1. søndag i fasten – 1. tekstrække

Indledende bemærkninger
I onsdags, eller – hvis man er i god tid med sin prædiken – på onsdag, er det Askeonsdag. Dermed begynder fastetiden – en bods- og forberedelsestid til påsken. Hvilket man kan markere ved at skifte kirkebønnen ud med Det store Litani.
I fastetiden er prædiketemaerne: Kampen, forsagelsen og efterfølgelsen. Temaer, der også er gældende for denne søndags tekster. Og hvilke tekster! Her er alt, hvad man som præst kan ønske sig! Vi møder syndefaldsberetningen sat overfor Jesu fristelse i ørkenen, mens Paulus, lidt mere diskret i baggrunden, minder os om, at vi som Guds tjenere anbefaler os selv med stor udholdenhed under trængsler, nød og deslige.
Jovist, der er nok at tage fat i, og som prædikant gælder det nu om at lægge det rigtige “snit” – som vi lærte var en altafgørende faktor på pastoralseminariet. Hvad “snit” man end anlægger, så er der god grund til at gå på prædikestolen med glæde. Det er bestemt ikke hver søndag, man har så “prædikevenlige” tekster for sig.

Mellem tekst og prædiken
I sin tekstmæssige sammenhæng følger fristelsen i ørkenen umiddelbart efter Jesu dåb i Jordanfloden. Denne sammenhæng er ikke uvæsentlig. For efter dåben i Jordan lyder røsten fra himlene: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Hermed tituleres Jesus som Guds søn, og det som en anerkendelse af Jesu tjeneste og virke, som tager sin begyndelse fra nu af. Om legitimeringen af Jesus som Guds søn handler fristelsen i ørkenen.
Det er ikke eneste gang i Matthæusevangeliet, at titlen “Guds søn” proklameres over Jesus efterfulgt af en udfordring til at demonstrere, at han med rette kan bære denne titel. I kap. 16 bekender Peter først, at Jesus er Kristus, Guds søn. Dernæst vil samme Peter hindre Jesus i at gå lidelsens vej. For sådan kan han jo ikke være “Guds søn”, mener Peter. Jesus tilbageviser Peter med de samme ord, som Djævelen i dagens evangelium. Senere, i kap. 27, lyder det spottende – og udfordrende – til Jesus på korset: “Hvis du er Guds søn, så stig ned fra korset”.
Vi befinder os, med andre ord, ved et af de helt centrale steder i Matthæusevangeliet. Ved evangeliets begyndelse, midte og slutning lyder bekendelsen af Jesus som Guds søn. Men alle steder ledsages denne bekendelse af en udfordring til at demonstrere én gang for alle, at der ligger mere end ord bag denne bekendelse. Det gør Jesus, som bekendt, ikke. Alle tre steder modstår han fristelsen. For sådan er han ikke “Guds søn”. Svaret – den endegyldige legitimering – får vi påskemorgen!

Der kan trækkes nogle frelseshistoriske paralleller mellem syndefaldsberetningen og fristelsen i ørkenen. Adam er mennesket, os alle. Og Adams fald er vores fald. Vor plads er uden for Edens have.
Jesus er menneskesønnen. Den anden Adam, der genopretter det brudte forhold. Han modstår “slangens” besnærende fristelse. Hermed er vejen angivet. Vejen frem mod Langfredag, hvor det afgørende opgør med “slangen” skal stå. Et opgør, hvis sejr proklameres med forkyndelsen af Jesu opstandelse påskemorgen.
I sin tekstmæssige diskussion med Djævelen citerer Jesus 5. Mos. 6 & 8. Centrale gammeltestamentlige tekster, hvor jødernes trosbekendelse også findes (6,4-5). Næppe tilfældigt valgt tekstmæssig sammenhæng.
Når Djævelen og hans dæmoner fremstilles i film eller på div. billeder lader de sjældent tvivl om deres onde hensigter. En djævel med horn i panden er ikke til at tage fejl af! Langt mere kompliceret bliver det at kende Djævelens tilstedeværelse i den virkelige verden. Hvornår er vi fristet, og hvornår er vi det ikke?
I Peter Madsens fremragende tegneserie, Menneskesønnen, har han tegnet Djævelen som en skygge, eller som et spejlbillede af Jesus selv. Det er jo genialt! For er det ikke sådan “fristeren” kommer til os. Han bærer sjældent visitkort, men møder os som en indre røst, der, velargumenterende, vil trække os bort fra sandhedens skrøbelige vej.

Hvor nært Djævelens listige forehavende kan komme, finder man i novellen storinkvisitoren i Dostojevskis roman Brødrene Karamasov. Her er det ikke Djævelen, der sætter Jesus på anklagebænken, men kirken. Storinkvisitorens anklage lyder: Havde du givet efter for Djævelens fristelser og legitimeret dig selv som Guds søn, havde du én gang for alle besejret og fængslet menneskeheden. Så ville mennesket for altid have været klar over, hvem de skulle bøje knæ for. Ingen kunne længere være i tvivl, for der var intet valg. Vha. underet, mysteriet og autoriteten var menneskeheden under ét besejret og henvist til at underordne sig under dig, Kristus.
Jesus afvises og forkastes her ikke af Djævelen, men af kirken! Er tanken fjern? Var det ikke besnærende – for os – hvis Guds søn gav os brød, mirakler og demonstrerede sin autoritet? Troen og sandheden er dog sådan nogle besværlige størrelser at arbejde med!

Prædikenskitse
Der er fremlagt adskillige betragtninger til søndagens prædiken. Nu vil jeg lade det være op til den enkelte at lægge “det rigtige snit”!

Salmevalg
295 er et “must” på denne søndag.
Derefter vil jeg vælge en Helligåndssalme. Harald Vilstrup har skrevet en ganske fin lille Helligåndssalme. Den har nr. 302 i Salmebogskommissionens Betænkning. Niels Brønholt har skrevet en dejlig melodi til salmen. (Noderne fås ved henvendelse til Brønholt på 97375399).
Før prædikenen synges nr. 411.
Efter nr. 585.
Under uddelingen nr. 489.
Og til sidst Kaj Munks korte, men præcise: Du ved det nok, mit hjerte (nr. 574).