1. søndag efter helligtrekonger – 2. tekstrække

Der står en barnevogn uden for en forretning.
En lille, nyfødt ligger og sover, mens mor er inde i forretningen for at kigge på udsalgsvarer.
Hun har sat et rødt hjerte på barnevognen.
”Rør mig ikke!”, står der på det.

Man forstår godt moderens frygt.
Barnet er hendes.
Hun har båret det, født det, næret det.
Givet det liv og omsorg og kærlighed.
Barnet og hun er to.
Og dog på en særlig måde ét.

”Rør mig ikke”.
For ingen forældre kan miste et barn uden at miste noget af sig selv.

****

De bar nogle små børn hen til Jesus for at han skulle røre ved dem, læste vi.
Hvorfor ville mødrene have Jesus til at røre ved deres børn?
Fordi de vidste, at i hans hænder var der kærlighed.
Velsignelse.
Guds kraft.
De havde selv hørt det og set det: Lagde han hænderne på en syg, blev den syge rask.

Rør ved mit barn, Jesus, råbte de.
Giv det kærligheden fra Gud.
Hvad gjorde Jesus, da de kom?
Han trodsede sine disciple, der så børnene som fredsforstyrrer.
Så tog dem i favn.

Mon ikke vi alle sidder med en erfaring af at blive taget i favn?
En dag, hvor skoledagen var alt for lang.
Der var nogle, der drillede.
Eller man blev hørt, og kunne ikke sin ting ordentlig.
Eller måske var der én, man ville lege med, der ikke kunne.
Eller man var faldet og havde slået sig.

Så at komme hjem.
Krybe ind i en favn.
Sidde der lidt.
Føle varmen.
Vide, at her er jeg sikker.
Her er jeg elsket.
Uden forbehold.
Uden spørgsmål.
Bare elsket.

Jesus tog de små børn i favn.
Men sin krops varme udtrykte han: Her er du elsket, barn.
Så lagde han hænder på barnets hoved.
Han sagde de gamle, prøvede ord.
”Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.”

Og barnet og dets mor, vidste hvad det betød.
De havde lige set det i Jesu favntag.
Det betød:
Her er du elsket, barn.
Uden forbehold.
Uden spørgsmål.
Bare elsket.

*********

Tilbage til barnevognen uden for forretningen med skiltet: Rør mig ikke.
Og til sætningen: De var nogle små børn hen til Jesus for at han skulle røre ved dem.
Jeg kan ikke lade være med i dag at spørge: Har vi i alt for mange år i vores land – i både samfund og kirke – lidt af angst for berøring med det guddommelige?
Har vi alt for længe sat et ”rør mig ikke, Gud” skilt op?
Vi er ganske vist kommet med vore børn – som mødrene dengang.
Måske kommer vi endda selv i kirke!
Men vil vi derfor Guds berøring i vores liv?
Ønsker vi Guds virkelighed, Guds favntag?

Der har i alt fald været en berøringsangst for det guddommelige i kirken i de sidste 100 år.
Teksten i dag hører til dåbsritualet.
Da man i 1912 skulle nyformulere dåbsritualet, valgte man bevidst at springe den første sætning over.
Man læste ikke sætningen: ”De bar nogle små børn hen til Jesus for at han skulle røre ved dem.”
Teologen P.G. Lindhardt skriver et sted om begrundelsen for det.
Det var for meget, skriver han.
Det blev for virkeligt.
Det mindede om magien og al dens væsen.
At Jesus holdt af de små var til at have med at gøre.
Men at han rørte ved dem og dermed konkret gav den guddommelige kraft videre – det var for meget.

Berøringsangsten for det guddommelige hænger sammen med den fremherskende teologi i sidste århundrede.
En berømt teolog fremsatte en tese, der lød: Kristendommen er ikke religion.
Alle andre religioner er religion.
Kristendommen er derimod noget andet.
Det overnaturlige i religionerne hører ikke til her.
Her handler det derimod om Ordet.
Ikke om berøring og kropslighed og følelser og erfaring.

Men også på anden måde fandt berøringsangsten for det guddommelige ind i gudstjenesten.
Gudstjenesten blev mere end nogensinde en ordets gudstjeneste.
Ordet, der tolkede livet, blev centrum.
Den intellektuelle tilegnelse af præstens prædiken blev det vigtigste.
Gudstjeneste blev livstolkning, snarere end Guds-dyrkelse.
De rigtige præster af denne skole undlod at løfte hænderne ved velsignelse for at understrege, at det er ordet alene, det drejer sig om.
Hænderne der løftes som tegn på Guds berøring med den enkelte, hører ikke til her!

Kirkemusikken fulgte med, naturligvis.
Gudstjenestens toner blev renset for det, der kunne fremkalde følelser.
Den romantiske, medrivende musik blev erstattet af melodier, der var mere nøgterne.
Salmer, der var blevet sunget på komponistens Barnekows melodier, fik nye, mere stilrene og nøgterne af Laub.
Guds berøring, så det kan sanses i musikkens virkemidler, hører ikke til.

Ser jeg fejl, når jeg i det alt sammen ser en angst for Guds berøring?
Et ”rør mig ikke, Gud” – skilt.
”Kom ikke for tæt på mig”.
Giv mig en livstolkning, for det har jeg brug for.
Men ikke en tro, ikke en religion.

Men mødrene på Jesu tid kom til Jesus for at han skulle røre ved deres børn.
De bad ham ikke om gode ord.
De bad ham røre ved deres børn.

”De bar nogle små børn hen til Jesus for at han skulle røre ved dem.”
På en særlig måde kan disse ord næste stå for, hvad mange længes efter i dag.
Tiden i dag er på den anden siden af religionsforskrækkelsen.
At være ateist er nærmest flovt i dag.
At mennesker har religiøse forestillinger og oplevelser er en selvfølgelighed.
Derfor længes mennesker også efter Guds berøring i kirken.

Det er betegnende, at folk tit strømmer til gudstjenester, hvor præsten ikke prædiker.
Hvor det er musikken, der taler, f.eks.
Eller symbolerne.
Lystænding finder ind i kirkerne – som et konkret symbol og erfaring af, at mørket ikke har al magt.
Og at Gud hører min bøn.
Ordet alene er ikke nok længere.
Hjertet skal med, følelserne, erfaringen.
Gud skal kunne mærkes.
Som børnene på Jesu tid mærkede hans favntag og derfor vidste, hvad ordene betød.
Og finder danskeren ikke den guddommelige berøring i kirken i dag, går han andre steder hen.
Og ofte går han vild eller får berøring med den åndelige virkelighed i kræfter, der ikke vil det gode.
Der ikke er kærlighed og favntag som Jesus Kristus, men ondskab og ødelæggelse.

Hvor er kirken i alt dette?
I det samfund, der længes efter den guddommelige berøring.
Hvad skal kirken?

Vi skal for det første pege på, at kristentro handler om guddommelig virkelighed.
At kristentro handler om Guds berøring.
Julens budskab er jo netop, at Gud rørte ved jorden.
Gud selv kom i et barn.
Gud selv, der boede i menneskekrop.
Han var menneske.
Gud led og døde.

Hvis ikke det er guddommelig berøring med menneskelivet, hvad er det så?
Kristentro er netop troen på, at Gud er nær.

Vi skal for det andet pege på, at sakramenterne dåb og nadver i handlingens form vil sige til os: Den Gud, der blev menneske i Jesus Kristus, er også dig nær.
Som han blev menneske dengang og rørte ved jorden, rører han ved dig.
Som han tog de små i favn, tager han dig i favn.

Han rører dig  i dåben – virkeligt!
Det er Jesu legeme og blod, du får i nadveren – virkeligt!
Det er ikke bare symboler, der tolkes med et ord.
Det er guddommelig virkelighed og kraft.
Det er Guds ånd, der skræmmer alle dæmoner bort.
Det er Guds kraft, der kærligt omfavner dig og beskytter dig.

På samme måde er korsets tegn ikke bare et slag i luften.
Hele Guds virkelighed i Kristi kors ligger bag.
Det er derfor den klassiske dåbsteologi tolker korstegningen i forbindelse med dåben som en dæmon uddrivelse.
Guds åndelige kraft ligger i korset.

Vi skal for det tredje komme væk fra berøringsangsten med det guddommelig i den måde vi holder gudstjeneste på.
I respekt for den gode, lutherske tradition, vi har, skal vi vove at arbejde på en gudstjeneste og gudsdyrkelse, der ikke blot taler om Gud, men som også sanser Gud.

*****

”De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem.”

I Finderup kirke ved Skjern er der et pragtfuldt alterbillede af Jesus og børnene.
Billedet helt traditionelt og ikke på nogen måde nogen, der  kunstnerisk er værd at tale om.
Jesus er malet som mange andre stedet, i tøj med lange gevanter. Men børnene!
Børnene gør billedet specielt og værd at tale om.
Først når man har set lidt på billedet, går det op for én.
Børnene er jo danske!
Én er lyshåret.
En anden er rødhåret.
Deres tøj er tøj fra den tid, maleren levede i.
Det giver en spændene kombination i billedet: Jesus, malet så han hører hjemme for 2000 år siden.
Børnene, der er samtidige med maleren.
Det er den levende Jesus, som vi læser og hører om, der som nutidig, åndelig virkelighed og tager børnene i favn.

”De bar nogle små børn hen til Jesus for at han skulle røre ved dem”.
Sådan læste vi om mødrene på Jesu tid.
Og i denne gudstjeneste begyndte vi med at bede i den første salme:

”Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd.
Jesus, som dybet i hjerterne kender,
Læg på vort hoved din kærlige hånd.”

Lad os bede sådan som kvinderne dengang bad for deres børn.
For os.
Kom og rør ved os, Kristus!

Amen.