10. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Eksegetiske overvejelser og tekstens centrale budskab og sigte:

Tekstens opdeling:

a)      v.16-19 (v.7-19): Jesu tale om Johannes Døber

b)      v.20-24: Veråb over Galilæas byer

Vi mærker nærmest en opgivenhed og frustration i teksten. ”Hvordan skal jeg dog få jer i tale? Hvordan skal jeg dog få jer til at forstå? I drog ud i ørkenen for at høre Johannes, hvis forkyndelse resulterede i, at mennesker stormede frem for at få del i himmeriget. Men fra nu af bliver det anderledes. I har vendt jer imod evangeliet.”

I dette afsnit af vor bibel opfordrer Jesus os til at tage imod hans ord – en opfordring som han her siger ikke er blevet efterlevet. Folket har hørt Johannes Døbers domsord (”klagesange” brugt ved begravelser, v.17) og Jesu indbydelse til himmeriget (”spille på fløjte” som ved et bryllup, v.17). Men ingenting tog de imod, hverken Johannes (”I sørgede ikke”) eller Jesus (”I dansede ikke”).

Det er hårde ord til et folk, der er som sure børn, der har opgivet at lege med (v.16), for de har afvist både Johannes og nu også Jesus (v.18-19).

MEN ”visdommen har fået ret ved sine gerninger”. Her identificerer Jesus sig med Guds visdom, og hans gerninger (forkyndelse og helbredelse) viser, at han er Messias – uanset om de afviser ham eller ej. Visdommen og gerningerne står ved magt!

Dernæst fortsætter Jesus i veråbene og i dommen over de tre byer, hvor han især har udført mægtige gerninger: Korazin, Betsajda og Kapernaum. Selv om de har hørt og hørt, set og set, så er de dog fortabt, fordi de ikke har omvendt sig.

Tyrus og Sidon havde nemlig omvendt sig ”i sæk og aske” (v.21), bort fra deres pengebegær og gudløshed. Men Korazin og Betsajda mente ikke, at de havde behov for omvendelse.

Og i Kapernaum mente man, at man var frelst, for man tilhørte jo det udvalgte folk (v.23). Men det er et selvretfærdigt hovmod, der fører dem til dødsriget og fortabelsen.

For den største skyld et menneske kan pådrage sig er at afvise Jesus. Derfor vil Jesus ikke i dagens tekst tale om grader af fordømmelse, men netop understrege for os, at dommen afsiges på grundlag af os menneskers forhold til ham (jf. 25,31ff).

Prædikenansats

a) placering i kirkeåret

b) målgruppe og pædagogiske overvejelser

Overskrift: Smag og se, at Herren er god; lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham. Sl.34,9

• ”Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med?”
• ”I er hverken til at hugge eller stikke i! Først kommer Johannes med sit alvorlige budskab … Han synger klagesange.”
• ”Så kom jeg og prædiker syndernes forladelse, kærlighed, glæde og fred … spiller på fløjte for jer.”
• Vi er kommet på afveje, når vi selv vil vælge og vrage i, HVEM vi vil høre, og HVAD vi vil høre!
• Her spreder forbeholdene og ligegyldigheden sig som ringe i vandet… ja, utilfredshed.
• Hvorfor er det svært for Gud at gøre folk tilpas? JO, fordi vi mennesker dybest set aldrig finder hvile, FØR vi hviler I GUD. Dvs. at vi åbner os for hans budskab gennem bibelen, uden alle forbehold – uden ligegyldighed – at vi sætter os under tiltale af hans ord.
• DA tynger Johannes Døberens pegefinger os i knæ … og DA priser vi os lykkelige over Jesus Kristus, der vil være ven med de ringeagtede, toldere og syndere … ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!”
• Da går det ikke, som det i sin tid gik profeten Ezekiel (lektielæsningen).
• Lad os derfor sætte hinanden stævne i Guds hud, både når der synges klagesange, og når der spilles på fløjte. For kender vi ikke Jesus, der kan sætte os over i frihed, da venter der os en evig fortabelse under Guds vrede sammen med djævelen og hans engle. DDS 471,1:

I dag er nådens tid, / i dag er Gud at vinde,

nu kan alvorlig flid / hans milde hjerte finde.

Op! op! til bedrings gråd, / og efter Jesus jag,

men snart! det er mit råd. / Nu hedder det: i dag!

• Vi vil ikke høre ve-råb over os – vi vil i stedet slippe alle forbehold og ligegyldighed, så ordet får lov at ramme os, ja, knuse os, så vi når dertil, hvor vi virkelig kan høre det glædelige budskab og synge af hjertens lyst: Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!

c) gode ideer og praktiske vink

Parallel-historie:

En mand skulle engang til markedet med sin søn. Først red de begge på æslet, men folk, de kom forbi, sagde, at det var dyrplageri. Så red faren alene, men så sagde folk: Sikke en mand, han lader drengen gå. Så byttede de, og drengen red med faren gående ved siden af. Så sagde folk: Sikke en unaturlig søn, lader sin gamle far gå. Så gik de begge to og trak æslet. Men så grinede folk af dem, at de ville gå, når de nu havde et ridedyr med sig!

Denne historie viser sandheden om os mennesker: Nej, ikke det – noget andet! Utilfredshed – forbehold!

Forslag til salmevalg

743                Nu rinder solen op

337                Behold os, Herre, ved dit ord

592                I dag er nådens tid

Prædiken

487                Nu fryde sig hver kristen mand

7                    Herre Gud! Dit dyre navn og ære