1. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække
1. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække
Teksterne
Vers 2 udgør på samme måde som Salme 73 vers 1 en slags overskrift over salmen, det er den sandhed, som salmen vil slå fast.
En salme, der lovpriser helligdommen, Guds bolig på Zion. En pilgrimslovsang efter ankomsten til Jerusalem og templet, jfr. vers 3 og 6-8. Selvom meningen tydeligvis er helligdommen, så var de troende også dengang godt klar over, at Gud ikke boede i templer, gjorte med hænder, ja, end ikke himlene kan rumme ham, jfr. 1 Kong 8,27-29. Nej, templet er det sted, hvor Guds navn bor.
Og Guds hus er det sted, hvor Gud mødes med et menneske, derfor længes en troende efter at være der, det er et naturligt behov. Det svarer til, at Jesus i evangeliet til i dag siger, at han ”bør” være i sin Faders hus, det var for ham en livsnødvendighed.
I vers 7 og 8 træder den bogstavelige opfattelse af rejsen i baggrunden for den mere billedlige, vandringen i troen. Den, der lever i tro bliver til velsignelse og vokser selv i nåde. Den, som tror, vandrer mod målet og bevares i Guds kraft, jfr. 1 Pet 1, 4-5.
Salmen kan sammenfattes i dette, at i Guds hus har de troende deres hjem.
Paulus appellerer til lydighed mod Kristus, og han slår på villigheden, den rette indstilling. Paulus ønsker at understrege overfor menigheden i Rom, at hvis de har forstået hans undervisning rigtigt, så ved de også, at denne kundskab vil give sig udslag i en vandring med Gud. Det handler om helliggørelse, jfr. 1 Tess 5,23-24.
Der skal simpelthen en omvendelse til, en forvandling, en fornyelse, en forandring også af sindet. Og det kan kun Ånden udvirke, jfr. 2 Kor 3,18.
Denne indre forvandling vil ændre vore livsvaner, så vi bliver bevaret mod verdsligheden.
Al trang til selvros må forstumme og forsvinde, det handler derimod om beskedenhed og ydmyghed.
Alle vore lemmer har deres specielle plads og er brugbare lige præcis der, hvor de hører hjemme. De danner tilsammen en harmonisk énhed. Sådan forholder det sig også med tjenesterne i menigheden, jfr. 1 Kor 12, 4-31 og Ef 4,25.
For at legemet kan udføre sine funktioner på den rigtige måde, må ethvert lem være fuldstændig klar over sin gave og tjeneste. Vi udgør tilsammen mange lemmer og sørger dermed for den indbyrdes forbindelse mellem lemmerne. Alle tjenester og gaver tjener helheden.
Den kendte beretning om Jesus som 12-årig i templet, hvor han spørger alle lærerne ud, og hvor de forundres over hans forstand og svar.
Jesu forældre, der tager det som en selvfølge, at han er med i rejsefølget, men det var han altså ikke og de fandt ham først efter 3 dage og bebrejdede ham mildt, at han ikke havde været der, og at de havde ledt efter ham med smerte.
Og så kommer de berømte ord: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader”? Og det burde de have kunnet sagt sig selv, men som der står i teksten, så forstod de det simpelthen ikke, men de spurgte heller mere ind til det, og nu fulgte Jesus med dem og var lydig imod dem.
Men hvorfor vidste de det ikke? Jamen, det ved jeg ikke, og vi kan nemt bebrejde dem, men i virkeligheden handler det om at kende sin plads.
Man kunne holde en temaprædiken over hvad en gudstjeneste er jfr. Sl 84, GT – læsningen.
Eller foretage en rejse gennem gudstjenesten. Det har vi sommetider haft. Vi begynder med klokkeringningen, hvad er det og hvorfor og sådan går det hele vejen igennem. Måske var det oplagt til denne søndag.
Det handler i hvert fald om lydigheden mod kaldet, det handler om tjenesten og opgaven med at forkynde evangeliet, vi bør alle være i vor Faders hus søndag morgen.
Salmevalg
411 Hyggelig, rolig.
318 Stiftet Guds Søn.
309 Bøj, o Helligånd, os alle.
68 Se, hvilket menneske.
424 I Herrens hus er godt at bo.