12. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksterne:

Jon.2: Jonas bøn i fiskens bug. Bemærkelsesværdig at jonas udtrykker en sådan håb og tillid til Herren – som om han allerede er reddet fra undergangen.

Jak.3,1-12: Hovedbudskabet er tungens synder – altså de uoverlagte ord, som vi kan såre og skade hinanden med. Alvorlige ord ikke mindst når man som forkynder lever af at tale.

Matt.12,31-42: I evangelieteksten kan vi se forbindelsen både til jonasteksten (v.38-42) og til jakobsbrevets tale om tungens synder (v.30-37) og selvom det på en måde er en lidt opdelt tekst, er der alligevel god sammenhæng i udsnittet. En rød tråd gennem hele evangelieteksten er advarslen mod frafald og ligegyldighed. Sammenhængen er Beelzebulanklagen mod Jesus og opfølgningen i talen om den tomme hus, der bliver besat.

Talen om synden i mod Helligånden, som der ikke fås tilgivelse for hverken i denne eller den kommende verden, har forståelig nok gjort mange kristne ængstelige for deres egen situation. Mange har ængstelig spurgt om det mon var sådan fat med dem. Jeg må dog sige at det er yderst sjældent jeg selv har mødt denne ængstelse i mit sjælesørgeriske virke. Spørgsmålet er i virkelig­heden om vi ikke møder den ængstelse for sjældent i dag, fordi man ikke tager synden alvorlig nok.

Prædikenen til denne søndag kan oplagt handle om hvad vi gør med vore ord. Om det bliver til velsignelse eller forbandelse.

Prædiken (2006):

Vi har haft en tør sommer – en af de tørreste og varmeste juli måneder i mands minde, og selvom sensommeren nu har budt på megen regn – nogen steder endda rigtig meget regn, så har vi alligevel ikke glemt den lange varme og tørre periode. Det var også en periode, hvor vi blev mindet om at spare på vandet, for ikke at belaste reserverne for meget, og hvor der blev advaret mod brug af åben ild i de tørre skove og marker.

Jeg kom til at tænke tilbage på denne varme juli, da jeg læste orden fra Jakobs brev i NT: Tænk på, at den mindste ild, kan sætte den største skov i brand. Vi ved hvordan bare en lille gnist en kæmpe skovbrand. Og ikke mindst i landende længere sydpå i europa, har der været store og alvorlige brande, som har været meget svære at få tæmmet.

Det er jo noget særligt med ilden. Vi mennesker kan ikke klare os uden den, men på den anden side, kan vi heller ikke for godt klare os med den. For at kunne leve med ild, må vi altid have den under kontrol. Det er det, der er så frygtindgydende ved ildebrande og måske især ved skov- og markbrande, at det er lige før ilden tager magten fra os. Vi kan først ånde nogenlunde lettet op, når meldingen kommer fra brandvæsenet, at nu er ilden kommet under kontrol, og den udvikler sig ikke yderligere.

Når det nævnes i Jakobs brev, er det ikke fordi han vil advare imod skovbrand, selvom det vel kan være alvorlig nok, men fordi han sammenligner tungen med ildebranden – eller rettere han sammenligner talens brug med den lille gnist, der kan volde så stor skade.

Men der er også noget særligt ved vores evne til snakke. Vi kan stort set ikke leve uden at tale med andre mennesker, men samtidig er det også sådan at netop det vi siger til hinanden kan være med til at ødelægge og skade så ufattelig meget i forhold til andre mennesker og – viser det sig – også i forhold til Gud. .. på dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.

Der findes forskellige munkeordener – både indefor og udenfor de kristne kirker, som har pålagt sig selv fuldkommen tavshed – for de kristne måske inspireret bl.a. af dette skriftsted hos Jesus. Den eneste form for tale det er tilladt dem er bøn og lovsang, samt skriftemål. Er det ikke sådan at de næsten – ifølge disse Jesus-ord – er sikret en mild dom, alene i kraft af deres tavshed?

Og stakkels dem/os, der nærmest fra naturens side har det sådan at vi har let ved at sige en masse, og som måske finder størst glæde i at høre sig selv tale – Hvis vi skal aflægge regnskab for de tomme ord, kan vi få vanskeligheder, så det forslår.

Vi skal ikke komme for hurtigt forbi dette ? – vi kan måske afvise de taves munke som fanatiske og for loviske – fordømmende eller hvad vi nu vil bruge som undskyldning for ikke at lade Jesu ord blive til selvransagelse og opgør.

Der er virkelig mange af os, der uden problemer kunne økonomisere meget med ordene – lægge lidt mindre vægt på at gøre opmærksom på os selv – måske endda på andres bekostning. Lade små giftige bemærkninger falde om denne eller hin af vore medmennesker. Vi gør klogt i at tænke over det faktum at alle mennesker er udstyret med to ører, men kun en mund!

Men det viser sig alligevel at fortielsens synd ofte kan være ligeså alvorlige og have ligeså store konsekvenser for mennesker. En af de værste straffe man kan vælge at benytte overfor et menneske man holder af (ægtefælle/barn/ven) – tavshed.

At blive mødt med en mur af tavshed og korte enstavelsesord til svar på den kommunikation, som er nødvendig. – at fortie istedet for at indrømme den fortræd, som vi – bevidst eller ubevidst har voldt et andet menneske – det virker måske nok lige i øjeblikket som den nemmeste løsning, men det kan få katastrofale konsekvenser – Eller det gode og opmuntrende ord, som jeg godt vidste, kunne siges på et bestemt tidspunkt, men som jeg undlod. – Eller alle de gange, hvor jeg forsømte at forsvare andre og påtale uret, der blev begået mod andre mennesker. … Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang1

At fortie kan være som at sætte en prop eller en barriere i vandløbet – det spærrer – der bliver ingen kontakt mellem hjerterne. Ordsproget om at tale er sølv, men tavshed er guld holder langtfra altid stik. Der findes masser af situation, hvor det er talen, der giver adgang til den rigdom der består i forståelse og gensidig respekt mellem mennesker, ligesom det er sådan at der er ord, der bringer os i nærkontakt med Gud.

Nu står der rent faktisk slet ikke i bibelen at tavshed skulle være ædlere og finere end talen, men vi får i dag en advarsel imod brugen af tomme ord. Her er ikke tænkt på den almindelige small-talk og konversering mellem mennesker ligeså lidt, som der er tænkt på at vi ikke må fortælle vittigheder eller lave sjov. Nej de tomme ord, det er ord, der ikke har nogen virkning, det sløve og virkningsløse.

Der er nemlig både ord der giver noget og virker noget godt i det menneske, som jeg taler med. Noget af det rigeste er jo netop en god samtale med en god ven. Men der er også virkningsløse ord, som ikke giver noget som helst til andre – ord som snarere tager fra andre – suger livsmod, glæde og Gudstro ud af mnenneskehjerter. – I virkeligheden findes ingen ord, som er værdineutrale – enten giver de, eller også stjæler de fra andre. Enten bygger de op, eller også nedbryder de.

Jakobs brev … enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme. Derfor spørger vi: Hvad er det egentlig vi bruger tungen til – bortset fra at slikke os om munden og smage på sovsen? – … vi udleverer os selv – det jeg siger fortæller om det, der bor i mig – om det er omsorg eller foragt for den, jeg taler til – om det er ærefrygt eller ligegyldighed overfor Gud.

Derfor må vi et øjeblik spørge os selv, hvad karakteriserer vores tale – hvilken vidnesbyrd aflægger jeg med mit liv? For mine ord fortæller, hvad enten jeg vil det eller ej, meget om, hvem jeg er. Jesus sammenligner det med et træ – hvis jeg skal undersøge om det er et æble- eller pæretræ, der står i haven, er den sikreste metode at vente til høst og se, om det bærer æbler eller pærer. Selvfølgelig kan en kender se det på så meget andet, men for en amatør, som mig, er frugten det sikreste tegn.

Det menneske, som bruger sin tunge og sin tale til at slynge om sig med eder og forbandelser, han afslører, at i hans hjerte bor Gud ikke, men der er plads til Guds modstander.

Der findes mange tommer ord og samtaler, som kun alt for tydeligt minder om at mennesker ikke vover at lade sig mærke med andre eller lade sig tiltale af Gud. Dem, der altid har et andet og mere interessant emne at tage op måske oven i købet et fromt og godt emne – men det betyder, at de har svært ved at være så stille at de selv kan høre og give ro til at andre kan høre og grunde over Guds Ord.

Dine ord afslører dig – fortæller hvem du er og hvad du indeholder.

Hvis Guds godhed og kærlighed skal blive kendt af andre, må der være mennesker, som er optaget af at bringe det videre. Det betyder at også mine ord skal være præget af Kristus. I mange diakonale og kirkelige sociale arbejde har vi haft så travlt med at understrege at ordet ikke kan stå alene som vidnesbyrd om Guds kærlighed, men at gerninger kan være fuldgyldige bærere af Guds kærlighed, så vi helt har glemt at ordene også hører med.

Derfor skal vi være på vagt for at lade de gode ord få plads og lov til at lyde iblandt os. Vi skal fylde vore hjerter med Guds Ord, så vi får et godt forråd at tage frem af, når mennesker skal høre det fra os.

Når et lille barn skal lære at tale, sker det altid ved at det hører hvad forældrene siger og forsøger at efterligne det – sådan skal vore ord skal være afglans af Guds Ord til os.

Da Jesus blev født og levede iblandt os, da var hans Guds største og egentligste ord til os, og han fortæller os, at den, som hører hans ord og tror det i hjertet, han bliver fyldt af Helligånden og får Jesus boende ved troen i vore hjerter.

Derfor er de ord, som frikender os, det er ordet, som er givet os af Gud selv, og som han ladet bære frugt i vores liv, så det er tydeligt for ham, at han selv er udgangspunktet.

Lovsang, bøn og bekendelse, det er gode ord, som vidner om vores afhængighed og tro på Jesus, samtidig med at de sætter os i kontakt med Gud selv. Men tungen er svær at tøjle, og vore ord afslører vort inderste, derfor er vores reaktion på denne selvransagelse, det er bønnen og ønsket om syndernes forladelse – også når det gælde vore unyttige ord.

Vort hjerte må fyldes af Jesus – af Guds Ord til mennesker, så det er os, der synger:

Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge højt og lydeligt,
så jeg føle kan med glæde
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

Det er sødt at kvæde(synge) om Gud og hans nåde, for det er de ord, der vidner om troens og kærligheden, som Gud vil skabe i hjertet ved sit ord. Amen

Salmer – til denne prædiken valgte jeg:

4 giv mig Gud en salmetung

448 Fyldt af glæde (Dåbssalme)

588 Herre, gør mit liv til bøn

577 Vor tro er den forvisning på

337 behold os Herre ved dit ord