1. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække

Om familielivets søndag:

I 60’erne var der megen diskussion om, hvorvidt børn kunne siges at være samfundets eller forældrenes. Vi ikke-socialister holdt jo bestemt på, at børnene var forældrenes, men egentlig havde vi heller ikke ret: Vore børn er Guds. De er skabt af  ham, købt fri af Jesus Kristus og vi har ladet dem mærke med korsets tegn. Det kan man godt glemme som forældre og politiker. Maria var også glemsom: Hun talte om Josef som “din far”, men havde således glemt det vigtigste: At Jesus var Guds søn – i meget dybere forstand end vi er det.

Fordi børnene er Guds er det forældres opgave at tage sig af deres små “kongebørn” ud fra et mandat af “kongen” selv. Vi må derfor ikke overlade vore børn til sig selv, så de selv må finde vej gennem livet. Den fare er nok heller ikke så stor i det danske samfund, hvor forældrene bestemt ikke glemmer at købe mærkevaretøj til deres små ønskebørn. Men hvem tør tænke den tanke til ende, at millioner af børn i andre dele af verden denne søndag lever som ofre for AIDS, krige, korruption og sult ?  Maria og Josef sørgede for at Jesus kom til Jerusalem. Til forældres mandat i dag hører også, at de sørger for at børnene kommer med til kirke og opdrages i den kristne tro og lærer de kristne skikke og traditioner at kende. Her kniber det desværre gevaldigt for mange danske forældre.  Som forældre må vi også interessere os for hvilket rejseselskab, børnene befinder sig i på livets vej. Børnene har behov for mere end tøj og mad og farve-TV på værelset. Det glemmer danske forældre måske snarere. Maria og Josef var faktisk forbilledlige i deres omsorg, for da de opdagede at han ikke var med, var de ængstelige og ledte efter ham, til de fandt ham. At en 12-årig tilbragte en hel dag med sine kammerater, kan der jo ikke indvendes noget imod. Og teksten stiller også lydighed op som ideal ? Lærer børn i dag at være lydige mod forældre ?  Det er som bekendt et endetidstegn, at børn bliver ulydige mod forældre, men prædikenens opgave er næppe det at pege på tidens problemer og sædernes forfald, ej heller at aflæse tiden på Guds ur. Derimod er denne søndag en god anledning til at holde forældre fast på deres gudgivne mandat. Også på den forpligtelse de har til simpelthen at mande sig op og sætte sig i respekt hos deres små guldklumper. Gud vil ikke, at mennesker skal blive ved med at være forkælede unger. Vi skal være som børn overfor Gud, javel, men apostelen taler også om, at vi skal vokse op til mands modenhed.

Om at “gå frem” som kristne: I hele folkekirkens forkyndelse siden 1925 har det været et problem at tale om vækst og fremgang, og det gælder ikke bare den tidehvervsk-influerede side af kirken. Refleksmæssigt løftes det indre gule kort og brynene rynkes, hvis en prædikant begynder at tale om vækst og fremgang i troen. Også selvom han blot vil tage det alvorligt fra prædikestolen, som hver søndag bedes i kirkebønnen: At jeg må forbedre mig i et helligt liv og levned. De gamle lutherske fædre havde ikke nutidens problem med at tale om vækst og fremgang, og Mattæus havde, så lidt som de øvrige apostle, været igennem den tidehvervske mølle. Han skriver uden skrupler, at den unge Jesus gik frem i vækst og visdom og yndest hos Gud og mennesker. Der er også i dag noget, der hedder helliggørelse – at vi kan og skal vokse i tro og lydighed; at vi skal jage efter helliggørelse; at konkrete synder kan overvindes; at menneskehjerter kan forvandles indefra; at egoister begynder at vaske andres fødder; at bøller vender den anden kind til. Det er ikke umuligt for den Almægtige Gud. Det er ikke engang herlighedsteologi, men god luthersk lære.

Man kan gøre meget grin af nytårsforsætter og målsætninger, men mennesket har dog fået betroet den gave fra Gud, at vi faktisk kan sætte os mål, lægge planer og arbejde for at nå dem. På det menneskelige plan kan man nå langt med klare mål og en målbevidst indsats – og sætter man sig ingen mål for det nye år, kommer man nok heller ingen vegne. Men for at vore planer og mål også bliver de rette mål, har vi brug for Guds ord. Jesus var i sin fars hus, drøftede Guds tanker med de lærde og derfor “gik han frem i visdom og vækst og yndest” – vi må også være i fællesskabet med andre troende og arbejde med Guds ord, for at lære Guds vej med os bedre at kende.

Her ved årets begyndelse tænker mange nok fremad, og lægger planer. Det kan – ligesom lektie og epistel også lægger op til det – være en anledning til at tale tematisk om Guds ledelse: Gud leder for det første generelt: Gennem sit ord og sine bud har han tilkendegivet det som sin generelle vilje for alle børn, at de skal ære deres far og mor. Det gjorde Jesus normalt på den normale måde: At være lydig mod dem. Men i Jerusalems tempel var Jesus under en individuel ledelse, fordi han havde en særlig opgave. Derfor blev han hos de lærde og lyttede til Guds ord. Når det gælder Guds ledelse af mennesker i dag, er der god grund til at understrege, at Gud leder generelt ved sit ord og sine bud. Det er faktisk stadig en usvigelig sikker kilde til viden om Guds vilje, hvad “der står skrevet”. Når det gælder de mere specielle livsvalg (erhvervsvalg, skifte til nyt præsteembede, valg af kæreste ?) er det godt at gøre som Jesus: Søge råd hos ældre erfarne kristne, lytte til Guds ord, bede og være stille. Så har man den bedste baggrund for at vælge, når man skal vælge. Vælge skal vi og det er os, der skal gøre det. Vort livs styrepind er ikke deponeret hos stjernerne. Man kan heller ikke med rette nynne med på det danske omkvæd: “Det er samfundets skyld”. Ansvaret for det nye år er langt på vej lagt i vore hænder af Gud og derfor skal vi ofte vælge.

Maria og Josef var ikke lige ved at glemme Jesus, men problemet er, at mange i dag er lige ved at glemme ham. I den troende menighed glemmer vi ham jo nok ikke af navn, men vi kan let glemme at tage Jesus med i vores hverdagsliv, morgen og aften, ferietid og arbejde, glæde og sorg. Hvis vi så må erkende, at vi valgte forkert i en bestemt situation og kom ind på en forkert vej, så må vi – som Maria og Josef – afbryde kursen, vende tilbage til templet og opsøge Jesus der. Når vi finder ham, så finder vi ham ikke som en 12-årig dreng, men som en opstanden og himmelfaren Frelser. Så vi må bekende vores fejlttrin for ham og han vil tilgive os vores synd; han vil lade os begynde forfra, lover at være ved vores side og beder for os fra sin himmel.

Salmeforslag: 666, 20, 121, – 120, 385