12. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

I dagens bordtale er det vore ord, der er temaet. ”Words, words, words”, som Shakespeare dobbelttydigt lader Hamlet sige (Hamlet, 3.akt, 2, scene): bogen, som Hamlet læser i, er nok fuld af ord, men Polonius’ ord er blot tomme lyde, ikke andet end ord. Er vore ord også bare ord?
Uanset hvor meget meningsløst sludder, vi siger, er der dog en bestemt slags ord, som er ganske katastrofale for os. Det er vore ord mod Helligånden, for de kan aldrig tilgives. Det er nemlig vore ord, vi dømmes og frikendes på. Men når det kommer til stykket, er det i virkeligheden slet ikke vore ord, der er det vigtigste, men Guds ord om Kristi død og opstandelse. Her er mere end Salomo. Her er nemlig Jesus Kristus, død og opstanden.
Vi kender alle til historier om mennesker, der føler sig forbandet og fortabt, fordi de mener at have bespottet Helligånden, den synd som ikke kan tilgives. Det er ofte mennesker, som tager deres kristentro meget alvorlig og tager vor Herre Jesus Kristus alvorlig. Hvad skal man dog sige til sådanne mennesker. Jeg plejer at trøste med, at når du er bange for at have bespottet Helligånden, har du netop ikke gjort det. For hvad er det at bespotte Gud Helligånd?

Det er ikke at tage Guds ord alvorlig, at være ligeglad med Guds ord, bare gøre dem til ord, ord, ord. Sagen er jo den, at Helligånden er Gud Fader og Gud Søn hos os nu. Det er ved Helligånden, at Gud taler til os nu – uden Gud Helligånd ville Guds ord blot være tom snak – ord, ord, ord. Tager vi ikke Guds ord alvorligt, gør vi dem blot til tomme ord, bespotter vi således Guds egen Ånd, ved hvilken Gud taler til os. Således er enhver angst for at have bespottet Helligånden udtryk for, at det har man netop ikke gjort.
Sådan må, kan og skal vi trøste anfægtede sjæle. Men samtidig betyder det også, at vi må sige, at det er livsfarligt ikke at høre Guds ord. Er det ud fra denne forståelse af bespottelsen så ikke lige så bespotteligt ikke at ville høre Guds ord, ikke at gå i kirke? Når man svigter sin egen menighedsforsamling, er der vel også tale om bespottelse af Ånden, al den stund Helligånden kalder os, når kirkeklokkerne lyder og Guds egen menighed sidder i kirken, hvor den levende Herre er nærværende.
Ligesom det kan være farligt at gå til alters (spise og drikke sig en dom til, når man ikke agter på legemet (1. Kor. 11,29), dvs. ikke er klar over, at det er Jesu Kristi sande legeme og blod, man modtager), sådan er det også farligt at blive døbt (hvis man kaster vrag på dåbens nåde) og farligt at høre Guds ord (hvis man spotter Helligånden ved at vende det døve øre til).

I forbindelse med talen om bespottelse af Helligånden, taler Jesus om de to slags træer: det gode og det dårlige og frugterne af dem. Det er et billede på mennesket og dets ord. Ud fra den tankegang ser det ikke særlig lyst ud for os mennesker, for vi kaldes øgleyngel og onde mennesker, der ikke kan sige noget godt. Vi skal aflægge regnskab for hvert unyttigt ord, vi har talt. Vi skal fordømmes på vore ord, og det gælder også, når vi spotter Gud Helligånd. Derfor er det ikke helt hen i vejret, når alvorligt troende mennesker frygter, at de har bespottet Helligånden. Det er rigtigt nok. Det har vi. Vi er nogle slyngler – Jesus siger øgleyngel. Men hvad er der at gøre ved det?
De skriftkloge og farisæerne har jo nok en anelse om, at det ser sort ud for os. For at have noget mere sikkert at holde sig til, beder de Jesus om et tegn. Gennem et tegn har de en slags garanti, som de kan holde sig til. Men Jesus svarer dem, at det eneste tegn, de får, er Jonas’ tegn, og hermed mener Jesus sin død og opstandelse. Altså, det eneste tegn, vi får, er ikke et tegn, men et budskab: at Jesus døde og opstod for os.
Jesus holder dommedag over os: Ninivetitterne omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og Sydens dronning (dronningen af Saba) lyttede til Salomos visdom. De er altså meget bedre end denne vores slægt, som hverken kunne drømme om at omvende sig eller lytte til Salomos visdom. Derfor fordømmer Ninivetitterne og dronningen fra Syden os, og de har ret til det. Alligevel siger Jesus, at her – nemlig hvor Jesus er – er mere end Jonas og Salomon. Jesus er den, som overgår alt.
Det er altså en fantastisk salig tid, vi lever i: Jesus er midt iblandt os. Hvad hyler vi så for? ”Øjne, I er lykkelige, I som ser Guds søn på jord” (DS 164, v.7). Det er ikke bare fortid, men nutid, for på kirkens alter ligger Jesu legeme og blod, som vi kan se og smage, det legeme og det blod, som blev ofret for os på Golgata, hvilket offer vi ved den hellige nadver minder Gud Fader om: ”Tag imod os for dette hans offers skyld”.
Hvis vi holder gudstjeneste på den måde og beder således, kan vi være sikre på, at vi ikke har bespottet Helligånden – også selv om vi tror, vi har det.

Salmeforslag:
3 Giv mig, Gud, en salmetunge
396Min mund og mit hjerte
316 Helligånd, hør, hvad vi bede
– – – – – – –
164 Øjne, I var lykkelige
398  Dybe, stille, stærke, milde