1. søndag i fasten – 2. tekstrække

Tekstens centrale budskab.
Hvor er din bror? Det må være det centrale budskab i dag. Men også dette, at Gud blev vor bror i sin søn Jesus Kristus. Ja, at Jesus Kristus blev en tjener for os, og at han netop blev Kains modsætning.

Mellem tekst og prædiken.
Fortællingen om Kain er en grundfortælling, som er svær at komme uden om i sin prædiken. Misundelsen og det at sætte sig selv først er jo ganske menneskelig – og syndigt. Det er ikke selvtilliden eller selvværdet, der er problemet; men når selvværd og selvtillid skal erhverves på bekostning af andre, så bliver det til misundelse og selvhævdelse.
Nøgleordet i dagens evangelium er ordet tjener. Nøglepersonen er Kristus, som blev en tjener. Alligevel skal vi begynde i det menneskelige, for disciplene kom i strid om, hvem af dem, der var den største. Det var det dummest tænkelige tidspunkt at begynde på den strid, for umiddelbart inden Luk. 22,24 har vi fortællingen om nadveren; men for at sætte personer på og gøre prædikenen levende kunne man jo godt forestille sig, at det netop var Simon Peter, der havde følt sig som den største af alle disciplene. Der var ham, Jesus havde givet navnet Peter, klippen, hvorpå han ville bygge sin kirke. Det var også ham, der ofte var en af de udvalgte, når noget virkeligt afgørende skete, som f.eks. forklarelsen på bjerget. Han hørte til inderkredsen, og han var nok den største i inderkredsen omkring Jesus. Ja, han havde al mulig grund til at se sig selv som den største – lederen, den næstkommanderende – efter Jesus. Og så lige efter nadveren.
Det er til ham, Jesus siger: “Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”
Det sidste er vigtigt, for Jesus vender op og ned på det hele. Han siger, at kristendom handler ikke om at være noget over andre, men for andre. Det er vel noget, som både Peter og vi andre gang på gang skal omvendes til. Kristendom handler om at tjene.
Hvad er det så vi skal omvendes til? Er det blot dette smukke livsprincip? Denne ædle indstilling? Nej, vi skal omvendes til Kristus, ham der virkelig blev en tjener; og vi skal omvendes til ham – også fordi vi aldrig kan nå op på linie med ham. Vi skal omvendes til ham, fordi han altid først og fremmest må være en frelser, inden han bliver et forbillede. En frelser er lig en tjener plus en herre. En forunderlig blanding af begge dele. En frelser er den, vi på samme tid må tage imod, holde os til, tjene og lade tjene. En frelser er en tjener, vi må bøje os for som Herre.

Her er det vigtigt at pege på inkarnationen og gøre det jordnært, at Gud blev et virkeligt menneske for at tjene os. Det er vigtigt at pege på vejen fra Betlehem over Nazaret til hans gerning og hans vandring til Jerusalem til kors og død. Han lignede ikke en herre, men en tjener; og man kan også bruge anledningen til at pege på nadveren, fodvaskningen og ikke mindst korsdøden.
Og så er det vigtigt at pege på, at Kristus stadig er til stede i sin kirke på denne måde – særligt i nadveren. Godt nok har han al magt i himlen og på jorden. Ja, han har sejret over synden og døden og djævelen, men han kommer i nadveren som en tjener til os; og han skænker her sig selv til os. Han er tjeneren, der frelser. Og det er jo virkelig tankevækkende.
Mange kirker er bygget på gamle helligsteder, og jeg forestiller mig, at hvis der har været et helligsted, hvor disse kirker ligger, så har der måske stået et alter på samme sted, hvor det nuværende alter står. Men forskellen er, at hvor mennesker førhen dyrkede deres guder ved at ofre til dem, give dem gaver – ja, nogen gange ved at ofre mennesker, så sker det stik modsatte i kirken i dag. Nadveren er der, hvor Gud giver sig selv til os. Og messetøjet skal jo symbolisere, at præsten går på Kristi vegne – i en klædedragt der i sit snit (nok ikke i sin pynt) peger tilbage på det tjenertøj, Jesus gik rundt i.
Derfor er nadveren både forudsætningen for og afslutningen på dagens evangelium. At ligesom vi knæler ved nadverbordet, og Kristus tjener os, sådan skal også vi gå ned fra nadverbodet for at tjene hinanden og i verden omkring os. Endelig skal det også ved, at når vi skal være tjenere for hinanden, så er det ikke for at vi skal bukke og skrabe for hinanden, men fordi vi skal være ansvarlige for hinanden. Give ansvar, selvværd, selvtillid og frelse i Kristus videre til andre.

Prædikenskitse.
Jeg vil tage udgangspunkt i det almenmenneskelige, at vi ligner Peter og de andre disciple – og måske også inddrage fortællingen om Kain og Abel. Dernæst fortælle lidt om Simon Peter, klippen, der skal omvende sig til at styrke sine brødre. Det kan munde ud i noget om at være leder – en sammenligning mellem ledelsesprincipper i verden og i Guds rige. (Vi begynder jo at se spor af det med, at en leder skal være en tjener – også i moderne ledelsesstrategi). Dette må munde ud i, at Kristus er blevet en tjener for os. Her kunne man evt. inddrage Filipperbrevshymnen og i det hele taget fremvise tegn i Jesu liv på, at han, der var Guds søn blev en tjener, hvilket måske er mere synligt end det første. Dette skal munde ud i, at vi skal omvende os til ham, og at det er som omvendte til ham, vi kan styrke vore brødre. Endelig vil jeg lægge op til altergang og udgang – at Kristus sender sine tjenere ud i verden for at tjene.

Salmevalg.
312 – 275 – 41 – 586 – 331.