10. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Til teksterne
Ezekiel
I Alterbogen er angivet v. 23 som en del af læsningen. Det er kun 23b, som derved viser, at de følgende ord er fra Herren.

Baggrunden for teksten er, at nogle flygtninge fra Jerusalem kommer til Ezekiel i Babylon efter byens fald i 586. Teksten beskriver, hvad det er for mennesker, der dermed samles om profeten for at høre hans ord. Gud fortæller Ezekiel, hvem hans tilhørere er.

Det er mennesker, der gerne hører profeten tale Guds ord til dem. Dvs. de vil gerne høre de lyse, gode og kærlige ord fra Gud. De hører om Guds kærlighed, som man lytter til en kærlighedsslager med Keld og Hilda i radioen: Sød musik, der kildrer ørerne, og ellers ikke gør noget ved en. Tilhørerne følger ikke ordene op i handling. De overhører kaldet til omvendelse.

Vor egen tid set i lyset fra Ezekiel og evangelieteksten
Billedet af disse tilhørere er ikke så fremmed for os i dag. Der er ikke sket så meget siden Ezekiels dage. Omvendelsesforkyndelse, domsforkyndelse og alvorsord er ikke så populære i den brede befolkning. Dette betyder en forarmelse af vort kristne folk. Hvis ikke Guds ord bliver til handlinger i vort liv, så har vi ikke fået noget ud af det. Der ligger her også en fristelse for en forkynder. Fristelsen til at kildre menneskets ører og ikke tale sandt og alvorsfuldt. Måske giver situationen i Folkekirken os nye muligheder for at tale og høre med hjerte, hænder og fødder, således, at Guds ord skaber i os, hvad det nævner. Situationen i dagens Folkekirke har dog medført, at samtale om kristendom mange steder er meget mere dagligdag og i mange sammenhænge næsten til alle-mands-snak. Dette kan måske åbne nye døre.

Der er dog ingen tvivl om, at med tiden vil fronterne i Folkekirken blive trukket skarpere op, og måske vil den ”populære” præst få lov til at udgyde sin vranglære for en tid – men kun for en tid. En dag går sandheden op for os, og vi kan ikke bruge den ”populære” præst til noget. Vi har brug for sandheden. Mennesker skal til stadighed møde sandhedens Gud i nutidens profeters mund.

Indtil da vil vi nok opleve det som begyndelsen af evangeliet. Vi er muntre, vi er alvorlige; men intet hjælper. Ligegyldigheden er massiv.

Hvis mennesker kun går efter det hos Gud, man selv synes, han skal have lov at sige, få vil vi ikke vide, hvad vi selv vil. Snart beskylder vi Jesus for det ene og snart for det andet. Konsekvensen mangler, for vi har ikke selv noget holdepunkt.

Epistlen
Forhærdelsen og syndens bedrag er mangel på holdepunkt og dermed følger fortabelsen.

Evangeliet
Fortabelsens gru sættes i perspektiv ved sidste del af evangeliet med Jesu ord om Dommens dag. Byer, som alle har oplevet Jesu undere og hørt evangeliet, har ikke taget imod. Ligegyldigheden og måske også ugudeligheden her er værre end i Sodoma, der dog havde taget imod, om de havde set og hørt, hvad disse byer har.

”Visdommen” i v. 19 er Jesus (jf. 1 Kor 1,30). Visdom fra Gud er retfærdighed, helligelse og forløsning (Ef 1,7; Es 53,11) Hans gerninger viser, at han er Messias på trods af menneskers afvisning. Jesus som Guds visdom, se også Ordsp. 8,22-36 (her er desuden nogle pragtfulde ord at bruge til bortsendelsesord, hvis man benytter sig af det).

Evangeliet har et stærkt budskab om, at uanset hvordan mennesker tager mod Jesus, så er han Guds Søn, vores Frelser og Herre.

Til prædikenen
Der er her god lejlighed til at tale ligegyldigheden imod.

Der er her også god lejlighed til at tale mod kirkens egne forsøg på at tækkes og tilfredsstille det populære og lette. Alle vore krumspring for at få mennesker i tale nytter alligevel ikke. Vi skal tale, hvad Gud vil have sagt: Evangeliets ord om frelse og fortabelse, der ikke blot er en teologisk størrelse hos de gamle vækkelses- og missionsbevægelser, men en virkelighed for alle mennesker.

Ezekiel er nok ikke så kendt af det brede flertal, og derfor kunne man tage udgangspunkt i en genfortælling af beretningen om Sodoma og Gomorra. Berøringsfladerne fra disse byer til vor egen tid er utallige. Dog er der den forskel, at vi har hørt og set visdommens gerninger; men det havde Korazin og Betsajda også (kan være en advarsel).

Man kan også benytte lejligheden til at tale mod kærlighedens sødsuppe, som der er alt for meget af i dagens kristendomsopfattelse.

Nogle kirkegængere sagde en gang til mig, at jeg ikke skulle være så bange for at ruske i dem, ”for det trænger vi altså til en gang imellem” sagde de. Denne søndag er chancen er. Men – husk, det skal gøres med en fast og frem for alt kærlig hånd, og så skal det tjene det formål, at de ser visdommens gerninger.

Som emne kan også vælges: det hørte  fører til handling.

Salmer (DDS 2003)

753 el. 1 (spille og lege); 300 el. 312; 592 – 322; 7