11. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema.
Helt gratis! (jeg plejer at sætte et overordnet tema for hver gudstjeneste, som indgår i en kort introduktion til gudstjenesten, hvor dagens tekster sammenstilles – disse er i øvrigt trykt på et tekstblad). Lektien beskriver valget – Simon og kvinden valgte forskelligt. Epistlen er den dogmatiske redegørelse for retfærdiggørelsen, mens evangeliestykket iklæder retfærdiggørelsen kød og blod – levende erfaring.

Tekstens centrale budskab.
Syndernes forladelse/retfærdiggørelse er ikke en teoretisk, dogmatisk formel, men en erfaret virkelighed, som også kan indebære stærke menneskelige følelser. Et andet tema er farisæisme, gold holden for sandt tro. Eller den høflige, reserverede lidt kølige tro i vore menigheder, der ikke viser følelser og har styr på det hele.

Mellem tekst og prædiken.
Jeg har læst om en norsk undersøgelse af børns og unges forhold til videovold. Man viste en række videoer med grov vold for nogle børn og unge. Og så registrerede man deres reaktion. Og resultatet var, at der næsten ingen reaktion var. De var så vante til den slags. Det interessante var derimod, at når man viste nogle scener, hvor en grov skyldig blev tilgivet, eller hvor der blev vist godhed, så kom der en reaktion.
Kvinden møder uventet godhed. Derfor reagerer hun, som hun gør. Det virker måske en smule pinligt, det hun gør. Men sådan handler et menneske, når en længe nedfrossen isklump begynder at smelte. Hendes tårer kommer fra hendes indre isklump, der er forårsaget af skam, selvforagt og andres foragt. Men da hun mødte denne Jesus, begyndte noget at smelte i hende. Og der blev vakt en længsel i hende efter et anderledes liv. Er det muligt for os at lade os udfordre af denne kvindes grænsesprængende optræden? Hendes tro og taknemmelighed var så stærk, at hun vovede at bryde stærke sociale og religiøse konventioner for at udøse sin tak over Jesus. For hende var gudstjeneste et møde med Jesus, et møde som var af en sådan karakter, at de menneskelige tilskuere (de andre i menigheden, bibelkredsen) og deres meninger og holdninger blev underordnet. Der er en friskhed over hendes optræden, som skaber en længsel og måske en erindring om noget, mange har erfaret som nye i troen. Er denne spontanitet bare noget, som hører den første trosvandring til, eller er det også noget, den som er vokset op med og er blevet bevaret i sit dåbsliv, vil kunne erfare? Ja! Og det er netop det, teksten vil hjælpe os til. Det er muligt fortsat at leve så intenst foran Herrens ansigt og med ham som publikum i vort liv, at glæden og taknemmeligheden bevares. Måden, glæden udtrykkes på, kan så variere alt efter det menneskelige sind, den spejles i.
Forkynder vi syndernes forladelse sådan i dag, at den korresponderer med det, som er mange menneskers reelle problemer i dag? Man taler om, at vi er gået fra en skyldkultur til en skamkultur. For de fleste oplever ikke grove ydre synder som problemet. Det, som synes at binde samvittigheden og forårsage lækage i frimodigheden og glæden i manges kristenliv, synes mere at ligge i spændinger i tanke- og følelsesliv. Stærke kræfter af f.eks. aggressiv art eller egoisme forårsager skam og selvfordømmelse. Her må forkyndelsen give hjælp til at løfte også disse ting ind foran Guds ansigt.

I den forbindelse kan man bruge følgende illustration. Biblen/budet er som et røntgenbillede af synden i mit liv. Jeg kan ikke altid selv se synden – bare mærke, at der er noget galt. Kun et røntgenbillede kan afsløre et brud. Det er det røntgenbillede af mig selv, budet tager, jeg må fremlægge for Gud. Også når jeg ikke føler min synd. NB. At bekende betyder egentlig at sige efter – det Gud siger. Dermed løfter vi kravet om en bestemt følelsesmæssig oplevelse af synd af mennesker. Det, vi skal gøre er, at give Gud ret i det billede, han tegner af vores liv.
Apropos det her med syndserkendelse som forudsætning for den ægte glæde. Forhenværende formand for Folketinget Erling Olsen har sagt mange kloge ting. F.eks. dette: Hellere tabe ansigt end miste hovedet! Simon ville ikke tabe ansigt. Det gjorde kvinden med sin opførsel. Men hun vandt livet derved.
Simon holder hovedet koldt. Han kan straks gennemskue kvinden, og han undrer sig over, at Jesus ikke også gør det. Men Jesus har også gennemskuet kvinden. Han ser bare noget andet end Simon: han ser hendes isklump. Hvad mon Jesus ser, når han ser os? Det er ikke så afgørende, hvad andre mener at kunne se i os. Men hvad ser Jesus? Ser han en Simon, kølig og klar i hovedet, i os, eller ser han troens taknemmelighed over syndernes forladelse? Jesus så dybere og klarere i kvindens liv end de andre.
Simon manglede det allervigtigste i forholdet til Gud: det taknemmelige sind, kærligheden til Gud. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte… Kendetegnet på en retfærdiggjort synder er taknemmelighed. En frelsende tro er mere end at være høflig og korrekt over for Gud.
For den, som har fået meget tilgivet, elsker meget. Derfor: kun den, som kender synden i sit liv, kender Jesus, som han virkelig er. Vi vil så gerne, at der skulle komme mere liv i vore menigheder. Måske er det her, det begynder: at vi opdager nye sandheder om os selv (røntgenbilledet), og på den måde lærer Gud at kende på en ny måde.

Prædikenskitse.
1) Retfærdiggørelse som en levet og erfaret virkelighed – kvindens vidnesbyrd. I en kultur med videovold gør uventet godhed et stort indtryk – jævnfør den norske undersøgelse.
2) Dernæst vil jeg gå over til at skildre henholdsvis Simons kølige holdning og kvindens ægte (lettere chokerende) reaktion og overføre det til vore menigheder.
3) Syndserkendelse som klangbund for glæden og taknemmeligheden. Hellere tabe ansigt end miste hovedet. Noget om talen om skyld i en skamkultur. Hvad er det, der tærer på glæden og frimodigheden i dag?
4) Invitation til nådebordet – stedet hvor Jesus og kvinden mødes i dag. Nådebord – ikke flidspræmiebord.

Salmevalg.
24 – 853 (DDK 109) el. 940 – 435 – l31 – 454 – 46l.