1. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Hvorfor endte den rige mand i pinestedet? Mon blot fordi han var rig? Og hvorfor blev den fattige Lazarus båret hen i Abrahams skød, som er et gængs jødisk billede på saligheden? Mon simpelt hen fordi han var fattig? “Husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines,” siger Abraham til den rige. Tyder det ikke på, at Gud løser problemet med ulighed og uretfærdighed i fordelingen af denne verdens goder ved simpelt hen at bytte rollerne om i den kommende verden på den anden side graven? Fremgår det ikke af lignelsen, at Jesus forkynder et socialt evangelium om fuld oprejsning til dem, der har svært ved at klare sig i samfundet? Lignelsens slutning viser klart, at så enkelt er det ikke. Den uigenkaldelige afgørelse, som bragte den rige mand til pinestedet og den fattige til saligheden, er ikke fældet på et socialt grundlag.

Så har den rige mand nok været en slubbert og Lazarus en from mand – kunne man tænke sig. Det er ejendommeligt, så lidt Jesus siger om de to mænds moral. Spiller den da slet ingen rolle, når det gælder vor skæbne efter døden?

Om Lazarus fortælles kun to ting, at han var fattig, og at han altså hed Lazarus. Men navnet er næppe tilfældigt. Jesus plejer ikke at navngive personerne i sine lignelser. Her er den eneste undtagelse, der gør det nærliggende at hæfte sig ved navnet. Lazarus betyder: “Herren hjælper”. Den fattige Lazarus har åbenbart midt i al sin elendighed sat sin lid til Gud Herren. Den, der gør det, skal aldrig blive til skamme. Herren hjælper virkelig den, der vælter hele sin sag over på ham. Den, der gør det, skal få lov at bo i Herrens hus til evig tid.

Den rige mand er ganske tydeligt hovedpersonen i lignelsen. Lazarus er kun med for ret at sætte den rige mands tanker og fejltagelse i relief. Mon den rige mand da aldrig har været lidt god af sig? Har han mon heller aldrig tænkt lidt på Gud? Hvis han ikke har, så er det vel forklaringen på, at det gik ham så ilde til sidst?

Men hvad så med os? Med mig? Jeg giver dog til velgørende formål og går da også i kirke nu og da. Så det ender da nok ikke så galt med mig? Sikkert rigtigt, at du har gjort både det ene og andet godt, men læg mærke til, at Jesus heller ikke skildrer den rige som en hjerteløs mand. Der blev dog sørget for smuler til Lazarus fra hans bord. Den rige jog ikke bare Lazarus bort. Jesus siger heller ikke, at den rige mand aldrig havde haft Gud i sine tanker. Altså: Selv ikke det at give en smule ved døren og at tænke på Gud kan sikre os mod at ende det gale sted.

Hvad var der da i vejen med den rige mand? Han havde ikke omvendt sig! Det er han nu selv helt klar over, og derfor beder han Abraham sende Lazarus til sine fem brødre, så ikke også de skal komme i dette pinested. Dem tænker han dog kærligt på og forestiller sig, at “kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig.” Det havde den rige mand altså ikke selv gjort, mens tid var, og nu høster han den bitre frugt af sin dårskab. Han havde bundet sit hjerte til rigdommen og ikke til Gud. Rigdommen – ikke Gud var hans gode! Måske havde han nok tænkt på Gud nu og da, men så altid med en vis utryg fornemmelse: Tænk, om Gud skulle finde på at gå mig for nær og tage rigdommen eller helbredet fra mig?

Sådan går det altid, når hjertet er solgt til noget andet end Gud – til penge, magt, ære, succes, magelighed. Så kommer det altid på tværs at blive mindet om Gud og om en ikke særlig interessant næste, som Gud lader komme til vor dør. Særligt irriterende bliver det at møde mennesker, der taler glad og frimodigt om Gud, både om hans bud og hans nåde. Er det ikke ligefrem gudsbespotteligt at ville udtale sig så sikkert om Gud og hans ord? Kan det ikke tolkes på så mange måder? Også sådan, at jeg kan klare frisag? Der er noget uhyggeligt ved blive mindet om Gud for tit. Nu gik det lige så godt, og ingen havde dårlig samvittighed. Er det så kærligt at komme og forstyrre freden?

Mennesker, som føler sig godt til pas i en verden, hvor de selv bestemmer, bliver uhyggelig til mode, når Guds sande vidner taler. Uhyggelig hedder på tysk “unheimlich”, som ordret betyder u-hjemlig. Det hjemlige er hyggeligt. Men hvor man ikke har hjemme, breder uhyggen sig. For den, der kun er hjemme i sin egen verden, er det helt klart u-hjemligt, uhyggeligt, at blive mindet om Guds rige, hvor kun hans vilje råder. Er det sådan, du har det? Så hør denne lignelse som et kærligt vink fra Gud om, at du – mens tid er – skal omvende dig! Det vil sige fatte et helt nyt sind, en helt ny indstilling til Gud og dermed også til din næste og til hele verden.

“De har Moses og profeterne, dem kan de høre,” siger Abraham om de fem brødre. Det var tilstrækkeligt til at hjælpe dem fri af pinestedet. Vi er endnu bedre stillet, for vi har endnu mere. Vi har ham, der fortalte os denne lignelse: Guds egen Søn, Jesus Kristus vor frelser, som Moses og profeterne pegede frem imod, som den kommende frelser. Jesus Kristus har både sagt og vist, at selv om Guds vej går os på tværs, så er det dog vor eneste sande lykke og redning at følge den. Med andre ord, at vi omvender os! At vi slipper tilliden til pengene, magten, æren, succes’en, mageligheden, for i stedet at give os i Guds gode hånd og i tjeneste for den næste, Gud lægger ved vor dør.
Så er det også vor pligt at lade den besked gå videre, at det er dårskab ikke at omvende sig, mens tid er. Der er ikke andre til at vidne for vore brødre og søstre end os. Det er at lade dem i stikken, hvis vi ikke forkynder for dem, hvad Moses, profeterne og Herrens apostle har sagt. Ingen kommer til dem fra de døde. Spændende nærdødsoplevelser er ikke sagen. “Troen kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” står der i Bibelen. Men “hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt”, spørger Paulus i samme forbindelse. Ansvaret for vore brødres og søstres evige skæbne er vort – er menighedens. De må kunne se, at vi selv tager både Skriftens formaninger og forjættelser alvorligt, og forkynder dem frimodigt, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.

Så er det da en Guds nåde, at Jesus gennem denne lignelse har mindet os om, hvad vi skal gøre for ikke at ende i pinestedet, men nå hjem til festmåltidet i Guds rige, hvor vi skal få lov at sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob, ja med frelseren selv, vor Herre Jesus Kristus, som har banet vejen for os ud af al uhygge og lige hjem til Guds hyggelige og rolige bolig.
Og fordi den vej ligger åben for enhver, der bare vil gå den, er der al mulig grund til igen at sige: “Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.”

Salmer:
674 / 605,7 / 527 // 590 / 14,4 (Motet) / 426 (A) / 433