1. søndag i advent – 1. tekstrække

Jesu indtog i Jerusalem.

A. Tekstens centrale budskab:
Tekster kan komme om ad mangt og meget, men fælles for alle er: De handler alle om Jesus Kristus. Jo tydeligere Jesus Kristus træder frem i prædikenen, jo nærmere målet med enhver prædiken. Hver prædiken skal med variationer proklamere: Jesus Kristus er Herre! (Ap.G. 10,36; Fil. 2,11). I denne tekst springer dette centrale tema tydeligt i øjnene to steder: 1) Zakarias’ profeti opfyldes. Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. Dermed er det sagt, at han er den, alle ventede på: Kongen! og, som han kaldes i Esajas’ profeti: Frelseren (Es. 62,11). Fordi Zakarias bebuder kongens komme på et æsel, var tekstens æsel ikke blot et simpelt trækdyr. Fordi Jesus red på det, var det æsel et kongeligt dyr. Var Jesus kommet på en hest, ville han ikke have været den lovede konge og frelser. Teksten viser os Jesus som opfylder af profetien og dermed som kongen. 2) Den store folkeskare har fattet det, og skarens kongelige hyldest er tekstens andet vidnesbyrd om Jesus som konge og frelser. Tekstens centrale budskab er særdeles klart: Jesus Kristus er Herre! Det er alle teksters vidnesbyrd. Tekstens centrale vers er profetien (v. 5).

B. Tekstens centrale sigte:
Sigtet må være at præsentere kongen på æslet som din, den enkeltes, konge! I en prædiken over denne tekst gør Luther opmærksom på, at der findes to slags tro: 1) At Kristus er den, evangelierne siger. 2) At han er det for dig. Tro at uden tro på/til Kristus er en fornægtelse af troen. Så stærkt kan Luther sige det. Prædikantens sigte og bøn må altid være at forkynde Kristus til personlig tro. Teksten rummer en klar opfordring til netop denne søndag at understrege den personlige tros nødvendighed: Se, din konge! Kristus skal males menigheden tydeligt for øje. Alle skal have muligheden for at se ham, som han beskrives her i teksten og i hele Skriften. Og så skal enhver have den klare besked: Han er din konge, som tiltaler dig og med ordet se! vil vække os alle af søvn og vantro, for at vi skal modtage Kristus og alle hans gaver med glæde.

Mellem tekst og prædiken:

A. Målgruppe:
Det gælder om at nå alle, så sandt Gud vil, at alle skal frelses og nå til erkendelse af sandheden. Jeg tror ikke meget på effekten af rent sproglige virkemidler i form af poppet sprog, som ligefrem kan få en negativ virkning. Vi skal ikke lefle for særlige grupper i menigheden hverken for børn eller unge. Heller ikke for de intellektuelle. Vi skal tilstæbe og bede om hjælp til at tale om Guds storværk på vort jævne modersmål. Vi må gå til prædikenen i den overbevisning, at Guds ord taler om den virkelighed, vi alle, små og store, rige og fattige, er fælles om. Taler vi som Guds ord om hele Guds frelsesplan (1. Pet. 4,11; Ap.G. 20,27), må vi have den tillid, at alle kan genkende deres egen virkelighed i prædikenen.

B. Overvejelser:
Det er altid en overvejelse værd, hvordan man skal begynde sin prædiken: Med en god historie? Gælder det ikke om at “fange tilhørerne”? Det kan gå godt, hvis historien ikke er for lang og har en klar pointe, der virkelig kan udnyttes som en hurtig vej til tekstens centrum. Som regel findes en god ansats i selve teksten. Lad hurtigst muligt teksten selv komme til orde!
Jeg har dog vovet at begynde en prædiken over denne tekst med følgende historie: For ca. 450 år siden lå Frankrig og Spanien i krig. En fransk fæstning blev belejret af spanierne. Forsvarerne led frygteligt under sult og sygdom. En dag skød spanierne en pil ind i fæstningen. Til pilen var bundet en seddel med opfordring til overgivelse.
Da fæstningens tapre kommandant så sedlen, greb han et stykke papir og skrev to latinske ord: “Regem habemus!” Det betyder: “Vi har en konge!” Sedlen hæftede han til et spyd, som han kastede ud i fjendens lejr. Meldingen til spanierne var klar: Vi giver ikke op! Vi har en konge, og ham vil vi være tro!
“Vi har en konge!” Det er tekstens centrale budskab, som prædikenen kan udfolde. Der er meget at sige om vor konge. F.eks. kan vi, som teksten gør, betone, at han er sagtmodig. Hermed siges, at Jesus ikke er på vej til at erobre Jerusalem. Ganske vist har han som byens konge ret til at herske over den. Men han gør ikke brug af sin ret og magt. Han ønsker, at byen frivilligt skal overgive sig til ham. Nok er han en konge, men hans rige er ikke af denne verden. Han vil herske ved at tjene og venter tålmodigt på at få lov at gøre det.
Kan der blive tid til det, kan en omdiskuteret detalje berøres. Jesus havde brug for begge dyr, både æselhoppen og føllet. Jesus red på føllet, som ingen endnu havde siddet på (Mark. 11,2). Moderen skulle med og trækkes foran, ellers finder føllet sig ikke i den uvante last. Det ved alle, som har med æsler at gøre.

C. Kirkeåret:
Teksten om kongen, som kommer, er oplagt til et nyt kirkeårs første søndag. Ordet advent kan forklares.

Prædikenskitse:

A. Ansats:
Jesus Kristus er Herre. Vi har en konge.
B. Kongen skildres:
1. Kongen er kommet. “Han blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os” (Rom. 4,25).
2. Kongen kommer til os i sit ord, i dåben og nadveren. Han er sagtmodig og tvinger derfor ingen, men vil vinde os gennem midler, som er ringe i verdens øjne, men som han har knyttet sit løfte om frelse til for enhver, som tror løftet. “Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt. 18,20).
3. Kongen skal komme i herlighed på den yderste dag for at dømme levende og døde.
C. Afrunding:
Frelsens tilegnelse. Han er din konge! Spørg om hans magt og kærlighed, stol kun på ham og hvil i fred. Hans er riget og magten og æren i evighed.

4. Salmer:
66 Oplagt indledning.
221 Hallelujasalme. Menighedens lovprisende svar på den gammeltestamentlige læsning uanset, hvilken af de to man vælger. Salmen falder i tråd med begge.
314,1 Svarer til episteltekstens opfordring.
71 Offertoriesalme. Skildrer kongen. Jeg giver mig hen til ham (v. 6).
67,4 Evighedens kirkeår er allerede begyndt. Pragtfuld melodi til denne salme: J.S. Bachs koral: Uns ist ein Kindlein heut’ geborn.