1. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække

Guds åbenbaring i sin helligdom

Epifanien foregribes i Salme 84, der viser hen til, hvor fantastisk det er at være til gudstjeneste, fordi Herrens nærvær bliver forkyndt i liturgien. Hele den forventning og den forberedelse, som udtrykkes i festrejsen op til Jerusalem for at fejre påskefest for Herrens åsyn, kommer måske ikke helt til udtryk i vores sædvanlige søndagsforberedelser, men en lille afglans er der måske i tiden op til jul, hvis det hele ikke drukner i bekymringer og fed mad.
Men netop i gudstjenesten, hvor vi sidder under forkyndelsen af Guds ord, kan man opleve hvorledes Guds ånd arbejder. De ret så almindelige danske ord formes og dannes forunderligt af Helligånden, så vi oplever Guds nærvær i sin kirke.
Ser vi nøgternt på det, hørte vi måske kun om et stort barn, som havde en speciel oplevelse af guddommelig visdom i samtalen med de skriftlærte i helligdommen; men ser vi med troens øje, oplever vi, hvorledes ethvert Guds barn finder sig hjemme, når det oplever Guds nærvær. Vi kan ligefrem overvældes af Guds bamhjertighed og nåde og det legemlige fællesskab med Kristus i Ordet, dåben og nadveren. I et blik ser vi med Jesus, hvor godt det er at kende Gud som ”Vor Fader i himlene”, og vi kan som Jesus sætte dette faderforhold over ethvert forældreforhold her på jord. Derfor forstår vi med hjertet dem, som anerkender et åndeligt kald til at forblive i denne sfære og vælger en tilværelse i et kloster eller en præstetjeneste.
Der er dog først og fremmest en forunderlig visdom i det, at Jesus vælger at følge sine forældre og lyde dem. Den visdom og den forjættelse, der kommer til udtryk i budet om at ære sin fader og sin moder, for at vi må få et langt liv i det, som Gud allerede har givet os.

Vi kunne også se det fra en mere jordnær vinkel, den som er Josefs og Marias, de bekymrede forældre, som på bedste måde forsøger at leve op til deres forældreansvar. De havde mere konkret end andre modtaget et barn fra Gud, et ansvar for at tage vare på Guds frelse, og så var han pludselig blevet borte for dem, der hvor de troede sig mest sikre.

Prædikenudkast jfr. C H Martling: Mitt i verkligheten:

At søge Jesus og at finde

Man kan søge som vismændene, for de havde set hans stjerne, og ville ære ham.
Man kan søge som Herodes, for at gøre det modsatte.
Der er mange vidnesbyrd i evangelierne om mennesker som søgte ham. Nogle fandt ham, andre gjorde det ikke.

Kun den der savner Jesus, finder ham
Josef og Maria blev opmærksomme på at de manglede Jesus, så de søgte blandt familie og venner på vejen, og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem.
Hvor var han, som de troede var med dem på vejen? Umærkeligt var han blevet borte for dem på turen, de var jo så mange.
Nu kunne de så enten gå videre, det hele skal nok gå, eller lade deres savn vække dem, så de kom i gang med at søge.
Kun den, der savner begynder at søge, kun den vågne kender sit savn.

Kun den som søger Jesus, finder ham

Josef og Maria søgte på vejen, for den, som søger, skal finde, men de søgte ikke det rette sted. De, som søger, kan have det svært, for det kan tage tid, når man ikke søger det rette sted. Man kan blive både frygtsom og såret på vejen, eller give op pga. mismod efter kort tid.   Det var først på tredjedagen at de fandt Jesus. Men de fandt ham i Faderens hus, for der havde han hele tiden været. Tænk, at de ikke havde indset det.

Kun den som finder Jesus, ser hans herlighed
Lærerne i templet anede hans herlighed. De undrede sig over hans indsigt og svar; men de forstod ikke hvem han var. Det gjorde hans disciple heller ikke, men nogle af dem anede det.   Netop i templet åbenbaredes den herlighed, som Sønnen har fra sin Fader. Josef og Maria forstod det heller ikke, men det, de oplevede på tredjedagen, blev bekræftet på Tredjedagen.
Søg Herren, for kun den, der finder ham, skal se hans herlighed. At Herren findes overalt betyder ikke at vi skal undlade at søge Ham dér, hvor han bor. Derfra vil Han følge os hele vejen hjem.

1        Guds menighed syng
411     Hyggelig, rolig
391     Dit ord, o Gud
——
139     Hvor stor er dog den glæde
67      Jeg så ham som barn