1. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Salmer: 248 – 596 – 598 – 468 – 431 – 591

Hvordan skal vi leve?

Hvad sker der, når vi dør?

Det er de to spørgsmål, som Jesus underviser os om her.

Det er lysende klart ud fra beretningen her.

Vi plejer at kalde denne beretning for en lignelse. Jesus bruger to slags lignelser. Den ene er en billedfortælling, hvor lignelsen punkt for punkt svarer til noget i den virkelige verden, f. eks. lignelsen om de ti brudejomfruer, hvor brudgommen er Jesus og brudejomfruerne er menigheden, og hvor bryllupsfesten er paradis. Den anden slags er eksempelfortællinger, hvor Jesus fortæller om personer fra virkeligheden, og hvor de står som advarende eller efterfølgelsesværdige eksempler. Den rige mand og Lazarus tilhører den sidste gruppe.

Hvordan skal vi leve? Ja, vi skal ikke leve som den rige mand. Han er et advarende eksempel. Gør ikke som denne mand gjorde!

Hvad var der galt? Det gale var, at han levede for sig selv. Han levede i luksus uden at bekymre sig om sin fattige og elendige nabo, der levede lige uden for hans hoveddør.

Der er mennesker, som er rige, og nogle er ufatteligt rige. Og der er mennesker, som er fattige, og nogle er så fattige, at de henslæber hele deres liv i elendighed.

Til menneskelivet hører opgaver og ansvar for opgaverne. Den rige skal sørge for de fattige. Vi er ikke skabt her for at leve for os selv. Vi er sat her for at tage os af hinanden, og de stærke skal tage sig af de svage.

Det princip er heldigvis stadig i høj kurs mange steder, men vi mærker også en anden åndsstrømning i vor kultur. Den har et helt andet budskab! Lev for dig selv, tænk på dig selv før alle andre! Hold dig borte fra de situationer, der kræver noget af dig! Stil dig aldrig på øretævernes holdeplads! Undgå, at dine holdninger får ubehagelige konsekvenser! Se i en anden retning, hvis nogen lider overlast! Kræv din ret, og blæs på andre! Saml på penge, og søg de materielle værdier! Øg din magt og tramp på andre!

Den indstilling får mere og mere plads i vort samfund. Og det er lige netop den holdning, Jesus her kritiserer. Jesus peger på vor fattige næste og siger: dér er dit kald, dér er din opgave. Alle i dette samfund berømmer næstekærlighed. Det er fint. Lad os blive ved med det! Men hvad med virkeliggørelsen? Hvad med at besøge de syge, når de har brug for det? Hvad med at besøge vore gamle, også selv de er besværlige? Hvad med at være trofast over for ægtefællen, også selv om han eller hun er et almindeligt menneske med fejl? Hvad med at være solidarisk over for en kollega, som uretmæssigt trynes af chefen? Hvad med at være solidarisk over for andre lønmodtagere i kampen for ordentlige og familievenlige arbejdstider? Hvad med at lette presset på sine ansatte i stedet for at øge det? Hvad med at undgå forsikringssvindel, så man ikke er med til at lade de andre forsikringstagere betale forsikringssummen? Hvad med at sige nej til sort arbejde, så man ikke driver skatterne unødigt højt i vejret for de andre skatteydere? Hvad med at gifte sig i stedet for at leve papirløst, så man ikke unødigt dræner både den ene og den anden offentlige kasse for midler, som man moralsk set ikke har ret til? Hvad med at stille golfkøllerne og melde sig til en social opgave? Hvad med at stryge en dyr udlandsrejse og give pengene til de kirkelige organisationer? Det er jo på pumperne alle sammen! Jo, der er nok at tage fat på.

Hvordan skal vi leve? Ikke for os selv, men for andre! For vore nærmeste først, for andre næst.

Det drejer sig ikke om, hvad vi kan opnå for os selv, og hvor langt vi kan nå for os selv. Hele livet drejer sig om, hvad vi kan opnå for andre.

Selvfølgelig har vi lov at hvile os. Selvfølgelig har vi lov at bruge både tid og penge på os selv, selvfølgelig har vi både lov til og brug for at tanke op åndeligt set – ellers brænder vi jo helt ud. Og selvfølgelig må vi se i øjnene, at det moderne samfund driver rovdrift på ikke mindst ægteskaberne og børnefamilierne. Det betyder, at mange familiers hverdag kun består i at overleve, og vi kan ikke forlange andet af dem, end at de fortsætter den kamp. Det er deres næstekærlighed i samfundet.

Men vi har ikke lov til at glemme vor næste. Vi har ikke lov til at lade vor næste ude af betragtning. Vi må ikke se bort fra, at det ægte menneskeliv, som Jesus lærer os at leve, indebærer, at vi må fornægte os selv.

Til de trængte børnefamiler lyder det: Hold fast ved ægtefælle og børn! Vis din næstekærlighed dér. Til samfundets stærke personer lyder det: Gør noget for de svage! Brug dine ressourcer, så din indsats gør en forskel i samfundet fra det værre til det bedre!

Hvordan skal vi leve? For andre!

Hvad sker der, når vi dør? Det var det andet spørgsmål.

Ja, der kommer det frem, hvor vores liv egentlig var forankret. Og der er to muligheder. Enten Dødsriget eller til fest hos Abraham. Abraham er jo de troendes åndelige far. Ny Testamente lærer os, at vi skal følge i sporene af Abrahams tro. Abrahams tro er modellen for al kristen tro. Han satte sin lid til Guds løfter. Trods al hans synd erklærede Gud ham retfærdig, fordi han stolede på Guds løfter. Han stolede på disse løfter, selv om alle ydre forhold syntes at tale imod løfterne. Han holdt sig til løfterne, og i den tro var han retfærdig i Guds øjne.

Alt det havde den rige mand glemt. Derfor gik han til Dødsriget, hvor han var i pine. Og alvoren er, at denne pine kunne han ikke komme ud af. Ingen befrielse og ingen lindring er mulig.

Modsat blev den fattige Lazarus båret hen til Abraham, og dér blev han trøstet.

Da beder den rige mand om et advarende budskab til sine fem endnu levende brødre, men heller ikke det er muligt. De har Moses og profeterne. altså GT, og vil man ikke lytte til det, så lytter man heller ikke, selv om nogen opstår fra de døde.

Her kommer det frem, at det ikke kun var galt, at den rige mand levede for sig selv. Han havde også forsømt at lytte til Moses og profeterne, det eneste, som kan få mennesker til at omvende sig. Han havde forsømt at lytte til Guds ord i Bibelen. Og dermed får vi uddybet, hvordan vi skal leve. Vi skal leve for andre, og vi skal lytte til Guds ord.

Er der noget, som mennesker fortrænger i dag, så er det denne alvor. Den ømmeste byld i menneskers samvittighed er tanken på, hvor vi skal tilbringe evigheden. Og det ligger dybt i menneskesindet, at vi ønsker at fortrænge så ubehagelige ting. Folk flest fortrænger det. De troende fortrænger det. Præsterne fortrænger det. Vel taler nogen om det, men det er få, og det sker kun sjældent. Der er kun én, som kan ændre på det og holde os vågne her. Det er Jesus selv. Når han sender Ånden, da hører mennesker alvoren og vågner op og ændrer deres liv.

Der er ikke tale om, at vi trues med Helvede og lokkes med himlen for at være gode. Ingen får et varmt hjerte ved trusler og lokkemidler. Motivationen for næstekærlighed skulle gerne ligge i kærligheden selv.

Det er noget helt andet, der er tale om i det, som Jesus siger her.

Han ønsker at vise os konsekvenserne af det menneskeliv, vi selv kan stable på benene. Heroverfor viser han så den gave, Gud vil give.

Menneskene er fortabte fra den dag, de fødes. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi sluges af Dødsriget. Det er tingenes tilstand, og den har vi for vore synders skyld. Og det kan vi ikke undgå, selv om vi tager nok så mange sociale opgaver op og giver alle vore penge væk til de fattige.

Kun Jesus kan skænke os evigt liv. Derfor er det så vigtigt, at vi lytter til det, han siger. Kun han kan hjælpe. Kun han kan sende sine engle, så vi bæres til Abrahams skød, når vor tid på denne jord er forbi.

Jesus stiller os på valg. Enten lever vi for os selv og da tjener vi pengenes afgud, og det fører til evig smerte, fordi det er smertefuldt at være på kollisionskurs med Skaberen og sit medmenneske og forspilde alle chancer for forsoning. Eller også lytter vi til Guds ord, og da får vi Jesus til Herre, og det fører til evig glæde, for den største glæde af alle er at være forsonet med Skaberen og tjene ham i kærlighed til sin næste.

Amen.