget mig over for jer, skal I ydmyge jer over for hinanden.”
Senere på aftenen blev Jesus meget ked af det. Han sagde: “En af jer vil forråde mig. Det er blevet forudsagt for længe siden, men alligevel vil det være bedre for den person, der forråder mig, om han aldrig var blevet født.
Disciplene blev chokerede og begyndte at spørge: “Herre, er det mig? Er jeg forræderen?”
Jesus sagde: “Under dette måltid vil jeg dyppe et stykke brød og række det til den person, som vil forråde mig.”
Judas lænede sig frem og hviskede: “Er det mig, Herre?”
Jesus sagde stille: “Det ved du godt!,” og rakte ham det dyppede brød. Da Judas tog det, kom Satan ind i hans hjerte, og han rejste sig.
Jesus sagde: “Gå og gør det hurtigt.” Judas forlod lokalet. De andre troede, at han simpelthen gik et ærinde.

Mens de spiste, tog Jesus brødet og velsignede det. Dernæst delte han det imellem dem og sagde: “Tag det og spis det. Det er mit legeme, som jeg ofrer for dig. Husk mig, mens du spiser.”
Efter måltidet tog han bægeret med vin og velsignede det. Han rakte det til dem og sagde: “Drik alle af bægeret. Det er mit blod, som udgydes til syndernes forladelse. Jeg skal ikke drikke vin igen, før jeg sidder med jer i Guds rige.”
Jesus talte med dem i lang tid og bad derefter for dem. Bagefter sang de en salme og gik ud til Oliebjerget.

VIDEOER