1. søndag efter påske – 2. tekstrække

“Den Søndag Qvasi modò geniti, som er den første Søndag efter Paaske, skal Prædikes om Kirkens og det Hellige Embedis Magt og Myndighed”.
Sådan står der i Danmarks og Norges Kirkeritual fra 1685. Det er søndagen, hvor 1. tekstrække handler om disciplene, der holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, og som så får besøg af Jesus, der byder dem sin fred og ordinerer dem til præster i den kirke, som dødsrigets porte ikke skal få magt over.
Den tvivlende Thomas havde forsømt søndagsgudstjenesten den dag, og det er jo en vanvittig risiko at løbe, når Herren selv har sat os stævne der! Men søndagen efter får han det møde med den opstandne, som også indsætter ham i rækken af de apostolske vidner, som bekender “Min Herre og min Gud”, og som har mandat fra Herren selv til at forlade synder og nægte de ubodfærdige syndernes forladelse.
Også for apostlen Peter kom der et sådant møde. Også han er et lille, svagt menneske, der har fornægtet sin herre og mester tre gange, men som nu får det møde med den opstandne, levende frelser, der genindsætter ham som hyrde (pastor). For at kunne bestride denne post er det vigtigt, at han kender sig selv og sin begrænsning. Det gør Peter nu! Før veg han ikke tilbage for at bruge store ord, når han frimodigt proklamerede, at han var rede til at gå i døden for Jesu skyld. Der kom en lille tjenestepige på tværs, og da Peter hørte hanen gale, og så ind i Jesu bedrøvede øjne, var han sat på plads. Han, som troede, at han elskede Jesus højere end alle andre, havde nu bandet på, at han ikke kendte ham! Han er afsløret som en synder, og netop derfor ved han nu, at han ikke kan undvære Jesus (“Herre, jeg er dig ikke værd, men jeg kan ikke være dig foruden…”). Da Jesus tre gange spørger efter hans kærlighed, svarer han ikke nej, sådan som man skulle forvente. Netop fordi han er en synder, elsker han ham, der er kommet for at opsøge og frelse det fortabte! Da Jesus tredje gang spørger om hans kærlighed, bøjer Peter beskæmmet hovedet og siger: “Herre, du ved alt…” Du ved, hvad jeg har gjort! Du ved, at jeg har det med at tage store ord i min mund, og så løber det alligevel ud i sandet, når det kommer til stykket. Men du ved også noget andet, Herre. Du ved, at jeg ikke kan undvære dig…

Se, det er den første forudsætning for at kunne være kristen, ligesom det også er den første forudsætning for at kunne være præst i Guds kirke! “Hvis du tror, du er en stor prædikant, skal du bare tage ud til Padesø Kirke!” Sådan sagde den gamle sognepræst til mig, da jeg som helt grøn kapellan kom til Vissenbjerg på Fyn i 1974, og han fik ret! Dér prøvede jeg en juledag at holde højmesse for en enkelt kirkegænger, og en anden gang var det min 6-årige datter, som var den eneste ved skriftemål og altergang! Tror du, at du selv er noget stort og fremragende, er det godt at blive pillet ned. Tror du på dine egne evner og kvaliteter, har du ikke øjnene åbne for, at din duelighed kommer fra Gud (2. Kor. 3,5-6), og at hans magt udfolder sig, hvor du er svag (2. Kor. 12,9).
Når det så er sagt, skal det ikke glemmes, at kærligheden til Jesus Kristus er en forudsætning for at følge i hans spor. Den kærlighed, som kun fås ved at være i hans nærhed. “Elsker du mig mere end de andre?” spørger Jesus. Eller måske skal det oversættes: “over alt andet”? Peter havde forsikret, at sådan var det. Nu vover han ikke længere at bruge store ord! Alligevel elsker han sin herre, og det er også nødvendigt. Den, som skal være hyrde for Herrens får, må elske Jesus – også når det drejer sig om at følge ham på den vej, hvor det koster. Om de første kristne martyrer siger Kaj Munk disse ord: “De elskede Kristus sådan, at intet offer til ham var dem for stort”, og det er det, han så kalder Kirkens næststørste klenodie, altså at der er mennesker, som følger ham i liv og i død. Peter får at vide, at der var engang, hvor han kunne gå, hvor han selv ville. Der kommer en dag, hvor der bliver anderledes. Da vil han blive ført derhen, hvor han ikke vil, nemlig til martyrdøden.
“Vogt mine lam!” siger Jesus til Peter. Det betyder: Sørg for, at de får den føde, de skal leve af.
“Følg mig!” lød det til Peter, da han første gang hørte Jesu kald. “Følg mig!” lyder det til ham nu, hvor han indvies til sin præstegerning, apostolatet, der ender med døden på et kors. “Følg mig!” lyder det til os, der er sat til at være hyrder i hans kirke i dag. Præstegerningen er ikke et job, men et kald!

1. søndag efter påske er også Hvide Søndag. Påskenat var der mennesker, som var blevet døbt til at tilhøre Kristus, og som dermed havde iført sig hvide dragter. Hvide Søndag mødte de for første gang op igen uden disse hvide dragter. Dåbens hvide dragt – det at være iført Kristus og hans retfærdighed – bar de nu i hjertet og nu skulle den bæres ud i hverdagen, så det kendes på dem, at de er lysets børn, og at natten nu er omme (DS 367 v. 1).
Det må også for os være en prædiken om det nye liv, vi har fået skænket takket være påsken, og som betyder, at vi er Herrens hellige (GT-læsningen), hans vidner (det almindelige præstedømme), der ikke skal se forrådnelse, men mættes af glæde for Herrens ansigt (jævnfør lektien fra Apostlenes Gerninger). Og på samme måde må det for os være en prædiken om den nådegave, vi fik fra Gud ved ordinationen, og som vi må lade flamme op (2. Tim. 1,6).

Salmer:
367 – 320 – 337 / 293 – 388 – 318.