1. søndag i advent – 1. tekstrække

Adventstiden.
Adventstidens tekster passer ikke særlig godt til nutidens folkelige tradition, hvor der fejres jul hele den sidste måned op til den 24. dec., og festen stopper 2. juledag. For nogle er det en større overraskelse, at der ikke læses juletekster på adventssøndage, og de bliver skuffet over det. 1. søndag i advent er det en palmesøndags tekst, 2. søndag en genkomsttekst og de 2 sidste søndag tager deres udgangspunkt i Johannes Døberen, som nok er en forløber for Jesus, men ikke spiller nogen rolle i folks forestillinger om den kristne jul.
Der gør det ikke lettere at prædike, når det på forhånd skuffer folks forventninger, men måske giver det en mulighed for, at der bliver lyttet bedre efter, fordi der kan siges noget uventet.
Her hos os koncentrerer kirkegangen sig om 1. søndag i advent og en hverdagsgudstjeneste midt i december med Lucia-optog, så søgningen til de øvrige adventssøndagene er reduceret til, at det kun er de mest trofaste kirkegængere, som kommer. Derfor plejer jeg at forkynde meget tekstnært og giver kun efter for juleforventningerne til gudstjenesten ved Lucia-optoget og en lille smule til 1. adventssøndag.

Tekstens centrale budskab:
Selv om det er teksten til palmesøndag, som også bruges den første søndag i kirkeåret, så er det alligevel den, der kan siges at relatere mest til jul: Jesus, der kommer som den ydmyge konge – Jesus, der fødes som kongesøn i ydmyge omgivelser.
Som gammeltestamentlig læsning er der mulighed for at vælge Sl. 24, der også taler om kongen, der kommer – ærens konge, som er berettiget til folkets jubel og glæde, eller Sl. 100 som opfordrer til jubel og glæde over Gud som den store konge. Begrundelsen for at tage den sidste kunne være at understrege, at Jesus jo ikke var en stor jordisk konge, men netop Gud, som lod sig føde på jord.
Epistellæsningen taler om at være beredt til at frelsen kommer. Den taler om at forsage mørket og tage mod lyset og leve i lyset. Mørke og lys er også et stort tema, som også passer til julen med al dens lys i en mørk tid – og som opfyldelse af løftet om, at det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys.
Mattæus knytter som så ofte før begivenhederne på palmesøndag sammen med opfyldelsen af Guds løfter i GT. “Det skete for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger.” Den konge, som kommer ridende på æslet, er Messias, den salvede, som folket ventede på. Gud opfylder nu sit løfte til sit folk, han kommer selv til dem. Jesus giver selv udtryk for, at Han er ‘Herren’, som har brug for æslerne. Og skarerne er overbevidst om, at han er Messias, Davids søn, han som kommer i Herrens navn, og derfor hylder de ham med palmegrene og jubelråb.

Mellem tekst og prædiken:
Når der bruges en palmesøndagstekst her 1. søndag i advent, så er det ikke, for at der skal tales om påske, men det kunne godt være en anledning til at understrege sammenhængen mellem jul og påske og gerne også pinse, som både DDS nr. 66 og 782 i tillægget lægger op til.
Jesus er konge, men hans kongeværdig er skjult tilstede i julens fattige kulisse, i Jesu liv og i hans fornedrende død på korset, men også i glimt viser den sig i de vise mænds rige gaver, Jesu helbredelsesundere, indtoget i Jerusalem og i opstandelsen og i pinsens opvækkelse af apostlenes frimodighed.

Teksten alene rummer den store glæde over, at Guds løfter nu opfyldes og at Jesus bliver hyldet som den messianske konge, han vitterlig er. Men tekstens kontekst med påskens begivenheder og langfredags råb: “Korsfæst ham” minder om, hvor overfladisk folkets hyldest og jubelråb var, fordi det så hurtigt blev vendt imod ham i skuffelse over, at han ikke var den jordiske konge.

Prædikenskitse:
Prædikenens tema kunne være:
Glæden (den ægte juleglæde) over at Guds løfter blev opfyldt ved at Jesus kom til os, som Guds søn og som konge.

Indledning:
Guds løfter blev opfyldt i Jesus indtog i Jerusalem og i Jesus fødsel som Guds søn.
I. Jesus er konge:
Jesus er Davids søn – ikke bare i Davids slægt, men også som efterfølger på Davids trone. Det er ret at hylde ham som konge og glæde os over hans fødsel – langt mere end vi glæder os over nye prinser i det danske kongehus.
II: Kongeværdighed i det skjulte.
Jesus er den ydmyge konge, født i fattigdom, ridende på et æsel. Han regerer ikke ved magt, med ved kærlighed og ved at tjene os.
Afslutning:
Anfægtelse over om vor juleglæde er lige så overfladisk og kortvarig som folkets hyldest var palmesøndag.

Salmer:
782: (Tillæg) ‘Det første lys… ‘ – markerer at det er adventstid.
221: ‘Halleluja for lysets drot’ – understreger Jesu kongeværdighed.
62: ‘Tak og ære’ – glæden over at Guds løfter opfyldes.
71: ‘Gør døren høj’ – hylder Jesus som konge – minder om at det må ske med hjertet.
66: ‘Vær velkommen’ – for at markere at det er 1. søndag i kirkeåret.