10. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

De ord, vi møder i teksten fra Mattæus-evangeliet, er et nødråb fra Jesus over den manglende reaktion på Guds tale til folket. Lovens tale ved Johannes Døberen havde til formål at lade folket se sin situation på vej imod dom (jævnfør Matt. 3,10: “Øksen ligger…”). Evangeliets tale ved Jesu Kristi forløsende gerning sigtede på at lade folket se Guds frelsende gerning.
Undergerningerne viste, at Jesus var den lovede frelser fra synd og dom, og de var derfor et kald til folket til omvendelse og tro. Domsord rettes imod byerne på grund af manglende omvendelse. Kapernaum kan siges at være særlig privilegeret, fordi Jesus boede her (Matt. 4,13).

Jesus sammenligner folkets reaktion på lovens og evangeliets tale med børn, der leger begravelse og bryllup. Nogle lægger op til at ville lege, men ingen vil være med. Således er den slægt, den generation, der levede på Jesu tid. Et lys skinner dog i dette mørke. Nogle tog både imod Johannes Døberens budskab og troede, at Jesus var den lovede frelser, og fulgte ham (v. 19).
Ikke at ville høre fører til forkastelse på dommens dag. Det er Jesu ord (Johs. 5,24).
Det ikke at ville høre var så ofte Israels nød (Es. 53,1). Det har det også ofte været i kirkens historie. Andreas Fibiger, præst ved Eliaskirken i København, skriver om denne tekst: “Kaptajnerne, som sejler på de store have, fortæller om, hvad det vil sige at sejle i dødvande. Store flager af tang og alger dækker havet milevidt, maskinen stønner, og skruen hvirvler rundt, men skibet kommer ingen steder. Det er også forfærdeligt åndelig talt at sejle i dødvande. Mange gange hellere ride en storm af for rebede sejl end det dræbende dødvande” (A. Fibiger: Hos Jesus s. 152).
Det vil vel være naturligt at tage udgangspunkt i, hvad Jesus vil sige om den generation, som lever i 2002 i vort land?

De billeder, som Jesus bruger om Israel med børnenes leg, peger på, at Israels største nød var, at det ikke ville høre hverken lovens tale eller evangeliet. Det blev kamufleret ved at erklære Johannes Døberen utilregnelig som en besat og Jesus utroværdig som en dranker.
Findes en ringeagt for loven og evangeliet inden for vor kirke (folkekirken) og inden for de åndelige bevægelser, som Gud har ladet vokse frem indenfor kirken? Enkelte ting kan anføres: Når en livsførelse (unaturlig utugt) fra ledende hold anerkendes (nov. ’97), indtages dermed en holdning, der indebærer en tilsidesættelse af Guds ords sandhed (Rom. 1). I det salmebogsforslag (dvs. 2000-forslaget), der er fremme, er boden og livet i omvendelsen næsten fremmed tale i forslag til nye salmer. Vi kan eksempelvis blot nævne nr. 854: “Fyldt af glæde…” Sammenlignes denne salme med nr. 402, der indeholder linjen “… aldrig de til død og dom sig fra dig forvilde”, skinner en manglende side ved dåben i øjnene i førstnævnte salme.
Om byerne siges der: De omvendte sig ikke. To sider kendetegner omvendelsen: 1) Anger over vore synder og 2) synderens tilflugt til Kristi fuldbyrdede frelserværk.
I Kristi forsoningsværk er Guds visdom åbenbaret. Her er Guds hjertelag åbenbaret ikke blot for Israel, men for alle folkeslag. Her holdt Gud dommedag over menneskeslægtens synd i fortid, nutid og fremtid (1. Johs. 2,1-2).
Den eneste måde at undgå den kommende dom på, er derfor at gøre bod og i troen tage sin tilflugt til Jesu Kristi forsoningsværk.
Alt i Guds rige begynder med, at den enkelte hører. Det er ikke tilfældigt, at alle 7 menighedsbreve i Åb. 2-3 slutter med ordene: “Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” Jesus siger: “Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.” Guds visdom åbenbares i deres liv, der dagligt lader sig sætte på plads, søger ind i nådeløfterne fra Kristi fuldbragte værk og lever der.

Salmeforslag:
170 – 460 – 595 / 471 – 555.