1. søndag efter påske – 2. tekstrække

Eksegetiske overvejelser

Med kapitel 20 har Johannes lavet en afslutning på evangeliet, men så føjer han endnu et kapitel til. Det kommer dels til at rumme det indhold, som også de andre evangelier afsluttes med: At budskabet om Jesus Kristus skal udbredes, og dels en imødegåelse af de rygter, der var i omløb om, hvordan det fremover skulle gå disciplene.

Sammen med søndagens øvrige to tekster får vi en stærk centrering om personen Peter, idet vi hører uddrag af hans prædiken på pinsedagen og lytter til hans undervisning i 1 Pet 1, hvor vægten er lagt på de grundlæggende frelsesgaver i Kristus, og på, hvordan de forvaltes i verden: På trods af al menneskelig svaghed og flygtighed, der er som græsset at bygge på, forbliver Herrens ord til evig tid. Den slags kan kun ske i kærlighed.

Budskabet i teksten er genoprettelse. Peter var et af de mennesker, som havde udsigt til at leve resten af sine dage med et billede, der var gået i stykker. Det var ikke billedet af Gud eller Jesus, der var knust, men det var billedet af ham selv. Og det er ikke let at leve videre med et knust selvbillede. Det rummer uendelig meget foragt i sig.

Han havde været fuldstændig overbevist både dengang han ved Cæsarea Filippi (Matt 16) havde bekendt, hvem Jesus er, og da han senere havde udtrykt sin faste hensigt om aldrig at ville svigte sin Herre. Men begge gange havde faldet fra tinderne været af ufattelige dimensioner: ”Vig bag mig, Satan” havde Jesus sagt til ham kort efter den lysende bekendelse, og senere var det hele væltet igen med de tre fornægtelser i ypperstepræstens gård.

Nu møder Jesus dem igen ved søen. Og karakteristisk for hans henvendelse til Peter er, at spørgsmålet om kærligheden falder fra at elske mere end de andre over det at elske til det lidt mere afdæmpede: ”Har du mig kær”. Præcis som Peter var begyndt med at love større standhaftighed end de andre begynder spørgsmålet med om hans kærlighed nu er større end de andres, og de ender måske mere overkommelige til det menneske, hvor skråsikkerheden er blevet mindre.

I Peters svar ligger alle tre gange en henvisning til, at der i Jesu bevidsthed er et kendskab til denne kærlighed hos Peter. Nu er den altså ikke bare udtryk for en skråsikker egenskab hos ham selv, men den kan dybest set kun fastholdes fordi Jesus godt ved om den i forvejen.

Jesu reaktion på svarene er i alle tre tilfælde en henvisning til den opgave, der ligger foran Peter: At tage sig af, vogte og føde dem, som hører Jesus til. En omfattende opgave, som umiddelbart kan overføres på tjenesten som præst.

Genoprettelsen har altså ikke bare det formål, at Peter nu skal få det bedre og så at sige skal komme ovenpå igen, men i samme bevægelse får han pålagt/betroet en helt ufattelig stor opgave. En opgave som han nok først var moden til nu. Først nu har han et kendskab til, hvordan de mennesker har det, som han skal være hyrde for.

Samtalen slutter med et blik ind i fremtiden. At Peter tidligere kunne binde op om sig selv, betyder, at engang kunne han bestemme selv. Udtrykket binde op om sig er hentet fra den situation, hvor man gik rundt med flagrende klæder, men når man så besluttede sig for at gå i gang med et bestemt projekt bandt man tøjet tættere til kroppen og kunne gøre det, man nu skulle. At en anden skal binde op om Peter må betyde, at han ikke længere er sin egen herre, der går i gang med de ting, han nu har besluttet. Han har en anden Herre, der træffer beslutningerne, og det skal i sidste ende føre til, at hans hænder strækkes ud til korsfæstelse præcis som det skete med Jesus.

Imidlertid har forsmædelsen, når den sker som følge af det, Gud sætter i værk, en helt overraskende funktion: Den skal herliggøre Gud. Da Jesus gjorde sit første tegn ved brylluppet i Kana er konklusionen i Joh 2,11, at Jesus åbenbarede sin herlighed. Denne doxa eller tyngde er, hvad Jesus vil bringe til verden, og når evangeliets beretninger slutter, er det med en person, som får til opgave at bringe den herlighed ind i verden ved sit eget liv. Det liv hvori Kristus har taget bolig.

Til prædikenen

To år i træk kunne jeg ikke komme uden om denne tekst i samarbejdet med en gruppe unge, som skulle lave en så nutidig og relevant gudstjeneste som mulig for deres egen aldersgruppe. Erfaringen af det at blive knust var en så eksistentiel virkelighed både for dem og for mange, de kendte, at det var lige præcis hér, vi skulle være, hvis vi ville være relevante – for nu at bruge deres udtryk.

Med det in mente ligger det lige for at fortælle Peters historie med vægt på tinder og dale.

Måske som Carsten Haugaard Nielsen så glimrende gjorde i en prædiken fra 2004. Han begyndte med den første fiskefangst, hvor en stolt fisker havde tænkt sit om den prædikant, der sendte dem på fiskeri, men som endte med at måtte bede ham gå bort og ud af hans liv, for han var en syndig mand. Og videre over Cæsarea og til ypperstepræstens gård.

Carsten skrev bl.a.:

Da måtte Peter sande: Jeg duer ikke! Som discipel er jeg færdig. Ubrugelig.

Bedst at forsøge at glemme det hele, har han vel tænkt.

Både tinderne og dalen. Og så tage tilbage og fiske.

Dér møder vi i dag Peter. Eller rettere: den opstandne Jesus møder Peter.

Det begynder, hvor det engang begyndte for Jesus og Peter.

Jesus siger: Kast garnene ud! Det gjorde de.

Og de kunne ikke trække det ind igen. Fangsten var for tung.

Da går det op for dem, at det er Jesus.

Og Peter ser de fyldte fiskegarn og hører måske allerede deres sprog om en begyndelse, ny som da han blev kaldt første gang.

Elsker du mig, Simon? spørger Jesus ham, da de har spist.

Elsker du mig, mere end de andre?

Hvad skal man svare, hvis man har svigtet den, man elsker?

Hun ved det. Så sætter hun sig lige over for én, ser fast ind i øjnene og spørger: Elsker du mig? Jeg mener, efter det her.

Jeg vil godt vide det. Ærligt. Uden omsvøb.

Elsker du mig. Er det os to, stadig?

Andre indfaldsvinkler
MUS-samtalen, som det forum hvor man så ærligt som muligt skal finde ud af, hvordan den enkelte medarbejder står i forhold til firmaets overordnede strategi. Men mange MUS-samtaler består i at stryge den ansatte med hårene og forklare, hvor god, han eller hun nu er. Hos Jesus kan man ikke feje noget ind under gulvtæppet, for han kender alt. Den vinkel må ende henne i det helt ufattelige: At kunne fortsætte af nåde.

Eller man kan tage afsæt i Tiger Woods eller andre kendisser, hvis ikon er falmet ganske gevaldigt, der forsøger at komme videre med deres tilværelse ved at bruge hele verden som skriftestol…

Salmevalg

408 – 222 v1+8 – 371 / 249 v1-5 – 512