13. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema.
Temaet Tjenervejen sammenfatter noget væsentligt. Jesus, der ikke er kommet for at lade sig tjene, og Paulus, der blev vist den tillid at blive taget i Kristi tjeneste.
Epistlen siger klart, at pladsen i Guds rige gives af barmhjertighed – svarende til at Menneskesønnen har givet sit liv som løsesum (=adgangsbillet). Det i lektien, der svarer hertil, er spørgsmålet: Hvordan skal jeg træde frem for Herren? Hvordan nærmer vi os Gud / kommer ind i hans rige? Jævnfør også talen om at give sin førstefødte?

Tekstens centrale budskab.
Jesus underviser os om tjenervejen – den vej, han selv gik. Den eneste vej, der fører til en plads i Guds rige. For at vi kunne få en plads, måtte han gå tjenervejen. Og vi kaldes til at følge ham og gå tjenervejen i forhold til de andre i menigheden og i hverdagen. Dernæst afsløres magtsyge og æresyge i menigheden som en diametral modsætning til den vej, en discipel skal vandre.

Mellem tekst og prædiken.
Der er ingen pladsbestilling i himlen, man kan ringe til, sådan som man kan ringe til DSB. Det var den besked, zebedæussønnernes mor fik, da hun bad om særbehandling til sine to drenge. En mor, der har ambitioner på sine børns vegne – det kender vi så godt. Forældre, der pacer deres børn frem i skolen og på sportspladsen. Det er farligt. Sådanne børn kommer let til at føle, at deres forældre kun kan lide dem, når de opfylder forældrenes ambitioner. Nogle går i stykker på det. Samtidig træder janteloven i funktion. De 10 andre bliver godt sure på Jakob og Johannes. Og så bliver de kanøflet. Og hvor har deres mor måttet høre for sit ønske i mange prædikener.
Det er forkert – det, hun beder om! For det, Jesus vil lære os i dag, er, at vores ambition her i livet ikke så meget skal være at blive til noget, men derimod at være noget – for andre. Være en diakon – tjenervejen. Alligevel kunne vi godt glemme dette forkerte motiv hos moderen et øjeblik og så vælge en skæv vinkel: hvor er det dejligt, at se en mor helt ind i pensionsalderen, der ikke ved det, der er for godt til sine drenge. En mor som stadig følger med i sine børns liv. Og så kan vi jo lade hende minde os om, hvor stor en rigdom det er, at have forældre, som ikke bare følger med i deres børns skolegang og fritidsinteresser, men også henvender sig i bøn til Jesus for dem. Og hun bad jo egentlig om noget godt, nemlig at hendes drenge måtte være helt i nærheden af Jesus. Kan vi som forældre ønske noget bedre for vores børn! Og når de får tegnet kors for pande og bryst, er det for altid at leve nær hos Jesus. Lad de små – og store – børn komme til mig. Indirekte er teksten altså en opfordring til forældre om at have “ambitioner” for deres børns åndelige liv. Derfor en stor tak til denne mor. (Denne skæve vinkel er vistnok tyvstjålet. Tak til hvem det måtte være!)

Men ellers er pointen jo ikke, at Jesus anerkender hendes ønske for sine drenge. Der findes nemlig ingen pladsbestilling i Guds rige. Her i denne verden dominerer de spidse albuers fællesskab. Vil du i verden frem, mit barn… Når Nietzsche taler om viljen til magt, som en styrende faktor i meget menneskeligt samliv, så er han ikke ude af trit med bibelen. Viljen til magt bredt forstået: viljen til ære, position, tillidsposter osv. Vi kan aldrig helt skille tjenerambitionen fra magtambitionen, når vi taler om arbejdet i menigheden. Men vi kan da forsøge at være opmærksomme herpå.
Guds rige er et omvendt rige, hvor den største er alles tjener. Magtpyramiden er vendt på hovedet. Det er i Jesu lidelse, vi kender Gud. Guds rige er et anderledes rige. Her gælder det ikke om at blive til noget, men om at være noget – for andre. Her gælder de spidse albuers fællesskab ikke, men derimod de åbne armes fællesskab. Ja, der er slet ingen grænser for, hvor langt vi skal gå for at tjene hinanden. Jesus antyder, at tjenesten for næsten kan komme til at bevæge sig ad lidelsens og afkaldets vej. Og hvad det indebærer, lader han os ane ved at pege på den skæbne, han selv gik i møde. Og så siger han de stærkeste ord overhovedet i NT om sin lidelse og død. Så langt blev han en diakon for os.
Han giver os hermed et eksempel til efterfølgelse. Og han mener virkelig et eksempel til efterfølgelse. Ikke bare et godt råd. Alligevel er der noget, han har gjort, som vi ikke kan gøre efter. Vi kan ikke give vort liv som løsesum for andre. Her ligger evangeliet gemt til os i dag – og det i sin allerklareste form. Den højeste, som bøjer sig ned til os, som så gerne vil ophøje os selv på andres bekostning. Og så gav han sit liv som kaution for at købe os fri fra fortabelsen.
Hos os gælder janteloven ofte: du skal ikke tro, du er noget. Hos Gud er det lige omvendt: du skal vide, at du er noget. Du er så meget værd, at Gud, den højeste, gav den højeste løsesum for dig for at give dig den allerbedste plads, han kan finde i himmeriget. Jesus står ikke for uddelingen af bordkortene til festen i himlen. Her bestemmer alene Gud. Men han er sendt med invitationerne til festen. Hans død på korset er det invitationskort, der giver adgang til festen.
Og ligesom vi ikke kommer ind i Guds rige ved at albue os frem, sådan skal vi leve sammen her på jorden – ikke ved at skaffe os selv mest mulig albuerum, men ved at møde andre med de åbne arme. For sådan har Gud mødt os og givet os en plads i nærheden af Jesus.

Prædikenskitse.
Hvad tungen kan bruges til. Forældres ambitioner på deres børns vegne – positivt så vel som negativt. Bede til Jesus for vore børn. Guds rige er et omvendt rige, hvor magtpyramiden er vendt på hovedet. Jesus der gik tjenervejen for os – evangeliet.

Salmer.
Morgensalme/årstidssalme – 596/535 – 776 (oplagt salme) – 606/607/603 – l71,5 – 325/772.