10. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

De spildte muligheders søndag / Bevar tilliden til Kristus

Søndagen har vel aldrig været en af de mest ”populære” søndage, og det er en stor udfordring for os at levere en god, evangelisk prædiken, som dels tager temaet om Guds vrede og om forhærdelsens og frafaldets mulighed op, og dels viser vej til håbet, omvendelsen og troen – og hjælper til at bevare tilliden til Kristus.

Teksterne:

Ez 33,23.30-33. Et udmærket valg af en gammeltestamentlig tekst, som understreger det paradoksale, at Guds folk godt kan glæde sig over Guds Ord og alligevel vælge helt at ignorere dem når det kommer til praktisk handling. Man har valgt at udelade v24-29, hvor frafaldet fra Herren bliver beskrevet i detaljer, og hvor dommen også beskrives med om at falde for sværd eller omkomme af pest.

Hebr 3,12-14. I den tidligere alterbog begyndte epistellæsningen allerede i v7, og man kan få fornemmelsen af, at der ved den nye beskæring især har været et ønske om at undgå v11: ”så svor jeg i min vrede: De skal aldrig komme ind til min hvile.” Men med eller uden de første vers er epistelteksten for mig at se en afgørende nøgle for tolkningen af evangelieteksten og dermed indholdet af prædikenen.

Matt 11,16-24. Evangelieafsnittet deles meget naturligt op i to afsnit. V16-19 udgør slutningen af Jesu tale i Matt 11 om Johannes Døberen. De første vers i kap. 11 er knyttet til 3. søndag i advent (1. tekstrække).

Jesu sammenligning med børnene er på en måde meget letfattelig, når man selv har været barn og når man måske også selv har haft børn. Man kan se det, der beskrives, for sig, og måske udspiller scenen sig med lidt andre virkemidler i præstens dagligstue mens prædikenen forberedes. Jesus applicerer billedet på den måde folket har modtaget henholdsvis Johannes Døberen og Jesus på. Begge bliver på en eller anden måde anset for at være ”for meget” til en af siderne. Døberen er for meget en ”strammer” mens Jesus står for livsglæde og dans og spil.

”Visdommen har fået ret ved sine gerninger”. Med visdommen tænkes vel på Guds visdom og dermed på Jesus Kristus selv.

v20-24 er Jesu veråb over Galilæas byer. Jesus reagerer med vrede overfor de byer i trekantområdet mellem Kapernaum, Korazin og Betsajda, som har været vidne til de mægtige gerninger, han har udført. Hans sammenligning af Kapernaum med Sodoma er lidet flatterende og skal sikkert medvirke til at understrege hvor langt borte fra retfærdigheden de er kommet.

Prædikenansats

Det er let at lave en prædiken over denne tekst, som trækker paralleller mellem vor tids folkekirke og den tids Korazin, Betsajda og Kapernaum, og det kan i høj grad også være aktuelt, ikke mindst i et år hvor der igen har været meget pres på, for at få folkekirken til at forlade sit fundament i Bibelen og i stedet lade sig binde til almindelig samfundsmoral, når det gælder vielse af homoseksuelle par.

Vælger man den løsning må man som prædikant være varsom med ikke at komme til at tale i de/vi termer. Her kan epistelens advarsler være gode guidelines også for prædikanten selv.

En anden mulighed er at benytte epistlen som en tolkning af evangelieteksten. Et ondt, vantro hjerte. Det skal der ikke være hos os i den kristne menighed. Israelitterne havde set alle Guds store handlinger, men alligevel ville de ikke tro ham og stole på ham. De var bange for at følge Guds vilje, så de valgte en anden vej. Og det fik alvorlige konsekvenser for dem! Ve dig! siger Jesus. Sådan taler han alvorligt og indtrængende, på én gang nærmest hårdt og samtidig båret af en uendelig kærlighed, der frygter for, at der skal ske den, man elsker, noget ondt.

Forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«. Vores dag er nu. Endnu er der noget, der hedder nåde. Endnu har vi muligheden af at kunne høre Guds Ord og følge det i tro og tillid, hvorimod ingen kender dagen i morgen. Ve dig, hvis ikke vi er vågne og opmærksom på, at det er I DAG, det gælder om at begynde vandringen sammen med ham. – Når Jesus lader dommens ord lyde over Guds udvalgte folk, så vil det gælde alle, som i dåben er blevet hans elskede folk, hvis ikke vi hører hans røst og følger hans ord.

Vi har del i Kristus. Det er vores situation. Gennem dåben er vi blevet delagtige i Kristus. Derfor gælder det for den kristne, at alt det, der kan siges om Kristus, det kan for troens skyld sige om enhver døbt. Det er svaret, når vi forskrækkes og ængstes ved Jesu lidt hårde og dømmende ord.

Salmevalg

Mange vil vælge at synge: I dag er nådens tid. Det vil jeg ikke. Jeg synes teksten er blevet i bedste fald misforståelig i den nye salmebog, hvor linjen: men at omvende sig er blevet til: men at forbedre sig.