1. søndag efter påske – 2. tekstrække

Til søndagen.

De første kristne valgte at fejre Jesu opstandelse, ikke som en årlig begivenhed, men som en ugentlig begivenhed. Den første dag i ugen blev Herrens dag (Åb1,10) i en hel speciel forstand, og siden da har kirken holdt en ugentlig glædesfest på Jesu opstandelsesdag. Samtidig er hver søndag en ugentlig anledning til at reflektere over påskens betydning. Dette ses tydeligt frem i tekstvalget til denne søndag.

Til teksterne.

GT-læsningen er et lille udpluk fra Es 43. Konteksten hos profeten Esajas er, at Gud vil føre sit udvalgte folk gennem dom og lidelse og landflygtighed. Men efter dommen er der en ny begyndelse, hvor Gud vil åbenbare sig selv som Israels befrier i enestående forstand. Esajas bruger ord fra den centrale frelsesbegivenhed i GT, udvandringen fra Ægypten. Guds fremtidige indgreb gennem sin tjener skal genoprette alt det, der er gået skævt i folkets historie, ja gået skævt i menneskehedens historie fra syndefaldets dag. Og gennem det, der sker med Israel, skal Gud vise menneskeheden det inderste af sit væsen, at han er frelseren, befrieren. Som dem, der erfarer Guds suveræne indgreb, bliver folket vidner, der af egen erfaring og deres egen livssituation kan fortælle verden, hvem Gud er.

En foreløbig opfyldelse er hjemkomsten fra Babylon, men den egentlige opfyldelse sker, når Herrens tjener lider en stedfortrædende død og derefter ophøjes.

NT-læsningen giver to valgmuligheder. Begge gengiver Peters forkyndelse og viser, hvordan Jesu død og opstandelse bliver det helt centrale tema i Peters forkyndelse. ApG 2,22-28: Det var jer, som dræbte Jesus, siger Peter frygtløst til forsamlingen pinsedag. Men samtidig var det efter Guds plan og forudviden, og det er tydeliggjort 1000 år tidligere af en profetisk udtalelse hos David. 1. Pet 1,17-25: Også her tolkes Jesu død og opstandelse. Jesu blod er den pris, Gud betalte for at købe jer fri fra tomhed og slaveri under afguder. Nu tilhører I jeres befrier, den opstandne Jesus, for som Gud opvakte Kristus, sådan genfødte han jer ved evangeliets forkyndelse. Det gjorde Gud, for at I skulle leve et helligt liv. Før 1992 læste man helt frem til kap 2,3, men de kradse formaninger i v.1-3 var åbenbart for meget af det gode for redaktørerne af alterbogen.

Prædiketeksten sætter fokus på Peter. Jesu tilfangetagelse og lidelse og død var på alle måder en forfærdelig oplevelse også for hans nærmeste disciple. Ikke mindst for Peter, som gennem sin åbenlyse fornægtelse blev konfronteret med sit svigefulde indre på en måde, så han helt brød sammen. Peter var ude ved den tomme grav påskemorgen, men modsat Johannes tyder det ikke på, at han begyndte at tro på Jesu opstandelse dér. Men den opstandne har en særlig hilsen til Peter (Mark 16,7) og senere på dagen viser Jesus sig for Peter, og han bliver det første opstandelsesvidne blandt apostlene (1 Kor 15,5). Nu giver Jesus Peter en mirakuløs fiskefangst (Joh 21,1-14), ligesom han tre år tidligere havde gjort det, da Peter netop var blevet hans discipel (Luk 5,1-11).

Det er baggrunden for dagens tekst, en samtale mellem Jesus og Peter, mens de 10 apostle hører med. Peter har før bedyret sin kærlighed til Jesus, men dengang elskede han en Messiaskonge, som skulle sejre og ikke dø. Nu bliver han spurgt, om han elsker ham, der led, døde og opstod, og derfor er det et nyt spørgsmål for Peter. Det er også en ny Peter, der svarer. Han erklærer Jesus sin kærlighed, men uden stærke ord om, at hans kærlighed er større end de andres. Teksten bruger to græske ord for kærlighed, agapaå og fileå, men de bruges synonymt i sammenhængen. Jesus stiller tre gange de samme spørgsmål til Peter, og de berører Peter dybt, fordi det minder ham og de andre disciple om de tre fornægtelser. Men Peter fastholder, at midt i sin ufuldkomne erkendelse af Guds plan gennem Jesu død og opstandelse og midt i konfrontationen med sit eget svigefulde indre, så er han bundet til Jesus med kærlighedens bånd. Jesu budskab til Peter er dobbelt: For det første stadfæster Jesus, at Peter stadig er hans apostel.  Han, som selv har så meget brug for Jesu kærlighed og tilgivelse, skal fortsat være den, der formidler Jesu ord og gerninger videre til andre. For det andet antyder Jesus, at Peter skal afslutte sit virke som apostel med martyriet. Jesus kender alt, også Peters fremtid. Han kunne have valgt at antyde, at han med tiden skulle blive biskop i Rom, men han vælger at antyde, at han med tiden vil blive martyr. At strække sine arme ud er en allusion til det at blive korsfæstet. Peter skal følge Jesus ved engang selv at blive taget til fange og blive korsfæstet, sådan som kirkefædrene senere har fortalt, at det vitterligt skete i Rom under kejser Neros forfølgelser.

Til prædikenen.

En mulig indledning kunne være at starte med tekstens sidste ord: Følg mig og erindre om det, som Peter nok også huskede på den dag – første fiskefangst og første gang, Jesus sagde til Peter: Følg mig. De tre år i Jesu følge rummer mange eksempler på, at Peter havde en ubændig trang til at løbe foran Jesus med gode forslag til, hvor Jesus burde gå, og hvad kan skulle sige og mene og gøre. Sådan kunne en discipel te sig for 2000 år siden, bilde sig ind, at han var klogere end sin mester!

Nu er Peter en smertelig erfaring rigere. Først ville han absolut ikke, at Jesus skulle til Jerusalem, så ville han kæmpe og dø sammen med Jesus i et heltemodigt opgør med tempelvagternes overmagt, og endelig havde han helt mistet tilliden til Jesu lederskab og benægtet enhver forbindelse med ham. Men Jesu tomme grav og hans opstandelse har overbevist ham om, at der var en guddommelig mening med Getsemane, Pilatus, korset, graven. Tre års læretid i Jesu følge gennemlyses nu af Jesu død og opstandelse. Dette kunne være første punkt i prædikenen – elsker vi Jesus, sådan som han vitterlig har åbenbaret sig i sit ord, den korsfæstede og opstandne, eller elsker vi vores eget ønskebillede af Jesus, hvor vi har frasorteret det mest anstødelige og ubehagelige ved Jesu forkyndelse og virke. Har vi Peters ubændige trang til at løbe foran Jesus?

Hvis første punkt er tekstens Jesus-billede, så kan næste punkt være vores selvbillede.  Peter har sikkert vist noget om sine impulsive og vilde ideer også før påske, men at han så fundamentalt kunne svigte egne og andres forventninger, som det skete i påske, det var ydmygende og pinligt ud over alle grænser. Peter har lært noget om sig selv og hvor galt det kan gå, når en discipel går foran sin mester. Teksten har et særligt budskab til os, hvis selvbillede ind imellem krakelerer. Jesus kan ikke blot bruge nogen, der lejlighedsvis kvajer sig, men også nogen, som svigter på det helt fundamentale plan i det med at være disciple, tilmed svigter på en måde, så hele Jerusalem ved om det.

Er der mere taletid tilbage, så er der en god pointe i, at Jesus tre gange bekræfter, at han fortsat kan bruge Peter som hyrde for menigheden. Fordi Peter selv har en god hyrde i Jesus, kan Jesus bruge ham som hyrde og apostel over for resten af discipelflokken. Og lige siden har Jesus kunnet bruge de mest sære mennesker til at være hyrde for lokalmenigheder. Disse lokale hyrder, som ind imellem tiltales med det latinske ord for hyrde, pastor,  har ind imellem en blakket fortid og også et forvirret fårs evne til at løbe foran den egentlige hyrde. Men hvis de elsker overhyrden, den korsfæstede og opstandne, og ikke kan klare sig uden ham, så kan de bruges i Guds store frelsesplan med verden.

Som afslutning kunne jeg finde på at fremhæve, at det er en ydmyg Peter, vi møder, men ikke en ydmyget Peter. Lige efter denne samtale blander han sig nemlig i noget, der slet ikke kommer ham ved, nemlig hvordan disciplen Johannes skal dø. Euseb fortæller, at Peter bad om at blive korsfæstet med hovedet nedad, fordi han ikke fandt sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Hvorvidt denne anekdote er sand, ved vi ikke. Men sådan som vi kender Peter fra evangelierne, så kunne den godt være sand!

DDS: 224, 234, 341 – 406, 236 under altergangen, 240