Søg efter:

10. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Til lektien: 5. Mos. 6,4-9.
I Israels “trosbekendelse” møder vi en stærk understregning af kærligheden til Gud såvel som af vigtigheden af, at vi bliver mindet om dette bud igen og igen.
Der kan i prædikenen fint knyttes til ved dette i forbindelse med temaet “besøgelsestid.”

Til epistlen: 1. Kor. 12,1-11.
Undervisning om nådegaverne. I tilknytning til prædiketeksten kan evnen til at bedømme ånder berøres.

Til evangeliet: Luk. 19,41-48.
Jesu gråd over Jerusalem. Udrensningen på tempelpladsen og Jesu undervisning af folket.

Temaer i teksterne.
Forskellen på interesse og tro; på popularitet og efterfølgelse kan være et tema. Begrebet “besøgelsestid” kan være et andet tema.

Prædikenskitse.
Ved denne søndags prædiketekst kan det være en idé til indledning at tage udgangspunkt i det sidste afsnit: “…for hele folket hang ved ham for at høre ham.”
Her hører vi om popularitet, om søgen, om interesse. Masser af mennesker søger deres livsindhold i andre menneskers støtte og beundring. (Eksempler kan nævnes: politikere, popstjerner mv.) Og her hører vi, at det blev Jesus til del i selve hovedstaden. Det kan synes som en fuldkommen succes for os mennesker at se!
Men Jesus ser dybere: han ved, at flertallet få dage senere vil vende sig bort fra ham. Hvorfor? Fordi deres interesse og søgen ikke blev til tro, omvendelse og efterfølgelse. Derfor græd Jesus over Jerusalem – græd i kærlighed, som den sande kærlighed gør det, når den bliver afvist – græd, fordi en afvisning af Guds frelse bærer dommens konsekvenser med sig!
Jesu gråd er en stærk prædiken om ikke at lade det gå for os, som det gik for dem, Jesus græd over den dag.
Hvordan gør vi det? Svaret ligger gemt i Jesu ord: “…fordi du ikke kendte din besøgelsestid.”

Der er noget, der hedder besøgelsestid – en tid, hvor Gud besøger dig for at frelse dig. Og der kommer en tid, hvor det ikke længere er besøgelsestid for dig. Hvornår er det besøgelsestid? Det er det NU – fordi det er besøgelsestid, når Gud møder dig med sit ord og sine sakramenter i gudstjenesten. Det ved vi, fordi han har lovet at komme til os gennem sine nådemidler!
Hvad vil det sige at kende sin besøgelsestid? Jesus svarer på det med ordene: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.” At kende sin besøgelsestid – det er at lade Guds ord være mere end bare interessant og underholdende; det er at lade Gud komme til mig gennem sit ord, så at jeg bliver ribbet for alt mit eget og i stedet får givet Jesus som den frelser, der er alt for mig. Det er at se, at i Jesus og i ham alene har jeg alt det, der tjener til min fred!
Efter sin gråd over Jerusalem hører vi, at Jesus på tempelpladsen gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér. Handlen bestod i at købe offerdyr eller veksle penge til brug ved ofringer mv.
At vide hvad der tjener til min fred vil sige, at jeg lader Jesus rense alt det ud i mit liv, der vil købslå med Gud og vil slå en rimelig handel af med Gud. Den vej til frelse er uigenkaldeligt spærret. Men: I Jesus “har Gud afhandlet hele sin sag med folket, med folkene, med verden, med hedningernes verden.” (G. S. Geil).

 

Salmevalg.
Blandt mulige salmer til denne søndag kan nævnes:
148: Jerusalem! i dag din konge græder.
267: Helligånd, vor sorg du slukke.
875: Jeg har ofte søgt, o Herre.
454: Jesus! han er syndres ven!
471: I dag er nådens tid.
560: Gud er Gud, før jorden skabtes.