10. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Igen er vi samlet til gudstjeneste – Gud er her for at tjene os. Derfor er gudstjenesten så vigtig at prioritere, fordi her møder Gud os, her er han for at tale til os, for at skabe og forvandle os gennem Ordet.

Gennem Ordet og gennem Jesus lærer vi Gud at kende. I dag mindes vi om det vigtige, at vi skal frygte Gud og hans straf. Mon ikke det er sådan, at vi har en tilbøjelighed til at give de ord, som handler om Guds kærlighed så meget plads, at talen om Guds vrede og straf nærmest forsvinder fra vores bevidsthed, og dermed ændres vores Gudsbillede?

Gud skal vi frygte, for han er den, der straffer synd.

Jesus er i dagens evangelium på vej til Jerusalem, det er palmesøndag og Jesus sidder på æslet, som skridt for skridt bærer ham ind i byen – og omkring Jesus råber de mange mennesker: Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn! Fred i himlen og ære i det højeste! – og Jesus græder!

Jesus græder. Det gør han fordi han kender Gud og fordi han kender de mange mennesker i Jerusalem, som råber: Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn! Fred i himlen og ære i det højeste!

Jesus kender hjerterne – og han ved at disse mennesker ikke kender deres besøgelsestid, og han ved at Guds straf snart vil ramme Jerusalem.

Dette skete i årene 70 og 132, hvor Jerusalem blev ødelagt og jøderne fordrevet. Der er, som Jesus med sine tårer siger: ”Kære Jerusalem, du kendte ikke din besøgelsestid. Jerusalem, du er advaret, du mere end nogen anden by burde have lyttet til dine profeter, konger, Johannes Døberen eller mig … eller til mine apostle, som er her efter mig. Gud har givet dig sit ord og sin gudstjeneste og tempel. Gud har mere end noget andet sted besøgt dig i sin nåde og vist troskab mod sig og har villet hjælpe dig. Men du har foragtet det alt sammen og du har ikke villet høre.”

Jesus græd – for Jerusalem kendte ikke sin besøgelsestid, og Jerusalem kendte ikke Gud og frygtede ham ikke. Jesus græd, fordi han elskede disse mennesker – og han var villig til at give sit liv for at frelse dem. Men mange tog ikke imod.

Besøgelsestiden er den tid, hvor Gud er et menneske nær med sit ord. Som kristne skal vi vogte os for alle slags synder, men særligt skal vi passe på ikke at foragte Guds ord og vor besøgelsestid.

Du begår denne synd når du hører Guds ord kalde dig til opgør og omvendelse – og du sidder dette kald overhørigt og fortsætter i dine synder uanset hvor meget man prædiker og advarer dig. Hvis du er ligeglad med synd, så frygter du ikke Gud, og hans straf, nå ja – det går vel.

Lad os nu lige se lidt på Jerusalem. Ingen by overgår Jerusalem. Det var i Det gamle Testamente stedet for Guds eget hus: templet, og folket var Guds udvalgte folk. Jerusalem var en slags himmel på jord. Et sted hvor Guds navn boede. Det var kun hér af alle steder i hele verden, der skulle forrettes gudstjeneste. Dette var stedet, hvor profeterne var. Her var Jesus, her døde han langfredag, her fik han sin grav, og her opstod han. Dette var byen, hvor Helligånden pinsedag kom. Dette er byen, hvor apostlene blev sendt ud fra til al verden. Ingen by overgår Jerusalem – men byen kendte ikke sin besøgelsestid! Byen fulgte ikke Guds ord, og Guds straf ramte.

Frygt Gud.

Den Gud, som på korset ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen i døden for at frelse dig og mig fra synd. Den Gud, som lod sin vrede ramme Jerusalem så meget, at byen gik til grunde. Den Gud vil ikke spare dig, vil ikke spare Thyborøn, Engbjerg, Harboøre eller Danmark. Lad denne dag være en dag hvor vi mærker os Guds vrede, og hvor vi vogter os for ikke at foragte Jesus og hans ord. For det er jo sådan, at der står ingenting i vor Bibel, som Jesus ikke selv ville have sagt, selvom det er en anden, der siger det.

Frygt Gud.

Det er sandt, at du ikke kan se eller mærke Guds vrede – men i Bibelen kan du læse om den. Derfor stilles du i valget: Vil du tro det, der står i Bibelen? Eller vil du slå dig til ro med din indre overbevisning, som måske allerede lige nu hvisker til dig: Arh, mon det nu ikke er at stramme skruen for meget. Så er det nok heller ikke værre?

Hvad stoler du mest på: Din egen fornuft og følelser eller Guds ord? Stoler du mest på den fornuft, som hjælper dig med at tænke syndige og onde tanker, og de følelser, som gang på gang frister dig til det, som er forkert, eller stoler du mest på Bibelen?

Det er sandt, at Gud er barmhjertig og tålmodig og at han elsker os – dette lever vi af som kristne. Men det er Guds vilje, at når vi har syndet, så skal vi omvende os og vi skal forbedre os og vi skal ikke misbruge Guds godhed og tålmodighed.

Indbyggerne i Jerusalem havde alt den ydre Guds goodwill de kunne ønske sig. De var Guds folk, men de frygtede ikke Gud. Derfor græd Jesus.

Græder Jesus, når han ser over Danmark?
Græder Jesus, når han ser Thyborøn / Harboøre?
Græder Jesus, når han ser dig?

Enhver af os skal vide, at Gud vil straffe den, der foragter hans ord. Dette gælder for alle: for Jerusalems indbyggere, for undervisere og tilhørere, for præster og lægmænd.

Jesus græder, fordi han ser mennesker, han elsker, som går Guds vrede og straf i møde uden en frelser, uden ham. Jesus græder – vi ser heri Guds kærlighed. En kærlighed, som længes efter at blive gengældt ikke med ord, ikke i det ydre, men i en helhjertet tro.

Men denne søndag er det endnu nådens tid. Endnu er Gud at finde. Gud er tålmodig, for han vil ikke at nogen skal gå fortabt. Gud vil straffe synd, men han viser os tålmodighed, så vi kan omvende os – og gjorde han ikke det, så var der ingen af os, der var blevet 7 år gamle.

Lad os sætte hele vort liv og tillid til Guds nåde og barmhjertighed, han, som for Jesu skyld vil forlade os alle vore synder og gøre os retfærdige.

I Martin Luthers lille katekismus, som vi finder bagest i salmebogen, der står der som det første ved hvert af de ti bud: Vi skal frygte og elske Gud. Amen!