11. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Denne dag står lov og evangelium helt tydeligt overfor hinanden.

5 Mosebog
Før israelitterne drager ind i det forjættede land, er der en masse ting fra ørkenvandringstiden, der skal genopfriskes og pointeres. De står nu overfor noget helt nyt – næste led i Guds frelsesplan for sit folk. Alle love og regler sammenfattes i ét i denne tekst som skellet mellem livet og lykken overfor døden og ulykken. Det ene er velsignelse, det andet forbandelse. Skellet mellem disse er loven.

Konkret handler det for folket om at efterleve love og retsregler; men det handler også om at elske og holde fast ved. Aspektet med at elske betyder, at det ikke er nok at overholde budene og gøre de rigtige ting. Det kræves først, at man over alle ting frygter og elsker Gud og stoler på ham (jf. Luthers forklaring til 1. bud i Den lille Katekismus). Det medfører, at overholdelse af loven ikke kun er overholdelse af de ti bud. Det er ikke nok for at få livet og lykken og velsignelsen, at man blot handler ret, der skal også handles ret i kærlighed til Gud Herren.

Dette vil give problemer også for mange danskere i dagens Danmark, nemlig alle dem, der tror, at det hele er i orden, blot man lever efter de ti bud. Det er ikke kristendom at leve efter de ti bud. Lovens opfyldelse og den derpå følgende retfærdighed, som det i mange menneskers opfattelse må medføre, mangler kærligheden.

Kærlighedsaspektet af Guds krav til overholdelsen af loven glemmes ofte i talen om loven, også hvor loven drages ind i evangelieforkyndelsen. Det er et vigtigt aspekt, også fordi det tegner et andet billede af Gud i GT, end vi oftest får set, nemlig Gud Herren som kærlighedens Gud, og ikke kun som den befalende og straffende Herre oppe på bjerget. Helt fra første færd ville Gud Herren kærlighed.

Et vigtigt aspekt er det endvidere, at loven er givet for frelse og velsignelse. Vigtigt er det dog også at nævne, at det er HELE loven, der skal overholdes. Israelfolkets efterfølgende historie viser jo sørgeligt, hvordan det går, fordi dele af loven ikke overholdes.

Romerbrevet
Paulus pointerer, at loven som frelsesvej er en blind vej. Denne mulighed er slut med Kristus for enhver, som tror. Teoretisk er det stadig muligt at blive frelst ved loven, om end det nok praktisk er totalt umuligt. For den Kristus-troende er Kristus og ikke loven frelsesvejen.

Troen er her hos Paulus lig med tro i hjertet og bekendelse med munden. Det er frelsen. Der er også hos Paulus sammenhæng mellem tro og bekendelse (handling).

Jeg tror ikke, at forskellen mellem Moses og Paulus er så stor på dette punkt, i og med, at tro er forudsætning for kærlighed (mere herom senere). Forskellen er dog, at Moses her ikke har andet at henvise til som frelsesvej end netop loven Det har Paulus. Han har Kristus.

Paulus har jo netop måttet erfare, at henvisning til loven ikke fører til livet, fordi den ikke kan overholdes. Dette udfoldes jo stærkt mange andre steder i hans breve. Nyt er derfor, at ulykken og døden, forbandelsen, heller ikke knyttes til overtrædelse af budene, men til afvisningen af Kristus. Frelsen er påkaldelsen af Kristus. Der er belæg nok i teksten her for at tydeliggøre, at frelsen ER forbundet med noget og er knyttet til noget ganske bestemt, bestemt af Gud og ikke af os. Det er vigtigt at fastslå, at al tale om frelse og livet og lykke er knyttet til tro og bekendelse af Kristus, OG det er ikke længere knyttet til loven.

Evangeliet
Det er muligt at læse denne tekst således, at det ser ud som om kvinden tilgives på grund af hendes handlinger. Derved bliver tilgivelsen til løn efter fortjeneste, idet Jesu ord om syndernes tilgivelse først kommer efter hendes handlinger. Således læser den, der ikke ser med Jesu øjne på kvinden. Jesus ser noget mere, hvilket vises i den sidste sætning: Din tro har frelst dig! Kvindens handlinger er foranlediget af hendes tro og hendes kærlighed til Jesus. Jeg tror ikke, at kvinden her har handlet med det i baghovedet, at hun derpå får tilgivelse. Hun handler ud af kærlighed og tro på Jesus.

For mig at se, bliver hun den levende illustration af pagtsforholdet mellem Gud Herren og mennesket. Gud har givet mennesker en frelsesvej (først loven, dernæst Kristus) og det er i tro på Kristus, at frelsen bliver os til del. Men samtidig kendes troen på sine handlinger (holde sig til, lyde, bekende). Således har det altid været mellem Gud og mennesker.

Til prædikenen
Jeg synes, det er vigtigt at få fremhævet sammenhængen mellem tro/kærlighed og handlinger.  Kærlighed i handling er troens kendetegn. Det er også vigtigt at få pointeret, at disse handlinger ikke tjener som fortjeneste, men netop udspringer af kærlighed.

Kærlighed er for mange mennesker noget romantisk sludder med følelser, hjertebanken og gensidig  tiltrækning. Når mennesker skal (f.eks. i forbindelse med en bryllupssamtale hos præsten) definere kærlighed, er det meget ofte noget nonsens, der kommer frem. Kærlighed er romantik. Men, kærlighed til vore børn er vel ikke romantik? Kærlighed til venner er vel heller ikke romantik? Det skal ikke benægtes, at kærlighed også er dette; men det er også noget mere, som er meget væsentlig. Noget, som mennesker godt ved, hvis de f.eks. fortæller, hvorfor de er blevet skilt. Det er blandt andet ofte, fordi de ikke længere gjorde noget sammen eller talte sammen. Derved rammer de selv plet i det meget væsentlige i kærligheden, nemlig handlingen. Kærlighed og det at elske er at handle. Det er ikke således, at det ene kommer af det andet eller forudsætter hinanden. Kærlighed er handling, og disse kan ikke skilles fra hinanden.

Derfor kan kvinden ikke lade være med at handle mod Jesus. Derfor handler Farisæeren Simon ikke mod Jesus, for han elsker ham ikke. Han ville sandsynligvis kun have handlet, hvis han kunne se et formål med det. Kærlighed er at elske og handle mod en anden, fordi denne har brug for det, og fordi man ikke kan lade være.

Således er det med kærlighed, fordi således elsker Gud Herren. Det er gennemgående i hele Bibelen, at når Gud elsker, så handler han. Blandt mange skriftsteder kan jo blot nævnes Johs. 3,16: Gud elskede og gav. Vi hører aldrig om, at Gud blot føler noget i sin kærlighed. Guds kærlighed får ham altid til at handle. Således møder vi også Jesus, også i dagens evangelium. Han handler mod kvinden i kærlighed.

Jeg vil prioritere at få dette tydeliggjort, f.eks. ved at vise eksempler fra vor dagligdag, hvor vi kan se, at kærlighed og handling hører sammen. Hvorfor sætter jeg min kones cykel ind om aftenen, hvis hun har glemt det? Fordi jeg elsker hende, så i stedet for at gå ind og sige til hende, at hendes cykel står ude, sætter jeg den ind. Det er helt nede i de små dagligdags ting, at kærligheden sætter spor. Eksemplerne er mange.

Det store for os er, at Gud elsker og handler for os. Og, det er således Han vil, at vi skal leve med ham, for deri er livet og lykken og velsignelsen. Derved gives os del i det forjættede land.

Vor Herres kærlighed og deraf udsprungne handling kommer også til syne i sakramenterne. Om man vil, kan dette jo udfoldes mere i prædikenen.

Man kan også gøre mere (end jeg har gjort) ud af Jesu ord om syndernes tilgivelse og troens frelse.

Salmer: (DDS 2003)
Salmevalget afspejler, at jeg selv vil fokusere på kærlighedens væsen hos Gud og sammenhængen mellem tro og handling/bekendelse.
16; 691; 397 – 686; 696