1. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

I. Prædikeren 5, 9-19:
“At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud.”

II. 1 Tim 6,6-12:
”Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv.”

III. Luk 12, 13-21:
Skatte – uden Gud!

Trinitatistiden er en væksttid
Som bekendt bruges den grønne messehagel nu i de kirker, hvor man har en sådan. Budskabet er tydeligt nok: Efter jul, påske og pinse skal kirken grønnes og vokse! Menigheden skal blomstre og bære frugt og brede sig i erkendelsen af Guds gerning for os. ”Som han opstod, skal vi opstå. Halleluja!” Sådan kan ingen andre end kristne synge! Der er noget at udbrede!
Desuden har kirken noget at sige både om det åndelige liv og hverdagslivet. Der er herligt mange emner, som tages op i denne tid. Ret forstået er det pengene, vore ejendele og vor tid, som særlig er emnet denne søndag. Både glæden og faren derved. Alle teksterne tager emnet op.
Virkelig rig – eller bundfattig?

Det vigtigste i kirken
Det er et par år siden nu. Revisoren ringede en dag og fortalte, at vi skulle have 20.000 tilbage i skat. Vi glædede os over den gode nyhed. Men et par dage efter ringede han igen, og sagde, at han havde lavet en fejl, så vi skulle betale 22.000 tilbage i stedet for. Nå, det var dog kun papir. Men hvor vi dog nemt går højt op i det!
Det drejer sig om at være rig i Gud – eller som DO 92 udtrykker det: ”rig hos Gud.” Det er hovedsagen, og lige efter lignelsen om den rige bonde hedder det: ”Vær ikke bekymrede for livet… Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Far har besluttet at give jer riget.”
Fra jul til pinse har vi lært, hvordan Gud skaffede os en u-udtømmelig skat. Jesus betalte gælden for os, og vi har i stedet en uudtømmelig skat i himlene. Det skal vi få sagt, så det høres! Vi kommer ikke mest i kirken for at høre om vor fattigdom, men for at modtage vor rigdom!

Både tale til vor samtids mennesker – og holde fast i hovedsagen
Allerede den engelske præst og underviser C H Spurgeon sagde til sine unge præstekandidater, at de skulle forberede sig med Bibelen og avisen foran sig. Jeg tror stadig, nogen (af os??) kunne trænge til at høre ham sige det. Men hvis den retfærdige fordeling og forureningen og de forfærdelige landminer og forholdene i Irak bliver vort budskab, så er TV nok bedre! Læs lige prædiketekstens indledning en gang mere! Det vigtigste i kirken er at være rig hos Gud!

Et stort jeg
Hvad er egentlig fejlen hos den rige bonde? Hans gode høst? Hans handlekraft? Næh. En god høst er en stor velsignelse, og omhu for høsten er ret. Var det en fejl, at han holdt ”pause”? (se den græske tekst). Næh. Han var helt moderne her. Og vi trænger måske til at efterligne ham lidt med anapauou? Hans fejl var hans ”jeg”. Der er mange jeg og mig og mit i hans enetale. Han er selv midtpunktet. Han havde glemt Gud og dermed også sin næste! Bemærk sammenhængen! Den er vigtig i lignelsen og i samfundet! Hjælpen til de spedalske kom med munkene, og med kristendommen blev det forbudt at ”sætte børn ud”. Hvordan kommer det til at se ud fremover, her hvor kun 2% går regelmæssigt i kirke? Aborttallet siger også noget!
Skal Gud virkelig kalde mange mellem os for dårer?
Og hvad nu med os? Hvad er det, præster diskuterer på repræsentantskabsmøder og i bestyrelsen? Vandafgifter fx? Og studieorlov og kirkeministeren? ”Jeg og mig og mit”? Gudsfrygt og nøjsomhed skriver Paulus om, og præster er vel de første til at efterleve det?

Rig hos Gud
Jeg tror alligevel, at prædikenen skal ende, som den begyndte: med at tale om, hvor rige vi er hos Gud! Her kan hentes inspiration i 1 Pet 1,3-9. Eller måske bare videre i Luk 12? Kunne vi ikke få lov til at gå hjem med bøn om, at vi ikke må leve som dårer med alt det, Gud har betroet os, og i glæde over den uudtømmelige rigdom, han har givet os i Kristus Jesus? Måske ligefrem ende gudstjenesten med at synge DDS 11? Og den skal vel begynde med DDS 743.