12. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema.
Et tema for gudstjenesten kunne være Ordene og deres magt. Dette tema dækker epistlen i særdeleshed og evangeliet. Jonasteksten er jo nok taget med, fordi der i evangeliestykket henspilles på Jonasfortællingen.

Tekstens centrale budskab.
Jesus taler om ordene og den virkelighed, de udtrykker – og skaber. For ordene har jo en kilde, nemlig menneskets centrum, hjertet. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt træ bærer gode frugter etc. I andet afsnit af teksten møder vi et udslag af forhærdelsen: der kræves tegn for at ville tro.

Mellem tekst og prædiken.
Ordene og deres magt. Tungen – den lille legemsdel, som er så svær at styre. Med den kan vi sige gode ord til mennesker, og med den kan vi lovprise Gud. Men med den samme tunge kan vi forbande mennesker. Ord kan starte en krig – i familien, på arbejdspladsen, i skolegården. Hvordan taler vi med hinanden? Råber mor og far op, og svarer teenageren surt? Ordene og deres magt. Ord kan også skabe revolutioner – gode revolutioner. Det var ikke mindst mennesker, der turde tale regimet imod, der væltede Jerntæppet.
Ordene afslører os. Der er en sammenhæng mellem vore ord og hvem, vi er. Mellem det indre – hjertet – og det ydre – det, der kommer ud af munden. Vi siger nogle gange, at din dialekt røber dig. Det gør vore ord også. Vi kan dressere os selv til at tale venligt og høfligt. Men vi ved jo godt, hvordan det går: det fungerer ikke i længden. På et eller andet tidspunkt løber munden altid over med det, hjertet er fuldt af. De emner, vi vælger at tage op, det vi siger om andre – siger en hel del om os selv. Med vore ord kan vi få en injuriesag på halsen.

Jesus taler ikke om injuriesag. Han taler om bespottelse imod Helligånden – noget, som fører i fortabelsen. Og ikke så få mennesker har i tidens løb frygtet, at netop deres navn var slettet af navnelisten hos Gud.
Den konkrete situation for Jesu barske ord er, at han lige har helbredt et menneske. Men ikke desto mindre påstod jødernes ledere, at det var sket med hjælp fra Djævelen. De gjorde sort til hvidt. Og de krævede oven i købet et ekstranummer.
Det er farligt at gøre sort til hvidt. At handle imod bedre vidende. Er man en gang blevet overbevist om, at man har brug for Guds tilgivelse – f.eks. de mange gange, man misbrugte ordene og startede en mindre borgerkrig – men pludselig ikke mere synes, at man har brug for tilgivelsen, så er man i gang med at spotte Ånden.
Jesus siger to ting her. l) AL synd – virkelig al synd, og her skal der ingen grænser sættes! – kan tilgives. Al synd – også det, andre har svært ved at tilgive. Også det vi aldrig kan tilgive os selv. Også det vi aldrig kan tilgive en anden – alt det kan tilgives. Guds tilgivelse er grænseløs som universet er uendeligt. Hvem fatter afstandene i universet? Sådan er Guds tilgivelse. 2) Og så alligevel, der er én ting, Gud ikke kan tilgive. Men burde Gud ikke også kunne tilgive denne synd, tænker vi? Nej, ikke når vi tænker på tilgivelsens væsen. Tilgivelsen kan aldrig påtvinges et menneske. Tilgivelse kan gives. Og tilgivelse skal tages imod. Derfor er bespottelse imod Helligånden ganske enkelt dette, at et menneske ikke vil tilgives.

Intet menneske går fortabt pga. de forkerte ting, man har gjort, hvis man bærer dem hen til Gud. Men det er utilgiveligt ikke at ville have tilgivelse. Der er altså en grænse for Guds tilgivelse. En grænse mennesket selv drager. Her er den grænse, hvor selv Guds grænseløse kærlighed har mødt en grænse og kommer til kort.
Så enkel er kristentroen: den handler om Guds tilgivelse af synd. Ved du, at du har brug for denne tilgivelse, er du kristen. At være kristen er at leve af denne tilgivelse – leve i den og med den. Det er kristendom i en nøddeskal. Og nogle gange skal vi turde lade det være så enkelt. Og så lade de mange andre svære ting i troen ligge.

Prædikenskitse.
Indlede med at tale om ordene og deres magt. Give konkrete eksempler ud fra Jakobsbrevet. Hvordan bruger vi ordene? Dernæst tanken om at ordene – især dem vi siger om andre – siger en hel del om os selv. Træet og frugten. Og endelig kommer vi ikke uden om at tale om bespottelsen imod Helligånden. Fordi mange tumler med det spørgsmål. Men man kunne jo også vælge at tone det emne ned og holde sig til temaet Ordene og deres magt – hvordan bruger vi ordene? Her findes der i øvrigt et godt afsnit i Gunnar Elstads bog Hjælp til hjælp, DLF 91. Måske var det ikke så dårligt for menigheden at fokusere på det emne. For det bliver i hvert fald konkret.

Salmer.
4 (det her med at bruge tungen) – 535/7 – 606/349 – 585 – 758.