10. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema: Bøj dig For Gud!
Teksterne viser med al tydelighed Guds sandhed. Gud åbenbarer sig i sit ord gennem sine forkyndere. I deres forkyndelse møder vi altid Gud. Det må vi tage alvorligt og til efterretning. Der findes ingen gyldige grunde til at forkaste Gud. Sker det alligevel, får det en evig katastrofe til resultat. Ezekiel peger på, at mennesker alene vil forpligte sig på det, de selv anser ser for fordelagtigt. Optagethed af det festlige, folkelige og fornøjelige gør, at man ikke vil bøje sig for Guds autoritet, selvom det bliver forkyndt.
Hebr. taler om det afgørende i at høre og tage imod Guds ord dag. Satan kan sagtens leve med, at mennesker er optaget med at overveje Guds vilje i morgen. Så øjner han en mulighed for, at det ikke føres ud i livet. Her er et vigtigt aspekt at få frem i vor forkyndelse. Guds ord er ikke uforpligtende interessante betragtninger. Det stiller hver enkelt under personlig tiltale. Dette formaningselement må have en central plads i denne prædiken. Hebr. går under overfladen og konkretiserer, at vantroens vækstbetingelse er det onde, vantro hjerte. Skal det råbes op, må der tales klart, og Helligånden må stille os under Ordets forpligtende tiltale. Her møder vi en formaning, vi aldrig bliver færdig med, da den dagligt skal lyde, for at vi kan holdes fast hos Jesus.
Jesus peger på sin samtids barnagtige måde at forholde sig til Gud på. Som børn, der har mulighederne, men ikke kan enes, har alle, der har hørt Guds ord, muligheden for at lære sandheden om Gud, men det er på den mest primitive måde blevet forkastet. Den alvor og bod, de kritiserede Johannes Døber for, efterlyste de hos Jesus. Den livsglæde, de manglede hos Johannes, anklagede de Jesus for at praktisere. Alligevel har folket både igennem Johannes og Jesus mødt visdommen fra Gud på en såvel overbevisende som fyldestgørende måde. Gud taler sit ord til omvendelse og frelse. Forkastes Guds ord, er der bare den evige dom og fortabelse i vente. Det må siges med smerte og i forpligtende kærlighed. Dette alvorlige kald må vi bede om lydighed og villighed at følge. Også selv om det møder modstand.

Guds folk har på mangfoldige måder i ord og gerning fået Guds sandhed demonstreret. Alligevel har det ikke ført mange til omvendelse og sandhedserkendelse. Havde mennesker uden for Guds folk hørt og set, hvad Gud gjorde i sit eget folk, havde det ført til omvendelse. Hvis man ikke vil bøje sig for Gud, når han taler og handler, er den evige dom den uundgåelige følge. Jesus måtte med smerte og sorg opleve, at hans muligheder i hans slægtled var begrænsede. Alligevel fuldførte han sin gerning og var tro over for sit kald. Hvordan er det med vor slægt? Åndelig talt er der ikke den store forskel. Om resultaterne er få og små, bærer vi på et kald fra Gud. Det må vi leve i og praktisere. Det sker ved, at vi prædiker Jesus Kristus som verdens eneste frelser med bibelsk fylde og myndighed, så vore tilhørere ved, at vi ikke taler selvbestaltet. Gør vi det, har Helligånden muligheden for at nå de onde vantro hjerter. Det magter vi ikke selv. Vi må bede Gud om vækkelse i vort eget liv og iblandt dem, vi skal virke, for at Guds gerning kan lykkes.

Salmer.
471 – 470 – 745 – 360 – 25.