1. søndag i advent – 1. tekstrække

Se!

Kristendommens budskab handler om noget konkret, noget som ovenikøbet foreligger, noget som er til stede. Der står ikke: “Søg!”, men: “Se!”

Den kristne kirke har fået noget at se, og det vil vi gerne pege på: “Se! Din konge kommer til dig”

Denne sætning står i en gammel profeti i Det gamle Testamente. Den var med til at skabe og bære en forventning om noget stort, som skulle ske engang.

“Sig til Zions datter”. Zion er det bjerg, Jerusalem er bygget på. Udtrykket “Zions datter” er så et smukt poetisk udtryk for byen Jerusalem. Siden bliver ordet “Zion” en betegnelse for både byen og landet.

Forventningen gik i opfyldelse, da Jesus red ind i Jerusalem.

Jesus kom til jøderne. Han kom som konge. Han kom med Guds rige. Han kom med frelsen fra Gud. han kom for at frelse dem fra synden og døden.

Vi ved hvordan det gik. Jødernes store flertal forkastede ham. Han blev korsfæstet. Alligevel kunne han ikke standses. Han opstod fra de døde. Og så sendte han sine venner ud i hele verden for at gøre ham kendt og troet. Sådan blev den kristne kirke til.  Da det udvalgte folk sagde nej til ham, gik Jesus ud til alle andre folk på jorden.

Den kristne kirke består af mennesker, som er indlemmet i kirken ved dåb og tro. Men når vi indlemmes i kirken, indlemmes vi også i Israels åndelige privilegier. Derfor bliver ordet “Zion” også brugt indenfor kristendommen. Det bliver også en betegnelse for kirken. Kirken erstatter ikke Israel, men indlemmes i Israel, ikke nationalt, ikke statsretligt, heller ikke i religiøs forstand, menneskeligt forstået, men i Guds øjne.

Paulus sammenligner Israel med et træ. De naturlige grene på træet er jøderne. De fleste er blevet brudt af, fordi de fleste jøder afviser Jesus. Kun nogle få tror ham. Men vi kristne af ikke-jødisk afstamning er vilde grene, der er blevet indpodet på træet. Det er godt for os, men vi skal ikke hovere over jøderne af den grund. Det danske folk kan snart miste sin tro og dermed brydes de indpodede grene af træet. Men så længe vi tror på Jesus, så er vi på træet, så er vi indlemmet i Guds udvalgte folk.

Derfor tør vi tage denne profeti til Israel til os. For Jesus, kongen selv, har åbnet døren for at vi kunne indlemmes i Guds udvalgte folk og få samme privilegier som dem.

“Sig til Zions datter”, sig til den kristne kirke, både jøder og ikke-jøder, som tror på Jesus.

Jesus kommer. Det er nutid. Derfor læser vi denne beretning op på den første gudstjeneste i kirkeåret.

Ikke alene hver eneste gudstjeneste, men hele den kristne kirkes eksistens er båret af dette ene: Jesus kommer til os.

Kristendommen handler altså ikke først og fremmest om noget, vi gør, noget kirken gør, men om noget, som Jesus gør: Han kommer til sin kirke. Det er ikke en menneskelig programerklæring for det nye kirkeår. Kirkeåret handler om Guds gerninger.

“Se! Din konge kommer til dig.”

Når den danske dronning kommer, så er der fest, højtidelighed, et særligt skær over byen, og der er dyb respekt.

Men én ting mangler, og det er myndighed. Vi ved godt, at hun stort set ikke har noget at skulle have sagt, for sådan er vores politiske system: indskrænket-monarkisk, ja meget indskrænket.

Helt anderledes er det, når Jesus kommer. Så kommer han netop med myndighed. Det var hans myndighed, der gjorde ham kendt, inden han red ind i Jerusalem. Det er hans myndighed, der har gjort ham kendt lige siden.

Der er altså ikke kun en højtidelig stemning, når han kommer, der er også en virkelig forandring. Pludselig lærer man en myndighed at kende, som man ikke kendte før. Eller man konfronteres endnu en gang med denne myndighed, til selvransagelse, til opmuntring.

Jesu myndighed er grundlaget for vores liv som kristne og grundlaget for hele den kristne kirkes eksistens.

Undertiden kan man få det indtryk, at mennesker har problemer med denne myndighed. De vil helst vil have en sød og barnlig kristendom uden styrke og myndighed. I dagens samfund er der en stærk tendens til dyrkelsen af det søde og barnlige. Den tendens påvirker mange ting, og den rammer også kirken. Man kan stille sig det spørgsmål, om den tendens er med til at holde ikke mindst mændene væk fra kirken.

Man kan roligt konstatere én ting: Jesus er hverken sød eller barnlig. Men han er kærlig og myndig.

Alligevel sker det nemt, at mennesker forveksler hans optræden med svaghed. Ikke mindst, da han drog ind i Jerusalem. Han red ikke en gang på en hvid hest som Christian X, da han red over Kongeåen ind i Sønderjylland. Jesus red blot på et æsel. Den slags tager sig ynkeligt, ja måske ligefrem kvindagtigt ud for en mand – i hvert fald i vore øjne. Prøv lige at forestille jer kronprins Frederik på et æsel. Så ville vi le højt.

Når der så yderligere står, at Jesus er sagtmodig, så får man for alvor sit vrængbillede bekræftet.

Det vrængbillede vil jeg gerne være med til at skyde i sænk.

Når Jesus vælger æslet, er det ikke for at vælge svaghedens symbol, men for at opfylde Skrifterne. For dér var det profeteret, forudsagt, at kongen skulle komme til Jerusalem på et æsel.

Og når han kaldes sagtmodig, så er det heller ikke udtryk for svaghed. Men det er heller ikke et udtryk, der umiddelbart signalerer styrke.

Hvad viser dette udtryk egentlig?

Det viser, at Jesus har en helt anden arbejdsmetode og et helt andet mål, end styrke og magt normalt har. Det, vi normalt forstår ved styrke, er jo tvang, indflydelse, penge. Man tvinger sin vilje igennem eller køber sig til indflydelse.

Jesu opgave er langt større og langt vanskeligere. At sætte mennesker under tvang kræver ikke noget særligt. Det kræver blot soldater og en befaling. Sådan sker det i menneskenes verden. Jesus derimod vil vinde menneskene, så de frivilligt følger ham. Han skal altså overvinde menneskers modstand i deres indre. Han skal gøre dem til sine efterfølgere. De skal inspireres til at følge ham glad og gerne.

Det kan man ikke tvinge igennem. Jesus må gå helt anderledes til værks. Han gør sine gerninger over for menneskenes åndelige fjender, synden, døden og Djævelen. Han driver de onde, okkulte magter ud. Han skænker mennesker tilgivelse, så de begynder at leve på en helt ny måde. Og han opvækker døde, så mennesker kan se, hvilket endeligt han tiltænker os.

Og så gør han én ting, som overgår alt det andet. I stedet for at gå voldeligt frem mod sine modstandere, som vil slå ham ihjel, så bliver han ved at sige sandheden uden at gøre voldelig modstand. Jesus viser selv i handling, hvad han har lært sine disciple at gøre: at elske sine fjender, at lide og dø for sandhedens skyld, tålmodigt at vente på, at Gud griber suverænt ind, helt uden menneskelig tilsætning. Hvis man skal overvinde menneskers modstand mod Gud, så er det vejen. Det kræver sagtmodighed, en stærk vilje til at vente, til ikke at tage sig selv til rette, en stærk solidaritet med sit medmenneske, ikke mindst når han er ens bitreste fjende.

Det er denne sagtmodighed, som på kort sigt kan tage sig ud som barnagtig svaghed, men som på langt sigt ændrer menneskenes liv mere end noget andet.

Jesus optræder ikke med den styrke, der vil tvinge de onde. Han optræder med den styrke, der vil vinde de onde. Og det er langt mere krævende. Det kræver udholdenhed, disciplin, målrettethed, offervilje. Gennem sin død har Jesus ikke bare sonet menneskers skyld, men også overvundet deres modstand. Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner, siger Jesus. Alligevel gik han et skridt videre. Han satte livet til for sine fjender.

Det er ham, der kommer til os i kristendommen. Det er ham, der kommer til os i prædikenen. Det er ham, der kommer til i nadveren. Og netop dér modtager vi ham med samme lovsang som jøderne, da Jesus red ind i Jerusalem:

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!

Jesus kommer til os. Han kommer for at befri os fra synd og skyld. Han kommer for at dele sin sejr med os. Han kommer for at være konge over os, ikke med tvang, men med Ånd. Og Ånden er Guds Ånd, Skaberånden, barnekårets ånd.

Guds Ånd kan skabe liv af døde. Guds Ånd kan gøre fjender af Gud til Guds elskede børn. Guds Ånd bringer frihed med sig.

Vil vi følge ham og lade ham være vor konge i alle forhold af vort liv, så vi følger ham, koste hvad det vil? Vil vi bekende vore synder for ham, når han i sin undervisning trykker på de ømme punkter? Eller vender vi ryggen til og går vore egne vildsomme veje, så vi kommer endnu længere bort fra Gud?

Jesus kommer til os. Han er konge over alle onde magter. Hvor meget end familieproblemer, arbejdsløshed, angst, sygdom, alderdom og død kan true os, så må alt dette i sidste ende bøje sig for Jesus. Han er stærkere end alle disse ting. Han kan bære os igennem dem. Han er den stærkeste og den viseste. At overgive sine problemer i hans hånd er det bedste, man kan gøre. Problemerne kan ikke være i bedre hænder. Troen på hans magt og kærlighed forløser os, når vi er fortvivlede.

Vil vi overlade vore bekymringer til ham, eller vil vi bare slås fortvivlet videre alene?

Jesus kommer ikke kun til sin menighed, sin kirke. Han kommer også til hele menneskeheden.

Han kommer til verden nu. Overalt sender han sine ambassadører ud. Og når de kommer med hans budskab, så kommer han selv usynligt til stede og påvirker mennesker og bliver konge i deres liv. Derfor er kristendommen så farlig for en diktaturstat, for dér følger mennesker en anden myndighed end magthavernes. Det er så bekvemt for en diktator, hvis folk virkelig tror på ham. Det er altid forstyrrende, ja ligefrem truende, hvis de tror på en højere magt end diktatoren.

Derfor kan selv noget så enkelt som Fadervor blive en farlig bøn. I længden kan intet diktatur tåle, at landets indbyggere beder Fadervor og mener det. Folk, der beder Fadervor af et ærligt hjerte, kan man ikke få til hvad som helst.

Midt i menneskenes magtkampe kommer en konge af en helt anden slags, en konge af en anden verden, og han bringer et åndeligt usynligt rige med sig. Men dette rige har særdeles synlige virkninger.

Jesus kom til jøderne en gang. De forkastede ham. Paulus siger, at en dag vil de tage imod igen. Da er tidernes ende nær.

Ved tidernes ende kommer Jesus synligt igen. Når vi hører om de sidste tider, kan vi nemt tænke, at verden formørkes mere og mere, og til sidst går alt i sort. Bibelen tænker anderledes: Natten er fremrykket, dagen er nær. Det er fortiden, der ligger i sort. Kirkens fremtid tegner lyst. Denne verdens nat er snart forbi. Vi bevæger og frem gennem historien mod en evig dag i Guds rige.

Se, din konge kommer til dig!

Han kom til jøderne.
Han kommer i gudstjenesten.
Han kommer i hele det kristne liv.
Han kommer til folkeslagene.
Han kommer til jøderne igen.
Han kommer synligt ved tidernes ende.

Jesus, kongernes konge, kommer til os

Det er det glædelige budskab!

Lad os modtage ham!