Eksegetiske overvejelser
Kontekst: Forud for tekstafsnittet kommer en række mindre afsnit, der er placeret rundt omkring, og ind imellem en længere beretning om udsendelsen og tilbagekomsten af de 72. De 72 vender tilbage, glade over at selv dæmonerne adlyder dem i Jesus navn. Jesus jubler i Ånden over at enheden mellem Faderen og Sønnen nu åbenbares for mennesker. Som en del af Jesu fryderåb, priser han disciplene salige, fordi deres øjne får lov at se det, de ser. Vi er tæt på fuldbringelsen af Guds frelsesplan. Det, som profeter og konger i årtusinder har profeteret om, sker nu. Derfor jubler Jesus.

Efter evangelieteksten kommer passagen om Marthas travle omsorg og Marias stille lytten, efterfulgt af nogle afsnit om bøn.

Parafrase
v23-24: Jesus priser disciplene salige, fordi de får lov at høre og se, hvad mange profeter og konger har ønsket at se.
v25-28: En lovkyndig stiller Jesus spørgsmålet om, hvordan man arver evigt liv. Svaret får den lovkyndige lov til selv at komme med: Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Jesus bekræfter, at mandens svar er korrekt.
v29: Den lovkyndige spørger: hvem er så min næste?
v30-35: Jesus fortæller en lignelse om en mand i stor nød. To mennesker, som, deres kendskab til loven taget i betragtning, burde have hjulpet, hjælper ham ikke, men en tredje mand, som ikke forventes at hjælpe, hjælper den nødstedte mand.
v36: Jesus spørger den lovkyndige, hvem der handlede ret.
v37: Den lovkyndige svarer den tredje mand, og Jesus opfordrer ham til at handle på samme måde.

Eksegetiske detaljer

V23-24 hænger tæt sammen med det foregående afsnit. Lovsangen/saligprisningen/glæden er et tilbagevendende tema i Lukasevangeliet: Elisabeths lovprisning af det barn, Maria bærer (Luk 1), Marias lovsang (Luk 1), Zakarias lovsang (Luk 1), Englenes lovsang (Luk 2), Simeon og Annas jubel over at se Jesus (Luk 2), og Saligprisningerne (Luk 6). Jubelen hænger tæt sammen med gudsrigets frembrud.

V25-28: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er unik for Lukas. Der refereres et næsten identisk spørgsmål i Matt 22,34 og Mark 12,28, men lignelsen er ikke med i de andre synoptiske evangelier.

Det er vigtigt at tolke lignelsen i den ligefremme og enkle form og undgå de utallige allegoriseringer, den er blevet underkastet gennem tiden.

Dogmatiske overvejelser

Hvis en klassisk, luthersk præst havde fået spørgsmålet: ”hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv”, så ville svaret med stor sandsynlighed have været i retning af: ’bed om Guds nådige tilgivelse i Jesus navn, og du arver hele himmelens herlighed.” Derfor er det overraskende at høre Jesus svar til den lovkyndige. Det er gerningsretfærdighed for fuld udblæsning. Der er en skarp kontrast mellem episteltekstens lære om lovgerninger kontra tro på Kristus og Jesus svar til den lovkyndige. De to tekster stillet op ved siden af hinanden må lære os at prædike både lov og evangelium i deres hele og uafkortede former. Når et menneske, som den lovkyndige, kender loven, og forsøger at afkorte/tilpasse loven til overkommelighed, må vi med samme frimodighed som Jesus prædike loven i dens ufravigelige krav, indtil den slår alle forestillinger om at kunne opnå retfærdighed gennem lovgerninger ihjel.

Prædikenideer/tekst til inspiration

Forestil dig, at ingeniørerne, der skulle regne på, hvor mange materialer der skulle bruges på at bygge Øresundsbroen, fandt ud af at der ikke var penge nok til at bygge broen hele vejen over sundet! Det helt oplagte, de burde gøre, var at meddele bygherrerne, at projektet ikke kunne lade sig gøre med de penge, der var afsat til broen. Men tænk, hvis de i stedet begyndte at omdefinere længdemålene! Hvis bare en kilometer ikke var helt så lang som en kilometer nu er, så ville projektet kunne lykkes, fordi der skulle lidt mindre materialer til at bygge en bro på det angivne antal kilometer! Altså hvis nu en kilometer var 700 meter og ikke 1000 meter, så ville det hele gå op! På papiret ville projektet kunne lykkes, men den dag broarbejderne stod ude i Øresund og manglede materialer til det sidste stykke bro, ville deres fejl blive afsløret! Mange mennesker forsøger sig med en lignende omdefinering af nogle konstanter i deres forhold til Gud.

Den lovkyndige spørger Jesus, hvad der skal til for at arve evigt liv. Både Jesus og den lovkyndige er enige om at man skal elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. At elske Gud kan være lidt af en abstrakt størrelse, der er svær at kontrollere, så det har den lovkyndige sikkert haft en forestilling om at han nok havde styr på. Men det der med at elske sin næste, er noget mere konkret, og noget man kan kontrollere, så derfor vil han gerne have en definition, på hvem det er han skal elske som sig selv. Det er tydeligt at den lovkyndige har den opfattelse af forholdet til Gud, at der er nogle ting han skal gøre, og så kvitterer Gud med evigt liv. Derfor er det vigtigt for ham at vide hvem der er hans næste, så han kan få det ordnet med at elske næsten.

Jesus svarer i forlængelse af den lovkyndiges opfattelse af forholdet til Gud. Han fortæller en lignelse, hvis pointe er at du skal elske også de mest uelskværdige og fjendtlige mennesker, du møder på din vej. Præsten og levitten, der med stor sandsynlighed kendte til ordene om at elske sin næste som sig selv, går forbi deres landsmand uden at hjælpe. I praksis elskede de hverken Gud eller næsten. Samaritaneren derimod hjalp den nødstedte mand til trods for det fjendskab, der dengang var mellem jøder og samaritanere. Samaritaneren elskede ved at handle. Kærlighed kan forekomme at være en meget abstrakt størrelse, men er ganske praktisk og konkret. Kærlighed er ikke primært en følelse, men en handling, og lignelsens pointe er cirka det samme som Jesus siger i Bjergprædikenen: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer (Matt 5,44).

Svaret på den lovkyndiges spørgsmål om hvem der er min næste er altså: alle mennesker, selv dine fjender!

Jesus afslutter samtalen med den lovkyndige med beskeden: ”Gå du hen og gør ligeså!”

Vi aner ikke, hvordan den lovkyndige reagerede på den besked! Fattede han dybden af svaret, eller forestillede han sig nu bare, at samaritanere var forpligtet på at elske jøder!? Vi ved ikke hvad han tænkte, men vi kan begynde at overveje, hvordan vi selv vil reagere på beskeden.

Det er nemt nok at elske de elskværdige, dem der er elsker tilbage, og dem man har gavn af at elske. Det kan også nogenlunde nemt lade sig gøre at elske helt fremmede mennesker, så længe det ikke koster for meget.

Når bare der er penge til fladskærmen og udskiftningen af bilen, kan jeg godt sende nogle penge til de nødlidende i Afrika. Når bare naboen lader mig låne hæksaksen, kan jeg da godt låne ham trillebøren. Når bare jeg møder lidt taknemlighed, kan jeg da godt køre den gamle dame til banko. Når bare andre ser det, kan jeg da godt hjælpe bumsen på stationen, der er væltet i sit eget bræk …

… men hvis jeg ikke kan skifte bilen, eller får noget igen af naboen, eller aldrig møder taknemlighed, eller aldrig får anerkendelse, hvorfor skulle jeg så elske?

Vores motiver for at elske, afslører ofte vores ’kærlighed’ som selvkærlighed. Hvor er der langt mellem, at vi elsker ubetinget! Og tænk sig, at Jesus befaler os at elske alle mennesker ubetinget!

Som nævnt ved vi ikke hvordan den lovkyndige reagerede. Det lykkeligste udfald ville være, hvis han erkendte og bekendte overfor Jesus, at han ikke kunne elske næsten med den definition af næsten, som Jesus beskrev.

Ligesom ingeniørerne burde acceptere resultatet af deres beregninger uden at fifle med konstanterne, bør vi acceptere Guds krav om det perfekte og opgive at levere det selv.

Paulus siger i epistelteksten: ”for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.” Det er lige præcis den misforståelse, Jesus vil hjælpe den lovkyndige ud af. Jesus gør det ved at lade ham gå linen ud. Ok, hvis du vil arve evigt liv ved egne gerninger, så skal du opfylde loven. Ikke bare den tolkning af loven du er nået frem til, men loven sådan som Gud har givet os den. Byg bare løs på broen med de forhåndenværende midler, så vil du en dag opdage at du ikke kan gennemføre!

Jesus kom for at frelse det menneske, der ikke kan elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Guds lov viser os, at vi alle er sådanne mennesker.

Vi må aldrig tro at vi kan fortjene os til noget hos Gud. Gud rækker os frelsen i Kristus uden nogen som helst form for modydelse.

Jesus befaling om at vi skal elske vores næste på samme måde som samaritaneren elskede den nødstedte jøde, skal vi adlyde. Men vi må aldrig tro at vi på den måde kan fortjene os til Guds frelse.