12. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksten
Det er spændende med læsningen fra Jonas 2, for den handler jo om, at Jonas fik et pålæg, en opgave, men han ville ikke, og det er præcis det, synd mod Helligåndener, når man ved, hvad man skal, men ikke vil, når man bevidst stamper imod brodden og siger nej til Gud. At Jonas så kom til at gå til Nineve, selvom han både var sur og gal over det, ja, det ved vi så godt, at det er fortsættelsen, og de omvendte sig faktisk, men Jonas var stadig sur.
Og så er der teksten fra Jakobsbrevet om tungen, som jo er et lille lem, men vi kunne også sige, lille årsag, stor virkning. Det, vi siger, afslører os i den grad.

Prædikenideer

Det er den tekst vi kalder for “den utilgivelige synd”, dette, at jeg ved, at jeg er kaldet, det var mig, Herren mente, men jeg vil helst være fri. Det er en bevidst synd imod Guds ånd, og den er der i følge Skriften ikke frelse for hverken i denne eller i den kommende verden, så det er jo temmelig katastrofalt og må forhåbentlig få os til at se alvoren i dette evangelium. Farisæerne og de skriftkloge og Jesus står stejlt overfor hinanden. De ønsker tegn, men Jesus siger nej. For Jesus ville ikke bruge sin magt til at stille deres nysgerrighed og deres trang til sensation. Og så taler han om, at et træ kendes på frugterne. Hvis mit æbletræ har store saftige æbler, jamen, så må det jo være et sundt og godt træ, hvis det derimod er små gnallinger, der ikke er noget, ja, så er det jo spørgsmålet, om det skal fældes, og der skal plantes et nyt.

Jesus afskyede ingen, heller ikke de påståelige farisæere og skriftkloge. Tværtimod elskede han dem, men de kunne ikke få noget tegn. Jesus var meget ked af deres afvisende holdning. Derfor siger han til dem, at her er langt mere end Jonas. Her stod de overfor Guds søn, Jesus Kristus, og her var der mere end Salomon. Her var han, som er vejen, sandheden og livet og her er han, som tilgiver al synd, han, som kan slette vort indre oprør mod Gud. Jesus vil ikke bare stille menneskers nysgerrighed, han vil, at vi skal følge ham i livet og i døden, at vi skal vove at tro på ham og så opdage, at det går an.

Jamen, synd mod Helligånden, blev vi færdige med det? Hvad betyder det? Jo, det er en helt bevidst afvisning af Guds nåde og tilgivelse, at jeg taler og handler mod bedre vidende. Det er, når jeg ikke vil modtage syndernes nådige forladelse for Jesu Kristi skyld. Det er, når du trodser indbydelsen til frelse og nåde, og det kan Gud ikke tilgive, fordi du hindrer ham i det. Og husk så, at det er aldrig præsten, der skaber troen, men det er alene Guds Ånd, der skaber troen i et menneskes hjerte.

Det er alene når du forkaster frelsen, at du har bespottet Guds Ånd, det er ikke din synd, uanset hvor stor den måtte være.

Salmer
4                Giv mig, Gud, en salmetunge
582            At tro er at komme
396            Min mund og mit hjerte
675            Gud, vi er i gode hænder
523            Min nåde er dig nok