13. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

De to regimenter

Denne søndags bordtale handler om kristentro og politik.
Det hele begynder med en ambitiøs mor, som er ambitiøs på sine to sønners vegne. Det drejer sig om Sebedæus’s kone, der sandsynligvis hedder Salome, hende, der stod under Jesu kors (Matt. 27,56) og påskemorgen gik til Herrens grav (Mark,16,1). Hun var måske endda søster til jomfru Maria, altså Jesu moster. Det er måske grunden til, at det er hende og ikke hendes to sønner, der henvender sig til Jesus. Salome står Jesus ligesom lidt nærmere. Hendes to sønner, apostlene Jakob og Johannes, vil gerne have fornemme pladser i Guds rige. Husk på, de er jo apostle og har sat alt til side for at følge Jesus. Desuden er der familieskabet, og det betød i datidens samfund utrolig meget. Sådan noget må bestemt give bonus. – tænker de. Men de har gjort regning uden vært. Sagen er jo den, at dels skal de lide samme vanærende død som Jesus, hvad de tankeløst påstår, at de er villige til, og dels er det slet ikke Jesus, der uddeler pladserne i Guds rige. Det er jo netop Guds rige, hvor Faderen hersker, selv om det er Jesus, der er kongen i det rige. Jesus må altså sige: sorry, det er ikke mit bord, og dermed må de gå med uforrettet sag.
Men nu kommer så efterspillet. Da det rygtedes, hvad de to brødre havde gjort gennem deres mor, blev de ti andre apostle godt sure. Hvad bilder de to sig ind! Skal de have bedre pladser end vi andre? Det er jo ligefrem nepotisme. Da Jesus opdagede, hvad det trak op til, samlede han dem og holdt en lille formaningstale.

Han sagde: Husk på, I har fået tildelt pladser i Guds rige, og dér gælder der andre regler end her i verden. Her gælder det om at herske og være stor og lade andre føle sin magt. Men sådan er det bestemt ikke i Guds rige. Dér er det lige modsat: dér skal den store tjene, dér skal førstemanden være alles slave. Hvordan kan I vide det? Jo, for menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (= alle). Jesus henviser her til sin tjeneste for menneskene, den tjeneste, som munder ud i offerdøden på Golgatas kors.
Ved dette evangeliestykke, kan man nok komme ud i nogle problemer, som ikke er så lette at løse. Er dette en anskuelsesundervisning i, hvordan kristne skal opføre sig? Skal kristne altid – uanset magtforholdene – underordne sig og lide? Er lidelsen i sig selv noget positivt? Kan en kristen ikke være politiker og udøve magt?

Vi må jo nok holde os for øje, at Jesus her taler om det kommende Guds rige, som disciplene har fået lovning på (vi er arvinger, Rom. 8,17), men som endnu ikke er realiseret i denne verden. NT taler jo netop om denne verden (denne æon) og om den kommende verden. Denne verden er også Guds verden, skabt af ham og således god, men den er besat af djævelen og holdt fangen af ham. Denne verden, ja hele skabningen, sukker efter at blive befriet (Rom 8,22 f.), og denne befrielse er knyttet sammen med vor frelse. Syndefaldet fik katastrofale følger, ikke blot for mennesket, men for hele skabningen (tænk blot på den økologiske krise), hvorfor skabningens redning så også er knyttet sammen med vor frelse.

Der gælder således forskellige regler for denne verden og Guds rige. Da denne verden stadig er Guds verden, skønt den er besat af djævelen, må han styre den med andre midler end han ellers ville have gjort. Han styrer den med loven. Her gælder ret og retfærdighed, lov og orden. Gennem sin lov holder han det onde i ave. Loven er Guds gode gave og styreform i en ond verden. Loven gælder stadig – også for os, der har fået evangeliet. Der er altså ikke noget, der hedder antinomisme. Selv om vi har fået lovning på det kommende rige, lever vi stadig i denne verden og er undergivet dens lov.
Guds rige derimod styres med evangeliet, som er Guds nåde og barmhjertighed. Den nåde og barmhjertighed, som kommer fra den kommende verden, rækkes os ikke direkte, men gennem kirken og dens af Kristus indstiftede embede i ordet og sakramenterne.
Man kan udtrykke det sådan, at i vores agéren i forhold til verden og dens mennesker, gælder loven og dermed politikken. Men i vores agéren i forhold til Gud gælder evangeliet, nåden og barmhjertigheden, som kommer til udtryk i ordet og sakramenterne. Hvordan vi end vender og drejer det, lever vi i to riger, det verdslige og det åndelige, men begge riger er selvfølgelig Guds. Gud styrer bare de to riger på hver sin måde. Det verdslige rige styrer han med venstre hånd, med loven, som er Guds lov, ved hjælp af den borgerlige øvrighed. Her gælder lov  og orden og derfor også magt og indflydelse – det som Jesus taler om i dagens evangelium. Det åndelige rige styrer Gud med højre hånd, ved evangeliet gennem kirken, og her gælder nåde og barmhjertighed, som tilsiges os til tro. Men vi må holde os for øje, at det åndelige regimente kun gælder vedrørende Guds rige og må på ingen måde bruges i det verdslige. Da loven er til for at hindre og begrænse det onde, vil det være direkte ondskab at kassere loven og styre det verdslige regimente med evangeliet, som er magtesløs over for det onde. Man skal altid være på vagt, når fromme mennesker vil styre land og rige med evangeliet. På samme måde skal man selvfølgelig også være på vagt, når nidkære Herrens tjenere vil erstatte evangeliet med loven i kirken.
Det er Luthers toregimentelære, som her får sin nytestamentlige bekræftelse. Det gælder om at kunne dele mellem lov og evangelium.

Ja men, hvad nu med os i menigheden. Jesus siger jo: ”Sådan skal det ikke være blandt jer”. Jo, men selv om vi i menigheden også lever i det verdslige regimente og er underkastet loven med dens rangordninger, kan vi da godt tilgive hinanden og tjene hinanden uden at ophæve loven. At vi lever under begge regimenter betyder ikke, at vi behøver at være skizofrene,  – selv om jeg indrømmer at det undertiden kan være svært at dele mellem lov og evangelium
I sit skrift ”Om et kristenmenneskes frihed” 1520 fremfører Luther to sætninger:
1. En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen, og
2. en kristen er en ufri tjener i alle ting og underordnet enhver.
Det kan være nyttigt i anledning af denne søndag at læse dette skrift på ny.

Salmerforslag:
710 Kærlighed til fædrelandet
55 Lov og tak og evig ære
504 Gud, vi falder dig til fode
– – – – – – – – – –
630  Vor trængsel, hvor besværlig
383  Det er så yndigt at følges ad, hvor