1. søndag efter påske – 2. tekstrække

Indledende bemærkninger til forståelsen og tekstarbejdet

GT-læsningen er hentet fra Esajas’ skildring af folkets frelse fra eksilet. Den er en stærk understregning af Guds suverænitet i sin måde at føre sit folk på. Vægten ligger på kontrasten mellem folkets egen synd, svaghed og ulydighed og Guds magt til at føre sin vilje igennem, men som teksten er skåret, kommer den pointe ikke med. Det er ærgerligt, for det hænger ellers meget fint sammen med evangelieteksten.

Epistellæsningen giver naturligt nok ordet til Peter, enten fra pinseprædikenen eller fra hans første brev. Jeg synes, det fortællende perspektiv i ApG-teksten bedst markerer forbindelsen til påsken.

Evangelie-læsningen er det andet af i alt tre afsnit i Joh 21. Spørgsmålet om kapitlets forhold til resten af evangeliet lader jeg ligge her, og jeg bruger i øvrigt synoptiske tekster som »nøgler« til forståelsen, især Mark 14,29 og Luk 7,47.
At der bruges to forskellige verber for »at elske«, er nok blot en sproglig variation, jfr. at Jesus i tredje spørgsmål bruger »Peters« verbum (filein).
Jesu første spørgsmål (»Elsker du mig mere end de andre?«) kan forstås på to måder – enten »Elsker du mig mere, end de andre disciple gør?« eller »Elsker du mig mere end disse ting? (fiskeriet i Genesaret og hele »det gamle liv«). Jeg tror, den første forståelse er rigtig. Peter havde bedyret at ville følge Jesus om så alle andre svigtede, Mark 14,29, og i den forstand sagt, at han elskede Jesus mere end de andre gjorde. Men fornægtelsen havde på en måde »gjort det af med« den form for kærlighed, funderet i offervilje, hvilket Jesus også tydeligt understreger ved at spørge tre gange som en slags »modstykke« til den tredobbelte fornægtelse.

Alligevel giver spørgsmålet god mening i lys af pointen fra Luk 7,47: At den, som får meget tilgivet, elsker meget, mens den, der kun får lidt tilgivet, kun elsker lidt.
Jeg tror ikke, det er dækkende at kalde teksten for en »genindsættelsessamtale«, som om Peter var faldet ud af sin tjeneste (eller ud af troen og nåden) ved sin fornægtelse. Snarere er det et udtryk for en fortsættelse af den omsorg for Peter, Jesus viste gennem hele forløbet ved at bede for ham (Luk 22,32), se på ham ved hanegal (Luk 22,61) og sende en særlig hilsen til ham påskemorgen (Mark 16,7). Peter er en discipel, som fornægter, og det er synd. Men synd, som tilgives, bringer hverken discipelforholdet eller tjenesten til ophør. Tværtimod er det, som den tilgivne synd ligefrem bliver en positiv ressource i tjenesten (og troen), for så vidt som Peters kærlighed til Jesus – og dermed hans tjeneste i menigheden – nu er funderet i tilgivelsen og ikke i hans egen offervilje. Man kan sammenligne med Davids udsagn i Sl 51,15 eller med forfølgeren Paulus’ tjeneste.
Det er værd at lægge mærke til, at Peter ikke »sættes på den bageste kirkebænk« og kun lige får lov at være med. Han opgave er at »vogte« og at »være hyrde«, to hyrde-metaforer, som både signalerer omsorg og beskyttelse.
Forudsigelsen af Peters martyrium i v18f viser tydeligt tilbage til 13,36 med ordene om at følge Jesus. Udtrykket »at række armene ud« refererer sandsynligvis til, at Peter selv skulle korsfæstes, men i alle tilfælde ligger vægten på, at Peter ved denne død skulle herliggøre Gud. Martyriet er set som en del af den tjeneste, Jesus i samtalen bekræfter.

Prædikentemaer
Peters historie (fornægtelsen og den efterfølgende samtale med Jesus) er gribende, og enhver kristen kan umiddelbart identificere sig med Peter, tror jeg. Det er klart indenfor rammerne af tekstens pointe at tale stærkt om Jesu kærlighed til os, der mislykkes, og om hans forunderlige vilje til at begynde forfra med os sådan som den umiddelbart foregående fiskefangst i v3-14 signalerer det. Peter er tilbage ved udgangspunktet i Luk 5.
Alligevel er tekstens fokus Peters tjeneste og lederskab – og hvad dette er funderet i. Det lægger op til en prædiken om, hvad åndeligt lederskab overhovedet er. Man kan bruge tid i prædikenen på at overveje, hvad det gør ved Peters lederskab, at det på den måde er funderet i en kærlighed til Jesus, der udspringer af, at han selv har mødt barmhjertighed. Og sammenligne med andre former for lederskab, der er funderet i lederens styrke eller kvalifikationer eller flid. Et bonmot i den forbindelse er, at en leder, der selv lever af nåden, er en nådig leder, og det er oplagt at inddrage Peters egen anvendelse af hyrdemetaforen om menighedslederne i sit første brev (1 Pet 5,1-4) med dens formaning om ikke at herske over hjorden, og med det sigende udtryk om Jesus, som kaldes »hyrden over alle hyrder«.

Disse overvejelser lægger op til en prædiken, der tager udgangspunkt i Jesu første spørgsmål om at elske ham mere end de andre (gør). Hvad vil det sige? Det troede Peter, han vidste (Mark 14,29), men han gjorde den erfaring, at hans egen styrke ikke slog til som udgangspunkt for hans kærlighed til og tjeneste for Jesus. Derimod får Jesus ham – omsorgsfuldt, næsten nænsomt – til at sætte ord på en anden slags kærlighed til Jesus, nemlig den, der vokser frem af tilgivelsen, jfr. Luk 7,47. Og af den kærlighed til Jesus vokser der et omsorgsfuldt og nænsomt lederskab frem, som har sit fokus i at lede andre (»lammene«, »fårene«) til den samme nåde, som lederen selv lever af, hvor Peters (tilgivne) synd i stedet for at være en bremseklods i tjenesten eller en svækkelse af hans autoritet bliver selve udgangspunktet for overhovedet at have denne opgave.

Salmeforslag
408 er god at begynde med, 186 før prædikenen, 680 efter. Hvis man bruger tekster fra andet end salmebogen kunne Fælles Sang nr. 46 være en mulighed.