1. søndag i fasten – 2. tekstrække

Teksterne

Den røde tråd i teksterne er kritikken af hovmodet og opfordringen til næstekærlighed.

Forskellen mellem dem er tidspunktet. Den første handler om menneskehedens første tider, den anden handler om fristelserne i almindelig kristen menighed længe efter Jesu død og opstandelse, og den tredje om skæbnedøgnet, hvor Jesus gav sit liv for verden. Menneskets trang til hovmod er både gammelt, sejlivet og viger end ikke tilbage for det allermest alvorlige øjeblik i verdenshistorien.

Første Mosebog

Denne beretning indskærper dels, at vi kun har os selv at takke, hvis Gud ikke tager mod vore gaver, dels, at vi har ansvar for hinanden. Vi skal faktisk være vor broders vogter.

Jakobsbrevet

Jakob lærer os, at rig og fattig står lige overfor Gud. Desuden afsløres fristelsernes ophav, som ikke er Gud, men vort eget begær. Dernæst skildres sammenhængen mellem begær, synd og død.

Den kristne menighed står hver eneste dag ansigt til ansigt med fristelsen til at følge egoismen og vende Jesus og vor næste ryggen. Denne tekst mangler intet i aktualitet.

Lukas-evangeliet

Teksten er fra samtalen mellem Jesus og apostlene ved påskemåltidet Skærtorsdag aften. Efter jødisk døgnrytme er det ikke dagen før Jesu død, men samme døgn, som Jesus døde.

Her irettesætter Jesus sine apostle. Det gør han temmelig mildt. De er optaget af, hvem der er den største. Jesus er optaget af at tjene. Jesus ved godt, at det er herskerstillingen, som mennesker regner for det største, men han lærer os altså det modsatte.

Alligevel stopper han ikke dér. For prøvelserne afløses på et tidspunkt af ophøjelsen. Ved denne lejlighed siger Jesus ikke noget nærmere om dette tidspunkt, men af Matt 19,28 fremgår det, at det er den kommende verden, det drejer sig om.

For det tredje siger han ligeud, hvem der vil slå kløerne i os, nemlig Satan. Han gjorde krav på os, siger Jesus, og det indebærer en retstvist mellem ham og Jesus. Det er meget afklarende, at Jesus ikke overvinder Satan med magt, men ved at bede (til Faderen) om, at Simon Peters tro ikke glipper. Her ser vi, hvad det afgørende punkt er, nemlig troen. Jævnfør Ef 6,16: Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile.

Kirkeåret

Det er fasten, vi begynder på, ikke den legemlige faste, som er afskaffet som fast ordning i vor kirke – efter mit skøn med rette – selv om muligheden for frivillig faste består og stadig benyttes. Men den dybere mening består, nemlig fordybelsen i Jesu lidelse og vores efterfølgelse af ham, herunder vores erkendelse og bekendelse af alt det i os selv, som ikke stemmer overens med hans rene sind og kald til os.

Mellem tekst og prædiken

I dette tilfælde er aktualiteten sørgeligt aktuel. Det gælder faktisk alle tre tekster. For en del år siden talte jeg med en studine, som stillede spørgsmålegn ved, om man skulle hjælpe alle de nødlidende i Afrika. For nylig talte jeg med nogle asatroende, som åbent sagde, at de ikke tror på næstekærligheden. De tror så på, at man skal beskytte den svage – det er da altid noget – men de tror ikke på, at man skal elske sin fjende, og det er jo stik modsat, hvad Jesus har lært os. Hvem skal definere, hvem der er svag og hvem der er fjende blandt dem, man møder? Jeg håber blot, at vore lovgivere stadig tror på næstekærligheden.

Hovmod og konkurrencementalitet er altid en fare for ethvert menneskeligt fællesskab, ikke alene folkefællesskabet, men også den kristne menighed. Jesus er modvægten til dette, vor herre, som vi skal efterfølge, om så skal være gennem de største ydmygelser.

Prædiken

Følgende punkter kunne indgå i en prædiken:

1) Hovmod og had er en gammel og meget sejlivet historie, der hverken skåner broder eller højtid.

Under det sidste kan man roligt påpege, at denne egoistiske diskussion mellem apostlene finder

sted mellem nadverens indstiftelse og Jesu død. Det viser med al tydelighed, hvordan det

menneskelige hovmod stikker sit grimme fjæs frem selv på det tidspunkt, hvor menneskene

burde være optaget af noget helt andet. Af det ser vi også, hvor alene Jesus stod.

2) Denne gift findes også i kristenhjerterne som en daglig fristelse.

3) Den eneste modvægt og redning er Jesus.

4) Jesus ville ikke betjenes, men tjene.

5) Jesus ophøjer os mere i den kommende verden end vi nogensinde ville kunne drømme om at arbejde os op til i denne verden.

6) Der står en kamp mellem Jesus og Satan om hver enkelt kristen (sådant set også om hvert enkelt menneske, men det er ikke pointen her).

Djævelen sætter ind netop på vores lyst til ikke at blive forbigået, vores lyst til forfremmelse og ære. Han udnytter vores forfængelighed og misundelse til både at ødelægge vores tro på Jesus og vores kærlighed til andre mennesker. Og kan han det, gjalder den sadistiske latter under Dødsrigets hvælvinger.

Man kan så af disse punkter vælge at lægge hovedvægten på modsætningen mellem vores hovmod og snæversyn på den ene side og Jesu tjenersind på den anden side til både syndserkendelse og nådesforkyndelse eller man kan lægge hovedvægten på Djævelens forsøg på at ødelægge vor tro og kærlighed, altså kristenlivets kamp og risiko og Jesu forbøn. Det sidste er måske underbelyst i dag. Måske kan man forsøge en kombination af disse temaer.

Salmeforslag

495                Midt i livet er vi stedt

698                Kain, hvor er din bror?

685                Vor Gud er idel kærlighed

Prædiken

365                Guds kærlighed ej grænse ved

Nadver

473                Dit minde skal, o Jesus, stå

208                Skriv dig, Jesus, på mit hjerte