1. søndag i advent – 1. tekstrække

I dag har vi tændt det første lys i adventskransen her i kirken. For hver adventssøndag tændes endnu et lys indtil alle fire lys er tændt på fjerde søndag i advent. Dermed er ringen i adventskransen sluttet og fuldendt. Netop det, som er fuldendt, er hvad evangeliet vil forkynde for os.

Lyset minder os om det Lys, Gud har sendt til vor verden med Jesu fødsel julenat. Nu vil Gud fuldende den frelse, han havde talt om i Det gamle Testamente ved sine profeter. Nu skal der tændes et lys i denne verden ved Jesu Kristi komme. Og med Jesu komme kan der tændes et lys i os, når vi ser Guds søn som netop vor frelser. Ser vi det lys i Kristus?
Adventskransen med dens fire lys ser vi tit som en tid, hvor vi venter på julen – eller som andre siger: de tæller ned til julen.
Vi kan imidlertid have vort fokus rettet så meget på det som kommer, at vi ikke ser det som er her og nu i adventstiden. For teksterne til de fire adventssøndage har noget vigtigt at sige os og berede os på, nemlig Jesu komme til vor verden.
”Se, din konge kommer til dig,” Det er, hvad vi skal se! Kristus, som kommer til dig med syndernes forladelse, frelsen, fred og glæde. Et lys er tændt i vor verden for alle dem, som sidder i mørket. Et håb er tændt, hvor dette evangelium bliver troet og modtaget af et menneske.

Det er dette glædelige budskab om Kristus, som samler os i kirken søndag efter søndag. Med Kristus begynder vi vort kirkeår, og med Kristus slutter vi vort kirkeår. Kirkeåret igennem skal vor opmærksomhed rettes mod Kristus, for at han skal være centrum i vores liv. Med første søndag i advent hører vi dette proklameret med ordene: ”Se, din konge kommer til dig.”
Dermed er dagsordnen sat til kirkeåret. At vi ved Guds Ords prædiken og sakramenterne skal se denne konges komme netop for vor frelses skyld.
Derfor gik han op til Jerusalem, for at fuldføre alt det, som profeterne havde talt om i Det gamle Testamente. Alt det, der skulle til for at skaffe os mennesker retfærdighed, så vi kan bestå for Gud.
Inden indtoget i Jerusalem havde Jesus sagt til sine disciple: ”Se, vi går op til Jerusalem”, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: ”Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.”
Men Jesu disciple fattede ikke noget af det, som Jesu sagde. Det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, han sagde til dem.
Og mon ikke feststemningen ved indtoget i Jerusalem har fået dem til at glemme Jesu ord? Nu var der fest i byen, og hvem kan da undgå at lade sig rive med af den gode stemning? Hvem kan tænke på lidelse og død i dette øjeblik? Alle mennesker er glade og begejstrede. De priser Jesus og vil gøre ham til deres konge. De bredte deres kapper ud på vejen. Andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. De lovpriser Jesus med ordene:
”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Glædede de sig for tidligt? Var lovsangen ikke berettiget? Jo, for glæde og lovsang hører til i Guds rige. Dog ved Jesus noget, som de andre endnu ikke ved, nemlig at Guds vej til lovsang er en anden vej end den mennesker tit følger. Vejen til Jerusalem er vejen til tak og lovsang. Og dertil var Jesus endnu ikke nået. Men han var på vej – på vej mod langfredag.
Der er næppe mange, som vil bryde ind i en ellers så god stemning. Hvem af os vil afbryde en lovsang med glæde og tak?
Jesus fortæller sandheden til sine disciple. Han fortæller, hvad der skal ske, når mørket får magten. Disciplene vil blive bedrøvet over alt, der skal ske med Jesus. Men efter Jesu opstandelse påskedag skal de igen se Ham. Og da skal disciplene glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem. For ”Se, din konge kommer til dig.”
Skærtorsdag aften, hvor Jesus indstiftede den hellige nadver, blev glæden fra palmesøndag vendt til en nedtur for disciplene. De blev grebet af sorg. Dog kun for en tid.
Stemningen er trykket iblandt disciplene, når Jesus taler om, at en af de tolv vil forråde ham. Og alle som en vil de svigte ham, når Jesus senere bliver pågrebet i Getsemane have. For når mørket har magten har glæden vanskelige kår.
Netop det vil Jesus råde bod på. Mørket skal ikke have magten. Det skal lyset. Gud har tændt et lys i vor verden med Jesu komme. Med hans lidelse og død på korset soner han alle vore overtrædelse og synder.

Martin Luther skriver et sted, at når man flytter en ting fra et sted til et andet, kan tingen umuligt ligge på det første sted mere. Sådan er det med alle vore synder. Når Gud en gang for alle har lagt alle vore synder på Jesus og naglet dem til korset, så er de ikke længere hos os.
Det er det glædelige budskab, som vi kalder for evangeliet. Et lys er tændt i vor verden. Gud sendte julenat sit lys til vor verden med Jesu fødsel.
”Se, din konge kommer til dig.” Jesus kom til os julenat. Jesus gik vejen for os. Han gik op til Jerusalem for dig. Han gik til korset på Golgata for dig. Han gik ud af graven for dig. Han fór til himlen for dig.
Med det glædelige budskab har vi al grund til glæde og lovsang i vor kirke og menighed. For glædens og lovsangens grund er Kristus og hans frelsesgerning for os.
Salmisten skriver – som vi hørte det læst fra alteret: ”Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden! Tjen Herren under glædessang, træd frem for ham under jubel! Gå ind ad hans porte med takkesang, ind i hans forgårde med lovsang, tak ham, pris hans navn!”
Eller den lovsang, som vi hørte fra evangelieteksten og leder tanken hen på nadverbønnen: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Med den lovsang indleder vi mødet med Jesus ved den hellige nadver. Ligesom adventskransen slutter en ring med de fire tændte lys, slutter vi i fællesskab en sluttet ring, når vi knæler ved nadverbordet.
Det nævnte en præst engang i sin prædiken. En kirkegænger gjorde efter gudstjenesten præsten opmærksom på, at knæfaldet ikke er en helt sluttet ring. Det kan vi også se her i vor kirke. Der mangler vel ca. en fjerdedel for at ringen er sluttet. Men præsten gav kirkegængeren denne forklaring: Den manglende del er ikke her i kirken, men i himmelen hos Gud. Der er nemlig alle dem vi engang har haft fællesskab med her og som ikke er her mere, men nu er hjemme hos Gud i himmelen.
Nadveren er fællesskab med Kristus, hvor han kommer til os i brødet og vinen. Det er et fællesskab for os med Kristus, hvor vi med tak og glæde lovpriser det offer, han fuldbragte for os på korset.
Og så siger han til os: ”Gør dette til min ihukommelse.” Kristus vil således på en særlig måde komme os i hu i nadveren. Han vil kendes ved os som sine. Vi er hans ejendomsfolk. Hans udvalgte.

Derfor kan vi synge lovsang: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” Det er menighedens lovsang ved den hellige nadver. At lovsange om ham, som har fuldbragt alt for os.

”Se, din konge kommer til dig,” Se på Kristus, som gik vejen for os. Gennem lidelse og død. Gennem opstandelse og himmelfart. Han åbnede vejen for os til Guds evige rige, til det himmelske Jerusalem, hvor frelsens mål nås hjemme hos Gud.
Den rette juleglæde ser vi kun, hvis vi her i adventstiden ser himmelens kongesøn: Jesus Kristus. Guds ord vil altid vende vort blik imod Kristus, verdens frelser.
Glædelig advent!

Salmer: 74-87-84—83-80