1. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække

Tekstbemærkninger

Den historiske baggrund for Lukas’ beretning er jødernes pilgrimstradition på det andet tempels tid. I forbindelse med de tre valfartsfester (påsken, pinsen/shavuot og løvhyttefesten) drog jøder fra hele verden i tusindtal op til templet i Jerusalem (jf. 2 Mos 23,14-17).

Templets rolle i de fleste jøders liv kan næppe overvurderes. De årlige pilgrimsrejser var et konkret udslag af templets store betydning i jødisk tankegang. Dertil kom, at de fleste jøder – også i diasporaen – hvert år betalte halv-shekel-skatten til templets drift. Desuden rejste mange diaspora-jøder til Jerusalem for kortere eller længere tid for at studere eller for at blive begravet i byen.

Længslen og den følelsesmæssige tilknytning til templet i Jerusalem er godt illustreret i GT-læsningen fra Sl 84.

Den teologiske hovedpointe med dette afsnit i Lukasevangeliet er Jesu selvåbenbaring. Tidligere i evangeliet har Lukas refereret en lang række vidnesbyrd om, hvem Jesus er – nemlig fra Gabriel, Elisabeth, Zakarias, englene, hyrderne, Simeon og Anna. Men Jesus selv har – i sagens natur – været tavs. Nu er han blevet 12 år og benytter den anledning, som et ophold i Jerusalem gav, til selv for første gang at åbenbare sin identitet.

Han gør det både gennem sine handlinger (at han blev i templet, og den indsigt han deltog i samtalerne i templet med) og gennem sine ord til Josef og Maria: »jeg bør være hos min fader«. Både handlinger og ord åbenbarer Jesu bevidsthed om, at hans egentlige far er Gud og ikke Josef (hvad der dog ikke får ham til at droppe sin forpligtelse over for Josef, jf. v 51).

Dermed kommer beretningen til i Lukasevangeliet at danne overgangen mellem beretningerne om Jesu fødsel og beretningerne om hans offentlige virke.

Prædikenansats

Teksten indeholder flere forskellige aspekter, der hver for sig kan lægge op til en prædiken. Den mest direkte udfoldelse af tekstens hovedtema er en prædiken om Jesu selvforståelse som Guds søn. Men da det måske for nogle let kan ende i for megen gentagelse af ting, der allerede er blevet udfoldet i ugerne siden jul, har jeg valgt også at anføre et par andre aspekter, som jeg selv brugt som udgangspunkt for prædikener over denne tekst:

1) Jesu guddomsvæsen åbenbaret gennem hans egne handlinger og ord

Teksten lægger op til et prædiken-opgør med forestillingen om, at Jesus bare var et menneske og først senere af disciplene blev gjort til Kristus. Jesu Messias-bevidsthed er et vigtigt tema.

I mødet med Jesus står vi over for et valg uden kompromismuligheder: Enten anerkender vi med alt i os, at Jesus er Guds søn og derfor har krav på hele vores tilbedelse og lydighed. Eller også gør vi Jesus til en løgner og bedrager. Her levnes ikke plads til forestillingen om, at Jesus var et stort menneske, som vi selv frit kan vælge i hvor høj grad vi ønsker at have som forbillede.

2) Josef og Maria som eksempel: Formaning til at lade troen præge vores liv

Udgangspunkt: Jesu undrende spørgsmål til Josef og Maria: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (v 49)

Baggrund: Josef og Maria burde strengt taget have vidst bedre. De vidste jo, hvem Jesus var:

– De vidste, at han var Guds søn, for det havde Gabriel sagt 13 år tidligere.

– De vidste, at han var født, uden at Maria havde været i seng med nogen.

– De vidste fra hyrderne, at hele engle-verdenen havde jublet over hans fødsel (2,17-19).

– De havde selv oplevet vismændene tilbede barnet.

– De vidste, hvad den gamle Simeon og den gamle Anna havde sagt 12 år tidligere i templet (2,33).

Pointe: Josef og Maria er eksempler på troende mennesker. De har oplevet store ting med Gud for år tilbage. De ved, hvem Jesus er. Men i denne hverdagssituation møder vi dem, som mennesker, der ikke forstår Jesus (v 50) og ikke er i stand til at handle ud fra deres tro. De vidste, at Jesus er verdens konge, der har al magt, alligevel var de ængstelige for ham. De vidste, at Jesus er Guds søn, alligevel ledte de ikke efter ham i Guds tempel.

Vi står i samme kamp mellem vores tro og hverdagslivet med dets store eller små problemer. Vi tror – men forstår alligevel ikke altid Gud. Vi tror, at Jesus hører bønner – men glemmer tit at bede. Vi tror, at han har al magt, og at vi er i hans hænder – men er alligevel ængstelige. Vi tror, at Jesus er menneskers eneste håb – men undlader alligevel ofte at fortælle andre om ham. Og så videre.

3. Templet som sammenligningspunkt: Jødernes tempel – vores tempel

Udgangspunkt: Templets betydning for jøderne – en betydning, som Jesus tilslutter sig med ordene om, at det at være i templet er det samme som at »være hos min fader« (v 49).

Tilknytningspunkt: Vi har ikke noget tempel – hvad så med os?

Jo, NT taler også om et tempel for os kristne, tilmed i tre forskellige udgaver:

a) Hver enkelt troende er et tempel for Guds ånd (1 Kor 3,16f). Jf. formaningen til at bringe vores legemer som et offer (Rom 12,1).

b) Den kristne menighed er Guds tempel (1 Tim 3,15).

c) Den nye jord vil i total forstand blive Guds tempel, Guds bolig (Åb 21,1ff).

Salmeforslag
741 – 411 – 139 // 54 (prædikenforslag 2: 576; prædikenforslag 3: 323) – 345