11. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Vi er blevet indbudt til kirkefrokost hos en af de ledende mænd i en af Israels byer.
Værten hedder Simon.
Man havde indbudt os fremmede købmænd til at være med til gudstjeneste i deres kirke.
Den de kaldte en synagoge.
Og bagefter bød denne Simon os på middag. Ikke bare os, men flere mennesker fra kirken.

Vi har vasket vore hænder ordentligt. Ikke kun for at få snavset af, fordi vi har hilst på mange lige efter gudstjenesten.
Men også fordi hænderne skal være rene i forhold til Gud. Vi viser Gud, at vi ikke har rene hænder selv, men må rense dem inden vi spiser af Guds gaver.
Vi har rejst og handlet så meget i dette land, Israel, så vi kender skikkene her. De er meget anderledes end hos os i det kolde nord.

Vi er ekstra omhyggelige i dag, for vi er gæst hos en mand, som tager den slags med Gud meget alvorligt.
Han er i det hele taget en mand, som er yderst respektabel. Han prøver så godt, som man kan, at følge Guds bud til Moses.
Han er farisæer.
Vi har forhørt os lidt hos de andre købmænd om ham, inden vi tog mod indbydelsen til middagsmåltidet.
Vores vært er en retskaffen mand. Snyder ikke i skat. Går ikke og småsladrer om andre. Betaler sine regninger til tiden.
Og er han med i en bestyrelse, ja, så passer han sine ting. Uanset om det er i den lokale skoles bestyrelse eller byens råd.
Han er i det hele taget til at stole på.

Vi lægger os til bords i vores værts indergård.
Lægger … jo for sådan gør man her i disse middelhavsegne. Og det er behageligt, for så er de somme tider lidt snavsede fødder langt væk og ikke lige under bordet.
Her ligger vi så og spiser, mens vi stilfærdigt snakker med vore bordfæller.

De andre, som er indbudte til middagen, er også ordentlige folk.
Vi er indbudte, fordi vi som gæster fra det høje nord, er interessante og kan fortælle nyt fra den store verden udenom. Vi bliver behandlet med høflighed.

Der er også en anden lidt bemærkelsesværdig gæst til stede. Han har nogle følgesvende med. De er vist hans lærlinge, disciple.
De andre holder øje med denne underlige mand.
Vi spørger os lidt forsigtigt for om ham.

Vi får at vide, han hedder Jesus.
Han er kendt som en omvandrende profet fra Gud.
Han er kendt i byen som profet … eller måske mere!

Det vækker vores nysgerrighed. Vi kender lidt til deres profeter her i Israel. Det var jo blandt andet fra deres skrifter, der blev læst op ved gudstjenesterne.
Men hvad betyder det vores bordfælle sagde: lidt mere?
Vi spørger, hvad han mener.

Jo, fortæller vores bordfælle, idet han ser sig lidt forsigtigt omkring, man har ved flere lejligheder hørt Jesus sige til folk, at deres synder er tilgivet. At Gud har tilgivet dem deres synder.
Og det er ofte sket i forbindelse med, at han har helbredt deres sygdom.

Vi ser forundret på fortælleren. Helbrede sygdomme … det kan man da ikke sådan.
Men vi får kun et overbærende smil som svar. Som om vi er lidt dumme.

Denne Jesus er altså noget helt for sig, hvisker vores ven. Ingen af de profeter, Gud før har sendt til sit folk, har talt så stærkt og med sådan en autoritet.

Vores kammerat er ved at fortælle noget mere om Jesus – Messias kalder de ham også – fortælle noget om, at det med at helbrede syge ikke er det mest mærkelige, men det at han tilgiver synder … det er noget, som ellers kun Gud kan.
Når ham Jesus går og siger, at Gud har tilgivet sådanne småsyndere deres synder, kan det jo let føre til, at folk lever umoralsk. Man må da vise Gud, at man tager hans bud alvorligt, før man kan regne med tilgivelse og …

Vi bliver standset i vores snak.
For pludselig træder en fremmed kvinde ind i gården.
Hun er fornemt klædt.
Eller rettere pænt klædt. Men hun er lidt forsigtig.
Hun er ikke så gammel.
Hun ser sig omkring, som om hun søger én eller anden.
Én hun kender.

Imens er samtalen fortsat, men man mere end fornemmer, at opmærksomheden er hos kvinden.
Imidlertid er der ingen, som tiltaler hende.
Der er heller ingen, der gør mine til at hilse på hende.
Og vores vært ser overhovedet ikke den vej, hun er.
Vi skal til at spørge vores fortællende bordfælle, om hvem hun er, men så sker der noget.

Den fremmede kvinde knæler pludselig ned ved én af gæsternes fødder og tager en lille krukke frem fra en skjult lomme i tøjets folder.
Hun knæler ned ved fødderne af ham vi lige har talt om. Jesus.
Og så ser vi den mest rørende og mærkelige scene, vi har oplevet i dette fremmede land, hvor vi har solgt vores nordiske varer i hen ved et par måneder.
Kvinden knækker den lille krukkes hals, og hælder noget fint olie ud i sine hænder og begynder at smøre mandens fødder ind i olien.
Vi ser forbløffede til, for hun græder, mens hun gør det.
Det er vist ikke, fordi hun er ked af det.
Hun hulker ikke.
Men tårerne strømmer stille ned ad hendes kinder, mens hun gnider olien ind i de barkede fødder.

Vi begynder at mærke duften.
Selv om vi er købmænd og har ganske dyre salver på vores eget lager, har vi aldrig duftet noget skønnere.
Hendes hænder gnider profetens fødderne ind.
Tårerne fra hendes øjne væder mandens fødder. Hun tørrer dem af med sit pragtfulde lange kulsorte hår.
Og stadig uden at se op masserer hun sin, sikkert enormt dyre, olie ind i disse fødder.
Det må være dejligt at få fødderne smurt ind og masseret af denne slave – tænker vi.
Men hvorfor i al verden græder hun?
Vi forstår ingenting.

Men vi får nu andet at tænke på.
For på et tidspunkt, mens dette sceneri har udspillet sig, har den underlige mand, Jesus, set op fra kvinden, set op på vores vært, Simon.
Simon havde åbenbart betragtet begivenheden lige så nøje som os. For han er holdt op med at tale, og det er alle for resten.
Men det havde vi ikke lagt mærke til.
Manden Jesus studerer Simons ansigt nøje og indgående.
Simon ser tilbage. Ser alvorlig ud.
Da hører vi pludselig denne Jesus tale højt og klart:
“Simon, jeg har noget at sige dig.”
Og værten svarede: “Sig det, Mester!”
Og mens kvinden gør sit arbejde færdigt fortæller Jesus en historie:

… LÆS TEKSTEN … indtil: “Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.”

Vi kan se, at disse ord gør indtryk på Simon, men kan ikke forstå hvorfor.
Vi selv tænker, at det er der da noget om – og har altså opdaget, at hun ikke er slave i Simons hus.
Vi ser på hende med nye øjne. For vi fornemmer nok, at hun har et blakket ry blandt mændene og et meget skidt ry blandt kvinderne i byen.
Hun er helt givet prostitueret.
Én af dem, købmænd som os har den store fornøjelse at gå ind til, når vi er på rejse. Selv om det er lidt dyrt – hvis de er ordentlige og pæne.
Vi tænker sikkert ligesom de andre her ved bordet, om det virkelig er muligt, at nogen kan tilgive en kvinde som hende for det, hun har gjort?
Kan nogen gøre hende ren?
Kan nogen rense hendes rygte i byen?
Kan nogen give hende en ny tilværelse?
Kan nogen Gud, tænkes at ville have med sådan et menneske at gøre?

Vi mere end aner, hvilke enorme spændinger der opstår omkring denne Jesus. Og vi mærker på de andres ansigtsudtryk, at Jesus løber en enorm risiko.
Vreden og modviljen mod kvinden glider umærkeligt over og bliver rettet mod Jesus.
Han sidder jo og fortæller, at de ikke elsker Gud ret meget, fordi de ikke mener, de har så meget at bede Gud om tilgivelse for.
Jesus sidder og siger, at de er lidt dovne i deres bønner, fordi de ikke synes, de har så meget at sige Gud tak for.
Jesus antyder, at denne kvinde er frommere, nærmere Gud eller hvad man nu vil sige, end dem, fordi hun har fået tilgivet meget.
Og vi mærker tvivlen i os selv, for vi er jo også retskafne købmænd. Skulle Gud ikke være mere venligt stemt mod os lovlydige, end mod en kvinde som hende der?
På den anden side … vi sidder og tænker lidt over det vi har hørt:
Jesus, ham de også kalder Messias, kunne åbenbart mærke og føle det, som var i Simons hjerte, da han betragtede kvindens opførsel.
Jesus kunne mærke, at det ikke var blide følelser, der var i Simons tanker.
Mon også Gud mærker, hvad vi tænker, selv om vi ikke siger det til Ham?
Mon Gud ser de slemme tanker, vi har, lige så klart som han ser de slemme ting, vi gør?
Og mon den, som bare tænker noget galt, har lige så stor grund til at sige undskyld til Gud som den, der gør noget galt?

Jeg tror, vi alle så os lidt omkring og tænkte over, hvor mange af de mænd, der lå her rundt om bordet, der ikke havde tænkt slemme tanker om hende her?
Vi ville have spurgt vores sidemand om noget, men fik ikke tid til det, for nu talte Jesus pludselig til kvinden. Han vendte sig fra Simon og henvendte sig til den knælende kvinde.
Hun havde siddet stille og lyttet til de to mænds samtale. Hun havde mærket kulden fra Simon, den retfærdige mand. Hun havde mærket den ejendommelige kærlighed og omsorg fra Jesus. Men helt anderledes end den hun normalt fik fra mænd.
Men mon alligevel denne Jesus vidste, hvilken slags kvinde hun var?
Hans næste ord fejede al tvivl væk: “Dine synder er tilgivet!”

Der blev mumlen og vrede ytringer omkring bordet. Nu blev det for meget.
Man kan da ikke bare sådan feje alt af bordet.
Det er for nemt bare sådan at få tilgivet synder. Hun kan da ikke bare sådan få tilgivelse, fordi hun knæler lidt ned og græder lidt over sig selv?
Og det er jo kun Gud, der kan tilgive. Og Gud vil vel ikke tilgive sådan en som hende, der lever så grimt.
Ja, sådan tænkte de andre nok også ved bordet. For vi kunne ikke sige os fri fra at tænke sådan. Hos os er Odin og Thor hårde guder. Her gælder det om kamp og hævn.
Der er vist nogen hos os, som har hørt, at der fortælles om en Gud, der har skabt hele verden. Men ingen véd noget om ham i vores nordlige verden.
Men vi så jo for vore øjne et menneske, der blev befriet fra et tungt livs tunge byrde.
Hvad var der mon sket med hende?
Havde hun hørt noget fra den øverste Gud gennem denne mærkelige Jesus?
Vi var fyldt af mærkelige spørgsmål … om en Gud som kunne befri mennesker fra en enorm byrde, fra andre menneskers fordømmelse?
Mon vi kunne få noget mere at vide om denne Gud og hans sendebud: denne Jesus?

Det var, som om vreden og uviljen mod kvinden helt og holdent var drejet over mod Jesus. Det var ham, de diskuterede nu. Det var ham, de gav skylden for, at sådan nogle som hende kunne gå frit om i pæne menneskers selskab. Det var jo Jesu skyld, hun havde ødelagt det hyggelige selskab for pæne mennesker.
Ja, det var dybest set hans skyld, at hun kunne blive glad. Og det mente de ikke hun havde nogen grund til.
Det var ham, der var en synder, ja det var hans skyld.

Vi undrede os meget over, at Jesus ville gøre så meget bare for en kvinde som hende.
Mens deres uvilje samlede sig om Jesus, sendte han hende hjem til sit hus og sagde til hende:
“Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”
Vi kunne nu høre, hvad det var, der havde forbundet hende med den Gud, vi ikke kendte. Det var troen.
Hun troede at Gud havde sendt denne Jesus, og det var det, der havde løst hende og gjort hende glad for Gud.
Vi kendte ikke til at elske eller være glade for en gud. Guder passede sig selv.
Men måske passer den sande Gud ikke bare sig selv?

Hun rejste sig.
Hun græd ikke mere.
Hun smilte. Hun var glad.
Og hun gik hjem.
… resten af måltidet foregik i tavshed.

Da vi rejste hjem, var det med en anelse om, at hos os ville denne Gud også kunne være.
Måske ville der komme kirker, ligesom den vi havde været med i denne dag.
Måske ville der komme steder hos vores nordiske folk, hvor vi ville kunne knæle ned og takke for, at vi er elsket af denne Gud, som har sendt denne Jesus.
Ham der tog de andres vrede og bar den i stedet for en synder som hende. I stedet for os.
Vi sang en ny sang da vi drog hjem – en takkesang for Ham, der havde mødt os den dag!