12. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

En prædiken
Hvis man er katolik, så betyder det en hel del, hvordan man lever sit liv. Det har betydning for din fremtid. Det har betydning i den forstand, at du skal stå til regnskab for dit liv. Onde handlinger og forsømmelser i forhold til Guds bud skal sones, og man må gøre bod, før man kan forvente Guds godhed og en fremtid uden straf.

Noget af dette gjorde Luther op med i 1517. Da måtte han konstatere, at om Gud er vred eller nådig over for menneskers handlinger, det afhænger alene af Gud selv. Vi kan ikke fortjene os til nåden, og vi kan ikke fyldestgørende gøre bod for vore ord og handlinger. Det er kun troen alene på Guds nåde og ved Hans Søn Jesus Kristus, der er ”midlet” overfor Gud. Onde handlinger og tomme ord, som hjertet er fuldt af, er ikke kun tillært eller manglende øvelse i fromme gerninger. Det er simpelthen en uadskillelig del af menneskets væsen, at besidde ondskab og lyst til ondskab og forsømmelser i forhold til Guds bud. Derfor kan der kun betales for skylden ved at tro på, at Jesus har betalt.

Det er noget af forskellen mellem katolsk og luthersk kristendomsforståelse, sagt i meget grove træk. På den ene side er synd altså noget, der skal gøres bod for; på den anden side er synd noget, der kun kan tilgives. Jesus har gjort bod.

Nu kan det jo næsten lyde som om, at det hos Luther så er fuldstændig ligegyldigt, hvordan vi lever, blot vi tror på tilgivelsen, så er den hellige grav vel forvaret. Men helt så letkøbt tror jeg kun ikke det er, samtidig med, at jeg også tror, at det er faktisk så let. Alligevel kan dette ’lette’ godt være meget svært at have med at gøre.

Når Luther gjorde op med den katolske opfattelse af bod, skyld, straf og nåde; så gjorde han op med yderlighederne i dette. Det var blevet for meget, for kommercielt og for fanatisk og havde derfor mistet sit oprindelige guddommelige grundlag. Og som det ofte gør, når man vil undgå den ene yderlighed, så havner man i den anden yderlighed. Og det tror jeg egentlig gælder for meget luthersk kristendomsopfattelse i dag.

Beskrevet med den store pen synes opfattelsen i dag af bod, skyld, straf og nåde at være meget letkøbt og ikke det mindste alvorlig. Det moderne menneske finder tilsyneladende sin sjælefred deri, at tror man blot, at der er et eller andet mellem himmel og jord, at der nok er én deroppe, så går det nok. ”Jeg tror på min måde” er en leve- og trosregel, flere og flere danskere klynger sig til og lever efter – og tilsyneladende har det godt med, og de tror ofte også, at det er kristendom!

En ”sidegevinst” af det er imidlertid, at man ikke længere tager bod, skyld, straf og nåde alvorligt som noget, der har afgørende betydning. Gud er en god Gud, og det er kun for de andre, at han kan være en vred Gud; bortset fra, at mange mennesker mener, at det er helt absurd at tale om en vred Gud.

Med henvisning til dagens evangelietekst, tror jeg nu nok, at det er nødvendigt, at vi ændrer på vores opfattelse. Her er der ingen tvivl om, at vi skal stå til regnskab for gerningerne. I dagens bibeltekster sættes der kun fokus på vore ord, så lad os nøjes med at koncentrere os om dem. ”På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for et hvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.”

Prøv at tænke på, hvad vi bruger af ord, hvilke ord vi bruger, og hvordan og hvor vi bruger ordene. Jakob, i læsningen om tungen, beskriver, at vi bruger ord til at ære Gud, men også til at forbande mennesker, Guds skabninger. Vi bruger ord til det gode og til det dårlige. Vi bruger ord til at fremkalde godt og dårligt hos hinanden. Vi bruger pæne ord og grimme ord. Vi bruger sande ord og løgneord. Vi bruger sludreord og sladreord. Vi bruger betagende ord og sleske ord. Vi bruger kærlige ord og lumske ord. Vi bruger fyldige ord og tomme ord. Med vore ord glæder og sårer vi. Vi støtter med vore ord, og vi skubber med vore ord. Vi skaber med vore ord, og vi slår ihjel med vore ord.

Måske kunne det være lige meget, hvis ord blot var et kommunikationsmiddel, hvis ord nu bare var et stykke værktøj til meddelelse. Men selv om ord også bruges til valgløfter, så er ord ikke noget, man blot kan rende fra. Ord er en del af os selv. Ord er frugterne og synliggørelsen af vort indre. De meddeler ikke blot noget til en anden, ord meddeler også noget om den, de kommer fra. ”Hvad hjertet er fyldt af, løber munden over med” er blot en anden og evangeliets måde at sige på, at ord kendetegner og beskriver den talende. Ord udtrykker vore følelser og tanker, ord udtrykker kærlighed og had, ord udtrykker tro og vantro. Alt, hvad der fylder os, udtrykkes i ord.

Prøv at tænke på, hvad vi bruger af ord, hvilke ord vi bruger, og hvordan og hvor vi bruger ordene. Disse ord skal vi på dommens dag aflægge regnskab for! Et afrikansk ordsprog siger, at et ord er som et strå i hyttens tag: det er nemt at tage det ud; men det er meget svært at sætte det tilbage igen.

På den baggrund bør vi ikke længere være ligeglade med, hvordan vi lever livet, og på hvis måde vi tror. Jeg tror nemlig ikke, det er godt eller rigtigt, hvis ’jeg tror på min måde’. Min måde – i forhold til Guds måde – er meget fattig. Det er, som det lyder i evangeliet om dronningen fra Syden, der kom for at lytte til Salomos visdom, og den var stor; men hos Gud er mere at komme efter end hos Salomo. Min måde at tro på gør ofte ikke troen større end jeg selv kan magte. Derfor søger jeg og falder jeg for tegn og mirakler. Men er Jonastegnet stort, så er ”tegnet” med vor Herres død og opstandelse det største af alle tegn, tegn på Guds kærlighed og retfærdighed.

Det er i dette tegn, at jeg skal tage mine ord alvorligt og aflægge regnskab for dem. Jeg kan ikke bare tage tegnet, og så være ligeglad med mine ord. Jeg kan heller ikke bare gøre bod for mine ord, uden om korset, være ligeglad med det. På dommens dag skal der aflægges regnskab i tegnets lys. Ved kors og grav skal jeg aflægge regnskab. At holde kors og grav og mit eget liv adskilte tror jeg er synden mod Helligånden, den utilgivelige synd, for det er fuldstændig at adskille Guds nådesvilje og nådesvirke fra hans skabninger. Det er at forkaste og ringeagte Guds kærlighed som værende nok.

Vi skal være glade for, at vi ved kors og grav skal tage vore ord alvorligt og frikendes eller dømmes på dem. I boden alene møder vi kun Guds vrede. Ved korset møder vi også først Guds vrede; men ved Jesu grav møder vi hans nåde og kærlighed.

En nåde og kærlighed, der kun kan tages alvorligt imod på en alvorlig baggrund. En nåde og kærlighed, hvis sande størrelse og dybde vi kan erfare, når vi gør os klart, at den rækkes os fordi Gud tager vore ord alvorligt. Gud siger ikke om vort liv: ’ja, – det er jo bare ord, pyt med det.’ Han siger: ’For de ord har min Søn gjort bod ved korset. Gå med din bod til hans kors og bod, da kan du gå med nåden fra Jesu grav.

Hvad der gælder for os, gælder nemlig også for Gud: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Lov og tak og evig ære være dig
vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer (DDS 2003)
735; 583; 487 – 578; 514